ArbejdsglædeØvrige

Energi på jobbet

Kender du fornemmelsen af at sidde foran din PC eller til et møde og ønske, at du lige kunne tage en lille lur på en sofa? Hvordan ville det være at erstatte trætheden med energi og overskud? Hvad ville det betyde for dig, hvis du kunne hæve dit energiniveau, når du har brug for det?



Vi ved alle, at det at spise slik, chokolade og kager for at hæve energiniveauet har den stik modsatte effekt. Frugt, grøntsager og vand er bedre. Så en stor hjælp er selvfølgelig at spise energigivende mad. Hvad kan du ellers gøre?

Du kan eksempelvis bruge din krop bevidst til at blive frisk og energisk igen. Krop og sind hænger sammen og responderer på hinanden. Føler du dig mentalt træt, vil din krop ubevidst begynde at afspejle din træthedsfølelse - sammensunket kropsholdning, stivnet mimik, langsomt åndedræt, langsomme bevægelser. Det er jo den fysiologi, der passer til træthed. Ud fra samme princip kan du bevidst bruge din krop til at påvirke din sindstilstand. Prøv bare at tænke på noget pinligt, og oplev hvordan din hud (kroppen) begynder at rødme. Er du eksempelvis træt, så forestil dig den fysiologi (kropsholdning, tempo m.v.), der passer til en energisk sindstilstand. Og begynd så (bevidst) at indtage denne fysiologi (mens du stadigvæk føler dig træt). Rejs dig op, skyd brystet frem, rank ryggen, kig op, træk vejret dybt og derefter hurtigere, smil, bevæg dig energisk og så videre. Du vil nu opleve, at det er umuligt for dig at opretholde følelsen af mental træthed. Den vil i løbet af få øjeblikke blive fortrængt til fordel for den mentale tilstand, der passer til den fysiologi, som du nu har indtaget.

Du kan bruge denne øvelse og indsigt til at give dig selv et energi-kick på jobbet - du går blot en tur i højt tempo, ser op og smiler til dem, som du møder på din vej. Hvis du ikke har mulighed for at gå en tur udenfor, så gå en tur rundt på kontoret. Hvis tiden er knap, kan en tur på blot ét minut i højt tempo stadig gøre underværker.

Hvis du sidder til et møde eller foran din PC, så sid med dit "jeg er frisk og energisk" kropssprog, f.eks. med rank ryg og et lille smil på læberne.

Du kan også bruge dit mentale fokus ved blot at tænke på noget, som gør dig glad - eller endnu bedre - noget, som kan få dig til at grine. Smil og latter smitter, så det kan også være til gavn for dine kolleger. Du kan tænke på noget, som giver dig et adrenalin-kick - noget, som du er positiv spændt på. Det kan være fra alle områder af dit liv, det vigtigste er, at du med dine tanker starter en fysisk reaktion i din krop, der giver en følelse af energi. Mick Cope (1) har beskrevet dette med de 3 H'er i nedenstående model. Dine tanker (Hjerne) påvirker dine følelser (Hjerte), som påvirker dine handlinger (Hænder). Og omvendt.

energi på jobbet

Af: Christina Wiinblad, Coach, Milestones Coaching