LederkarriereLøn

Vi bruger mindre krudt på jobbet, når lønnen er for lav

Begrebet inflation er det seneste år vågnet af sin dvale som en glubsk drage, der fortærer vores løn – og vores lyst til at yde en ekstra indsats på jobbet.



Først kom fænomenet ”the great resignation” under coronakrisen. Mange, lange dage på hjemmekontoret fik lønmodtagere i flæng til at tage livet og arbejdslivet op til revision.

I 2022 dukkede følgefænomenet ”quiet quitting” op - det stille farvel – som modstrøm mod det altopslugende arbejdsliv. Fremfor at kvitte jobbet skruede nogle lidt ned for engagementet, så arbejdsindsatsen bedre stod mål med den oprindelige jobbeskrivelse.

Og nu viser nye tal, at det stille farvel også kan anes på det danske arbejdsmarked.

Ny undersøgelse lavet af Norstat for fagforeningen Business Danmark viser, at 48% af de adspurgte lønmodtagere ikke mener, at deres løn står mål med deres indsats på jobbet.

Og hver fjerde siger, de yder mindre på jobbet, fordi de mener, de får for lidt i løn. Det bør få alarmklokkerne til at ringe hos både arbejdsgivere og lønmodtagere, fortæller Martin Kildgaard Nielsen, CEO i Business Danmark til finans.dk.

Dette kan ikke bare true virksomhederne, der mister vigtig arbejdskraft, det kan også ramme medarbejderen som en boomerang, da det kan resultere i fyring eller dårlig reference til fremtidige jobansøgninger, siger Martin Kildgaard Nielsen, der tilføjer at undersøgelsen også skal ses i lyset af den høje inflation, der har betydet en reallønsnedgang for mange lønmodtagere.

Martin Kildgaard Nielsen minder om, at det fortsat er arbejdstagers marked med gode muligheder for et jobskifte – eventuelt til en højere løn. Her er det vigtigt at begge parter forhandler ud fra fakta og lønstatistikker. Men han råder samtidig medarbejderne til at gå i dialog med deres arbejdsgiver, hvis de er utilfredse.

Det bedste er som regel, hvis man kan finde til enighed. Men kan man ikke det, skal man samtidig huske, at den indsats, du yder til sidst i virksomheden, ofte vil være den, du huskes for, og som vil bringe dig videre til dit næste job eller måske være med til at holde døren åben, hvis du en dag ønsker at søge tilbage, påpeger han.

Tidligere i år viste en anden undersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark, at mere end hver fjerde lønmodtager (27%) føler, at deres virksomhed kræver mere af dem end for bare et år siden, og at mere end hver femte (22%) ofte har følt sig stresset de seneste tre måneder.

Er du utilfreds med andet end løn?

Et jobskifte skyldes som regel et mix af flere forhold - drømme om ny udvikling og nye opgaver, utilfredshed med chef eller kolleger eller fleksibilitet og kortere transporttid. Ja og så en bedre lønpakke. Før du skifter, anbefaler vi, at du sparrer med venner eller professionelle om, hvad der er det rigtige for dig. Måske er det at fortsætte samme spor i en anden virksomhed eller branche - men det kan også være, at du når frem til, at du vil arbejde med noget helt andet.

Michael Krag-Svendsen – LinkedIn