Løn

25.000 kr. om måneden skiller top og bund

Størrelsen af din løn afhænger især af to ting: hvad du arbejder med, og i hvilken branche du gør det. Se lønnen i 23 brancher.



Det er ingen hemmelighed, at en B2B-salgskonsulent indenfor detailhandel tjener mere end en kassemedarbejder i supermarkedet.

Men hvad sker der, hvis samme B2B-salgskonsulent kvitter jobbet og tager et lignende salgsjob indenfor IT eller medicinalindustrien? Vupti, så stiger lønnen – ganske markant endda.

Faktisk pønser mere end hver fjerde dansker på at bruge deres evner i en ny branche, og den største driver er ønsket om højere løn. Det frister især helt unge og familier med børn, viser en helt ny undersøgelse lavet af Norstat for fagforeningen for salg og marketing, Business Danmark, blandt 1.264 lønmodtagere.

Et dyk ned i Business Danmarks nye lønstatistik bekræfter, at der økonomisk er meget at vinde eller tabe, alt efter hvilken branche du vælger at arbejde i.

Faktisk er lønniveauet 67% højere i den bedst lønnede branche end i den ringest lønnede branche.

Når du rammer lønloftet

I Business Danmark anbefaler lønrådgiver Emilie Sophie Kostecki fra Business Danmark at tænke bredere i din jobsøgning.

"Mange har tendens til at blive inden for den branche, de er uddannet til, eller hvor de har erfaring fra. Det betyder, at du på et tidspunkt rammer et glasloft lønmæssigt. Skal du bryde gennem det, er det tit forbundet med, at du enten skal avancere til leder eller finde et andet salgs- og marketingjob i en helt anden branche," fortæller hun. Hun erkender, at visse brancheskift er vanskeligere end andre.

"I nogle brancher vægter en bestemt uddannelsesbaggrund eller erfaring tungere end i andre. Men det finder man jo først ud af, hvis man tænker ud over sin egen branche og gør forsøget," siger hun.

Tallene nedenfor bygger på gennemsnitsløntal fra 3.500 medarbejdere og ledere beskæftiget med salg og marketing på tværs af 23 forskellige brancher. Du kan bruge tallene som rettesnor for, hvor den enkelte branche ligger i lønhierarkiet.

Business Danmarks lønberegner kan give dig et præcist billede af din markedsværdi – ud fra din alder, titel, om du er leder, uddannelse og hvor i landet du bor.

Branchernes top og bund i lønhierarkiet

(månedsløn inkl. pension for ansatte i salg og marketing)

Medicinal og medico 62.900
Kemisk industri 60.000
Elektronisk industri 58.300
Produktion af nærings- og nydelsesmidler 55.000
Bank og forsikring 54.200
Maskinindustri 54.200
IT 52.000
Råstoffer 51.800
Land- og skovbrug 51.000
Biler og maskiner 50.600
Engrossalgvare til endeligt forbrug 50.000
Sundhed 50.000
El, gas, vand og varme 48.300
Det offentlige og forsvaret 48.300
Rejser og transport 47.900
Organisationer og foreninger 46.000
Kultur og forlystelser 45.000
Tøj og tekstiler 44.200
Serviceydelser 43.800
Reklame og medie 41.700
Hotel og restauration 39.500
Detail 37.500
Gennemsnit 49.500

Michael Krag-Svendsen – LinkedIn