Kvinder i ledelseLederkarriere

Kvinde, kend dine kar­ri­e­re­mål – eller hvad?

Vil du til tops i karrieren, lyder rådet ofte: Vær bevidst om dine mål og lav en karriereplan! Men bør du virkelig have en klar mission og kende dine mål på forhånd? Her kan du læse tre topkvinder og en karriererådgivers perspektiv på karriereplanlægning, og vurdere hvad der virker for dig.



Karriereplanlægning er en omdiskuteret størrelse. Mens nogle mener, planerne skaber klarsyn og gør vejen til drømmejobbet kortere, synes andre, karriereplaner hæmmer åbenheden over for muligheder, der ligger uden for planerne.

Her giver Bente Overgaard, tidligere koncerndirektør i Nykredit, Pernille Sandberg, tidligere HR-direktør i Falck Assistance, og Astrid Jørgensen, salgs- og marketingchef hos Politiken, hver deres bud på, hvad de mener om planlægning af karrieren.

Vær bevidst om dit karriereønske

Bente Overgaard, tidligere koncerndirektør i Nykredit, anbefaler, at du sørger for at være bevidst om dit karriereforløb.

Vil du til tops, mener Bente, det er særligt vigtigt at tænke over at få erfaring med forretnings- og bundlinjeansvar og sørge for at have været ansvarlig for forskellige forretningsområder.

”Jeg synes, det er vigtigt, at man tænker over hvilke områder, man er ansvarlig for og sørger for også at få opgaver uden for eksempelvis HR og kommunikation, som mange kvinder vælger,” fortæller Bente.

Hun har gennem sin egen karriere været med til at træffe store beslutninger i flere bestyrelser og beskæftiget sig med forskellige områder som digitalisering, økonomi, rådgivning, HR og uddannelse.

”Jeg har aldrig sat mig ned og tænkt: Nu skal jeg have en karriere”

Tidligere HR-direktør i Falck og stifter af netværket Goodtalks, Pernille Sandberg, har en anden opfattelse af, hvor bevidst du bør være om dine karrieremål.

Pernille fortæller, at hun aldrig har haft en plan for, hvor hun skulle hen i sit arbejdsliv. Hun ser i stedet, at hendes karriere er skabt af hendes personlige drive og trang til udfordringer.

”Det har aldrig været bevidst, men det, der har skabt min karriere, er i bund og grund, at jeg elsker en udfordring. Jeg elsker at kaste mig ud i noget, der virker ekstremt svært og så løse det,” siger Pernille.

At Pernille er endt, hvor hun er i dag, handler ifølge hende selv om held og timing. Hun har været på det rette sted på det rigtige tidspunkt, når der skulle træffes vigtige beslutninger – og så har hun haft gode chefer og kolleger, der så hendes potentiale og støttede hende på vej op.

Frem for at være bevidst om at planlægge sin karriere, peger Pernille på, at du skal være bevidst om at turde tage udfordringer i løbet af dit karriereforløb.

”Kast dig ud i udfordringer, det er sjovt og spændende. Vær aldrig bange for et eller andet, selvom det er komplekst eller du tænker ”det ved jeg ikke noget om” – så bare prøv dig frem,” råder Pernille.

Karriereplaner kan give skyklapper

Et tredje perspektiv kommer fra Astrid Jørgensen, salgs- og marketingchef hos Politiken. Som Pernille Sandberg har Astrid heller aldrig haft et mål for karrieren, men har altid været åben over for udfordringer og haft støttende chefer.

Astrid mener, du skal passe på, karriereplanlægning ikke bliver en hæmsko for udvikling:

”Jeg tror godt, at karriereplaner kan komme til at spænde ben for folk. Det kan blive en stressskabende faktor, hvis man så tænker: Åh nej, nu er jeg 28, 39, 43 år – og jeg burde ifølge min mission have været her og her.”

Samtidig peger Astrid på, at karriereplaner kan komme til at skygge for udsynet til tilfældige muligheder, der opstår. Derfor råder hun til at sætte parentes om planlægningen og i stedet se sig rundt.

”Drop din karriereplan og åbn øjnene for de muligheder, der byder sig omkring dig. For karriereplanen kan skabe skyklapper, som gør det svært at se hvilke muligheder, der åbner sig,” siger Astrid.

Hvad siger karriererådgiveren?

Anne Marie Valentin er karriererådgiver og indehaver af virksomheden intojob.dk. Hun hjælper både virksomheder og enkeltpersoner med at navigere i karriere og arbejdsliv.

Anne Marie fortæller, at karriereplanlægning ifølge hende ikke har en fast form. Hvordan du skal angribe planlægningen handler meget mere om, hvilken mennesketype du er, og hvilke præferencer du har.

”Jeg gør selv det, når jeg arbejder med mennesker, at jeg tager fat i deres drømme. Nogle har så en drøm om at gå med det, der kommer, og andre drømmer om at være marketingchef for TV2. Og så arbejder vi ind i det og taler om, hvad der skal til for at nå drømmen,” siger Anne Marie.

Hun mener endvidere, det er godt at være bevidst om sine karriereønsker, men at man også skal være åben for, at livet ikke altid går den vej, man regner med.

”Det er altid godt at være bevidst om, hvad man drømmer om. Men jeg fortæller også mine klienter, at de ikke skal få tunnelsyn. Fordi livet tager os steder hen. Måske vil du gerne være direktør, men hvis du så samtidig får trillinger, så kan det godt være, det mål ikke passer til dit liv lige nu,” slutter Anne Marie.

Læs også