Ansøgning

Uop­for­dre­de an­søg­nin­ger er bedre end deres rygte

Færre jobannoncer og flere ledige end sidste år kan give den lidt oversete uopfordrede ansøgning et comeback. Få syv tips med på vejen.



Tiden med rekordmange jobannoncer er foreløbig sat på pause. Sammenlignet med 1. kvartal sidste år er hver ottende jobannonce på Danmarks største jobportal Jobindex forsvundet som dug fra solen, og dæmperen på jobmarkedet kan betyde, at flere måske vil finde en gammelkendt jobsøgningsmetode op af skuffen - nemlig den uopfordrede ansøgning. Brugt af få, men med stor succes.

Ny Norstat-undersøgelse lavet for fagforeningen Business Danmark viser, at kun 16% danskere på arbejdsmarkedet har sendt en uopfordret ansøgning de seneste 12 måneder – selv om effekten er kolossal. Over halvdelen af dem (53%), der søgte uopfordret, er nemlig kommet til samtale - og 20% af dem fik faktisk jobbet.

Det er super interessante tal – især når vi ser på effekten. Det kan godt være, man føler, man skyder med spredehagl, og tænker at jobchancen er minimal, men den uopfordrede ansøgning er altså bedre end sit rygte. Og selv om der er megen snak om krise, har virksomhederne fortsat brug for arbejdskraft og antallet af jobopslag ligger stadig højere end op gennem 10'erne, siger Martin Kildgaard Nielsen, CEO i fagforeningen Business Danmark.

Mens den uopfordrede ansøgning for mange er fløjet under radaren, så gør hver fjerde virksomhed flittigt brug af disse ansøgere, når de skal ansætte en ny medarbejder, viser rekrutteringsundersøgelse fra virksomheden Ballisager sidste år.

Det viser bare, at den uopfordrede ansøgning stadig kan noget, og man skal bruge muligheden, ligesom man søger på opslåede stillinger, via netværk eller håber at blive spottet af en headhunter på LinkedIn. Her skiller den uopfordrede ansøgning sig ud ved at vise jobsøgerens initiativ, vilje og ønske om at arbejde i en bestemt virksomhed, fortæller Martin Kildgaard Nielsen.

Søg uopfordret, men gør dig umage

Mariska Sala, nordisk marketing- og kommunikationsdirektør i vikar- og rekrutteringsvirksomheden Moment, modtager af og til uopfordrede ansøgninger fra personer, der gerne vil arbejde i hendes afdeling. Og hun er enig i, at det kan være en god ide at søge uopfordret, men tilføjer samtidig, at det kræver en ekstraordinær indsats af jobsøgeren, hvis man skal brænde igennem.

Generelt tror jeg på, at den uopfordrede ansøgning har en effekt, hvis man bruger den rigtigt. Som udgangspunkt skal du huske på, at det er dig, der banker på døren til virksomheden. Og skal du brænde igennem, skal du gøre den ultra målrettet. Du bør i din research sætte dig ind i virksomhedens værdier, tone of voice, visuelle identitet, udtryk på sociale medier mv. Og så skal du være meget tydelig omkring, hvad er det, du kan tilføre virksomheden - ikke mindst den afdeling du søger ind hos. Hvis du bare kopierer en ansøgning og distribuerer den uopfordret rundt, vil du givetvis ikke få særlig megen respons, forklarer hun.

Mariska Sala råder dig samtidig til i din research at kigge rundt på internettet, hvor der er bunkevis af værktøjer, du kan bruge i jobsøgningsprocessen.

Det er ikke nødvendigvis din skabelon til en ansøgning, der gør udfaldet – her kan du finde masser af inspiration på internettet. Det er teksten, du skal lægge din energi i, så modtageren bliver interesseret i at gå i dialog med dig, forklarer hun.

Gode råd til uopfordret jobsøgning

  1. Når virksomheder selv slår job op, læser modtageren ofte CV'et først. Men når du søger uopfordret, skal du prioritere selve ansøgningen højt, så du gør modtageren nysgerrig på at læse dit CV. Vær derfor tydelig omkring, hvorfor du vil arbejde i netop den virksomhed, hvordan du arbejder og hvad kan du tilføre.
  2. Skriv kort og præcist. De fleste bruger kun få minutter på at læse CV og ansøgning.
  3. Fortæl hvilken forskel du kan gøre i den afdeling, du ønsker at arbejde i uden at lyde bedrevidende. Og målret dit CV til jobfunktionen, du er ude efter.
  4. Undersøg om du kender nogen i virksomheden, som du eventuelt kan hente information fra eller bruge som vej ind i virksomheden.
  5. Undersøg hvem du skal målrette din ansøgning til og research vedkommende på LinkedIn – så kan du gøre ansøgningen mere personlig.
  6. Sæt dig godt ind i virksomheden, du søger hos – dens tone/stil, værdier, visuelle identitet, marked og produkter mv.
  7. Brug CV-skabeloner fra nettet og link til din LinkedIn-profil.