Decoding Global Talent 2024

Ny undersøgelse: Danmark ligger nummer 1 i Norden og på en 17. plads i verden, når det kommer til populære lande at bosætte sig i for udenlandsk arbejdskraft. Toppen af listen går til Australien, USA og Canada.



Over 150.000 globale respondenter fra 185 lande har deltaget i Decoding Global Talent, som er verdens største kortlægning af præferencer på det globale arbejdsmarked. Omkring 11.000 af de deltagende respondenter er i år fra Danmark.

Undersøgelsen deler sig i tre temaer, og her får du et sneak peek ind i de første indsigter om mobilitet og trends.

Danmark er populær for udenlandsk arbejdskraft

Vi ruller som sagt ind på en 17. plads over lande i verden, som udenlandsk arbejdskraft finder attraktiv. Det er en rigtig flot placering – især vores størrelse på landkortet taget i betragtning.

Ser vi på, hvorfor undersøgelsens respondenter ønsker at arbejde i Danmark, er det især livskvaliteten, jobmulighederne og trygheden, der tæller.



Vores 17. plads på listen over attraktive lande betyder, at vi nu overhaler vores kære skandinaviske naboer Norge, Sverige og Finland. De tre lande indtager pladserne 18, 19, og 25 på listen.

København i Top-30 over attraktive byer

Af populære byer placerer København sig også godt. Her ligger vi på en 28. plads, og i europæisk perspektiv er København den 9. mest attraktive storby at flytte til for at arbejde.

”Det vidner om et godt dansk image, der formår at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. En stor og god nyhed for danske arbejdsgivere, der står og mangler kvalificeret arbejdskraft både på den korte og lange bane,” understreger Kaare Danielsen, adm. direktør i Jobindex.




Danskerne vil også arbejde i Danmark

Det er ikke kun udenlandsk arbejdskraft, som er glade for at arbejde i Danmark – danskerne er også.

Kun 3 % af de adspurgte danskere i undersøgelsen svarer, at de aktivt vil søge job i et andet land. Spørger vi globalt, er det tal til sammenligning 23 %.

Det er en dejlig nyhed, at danskerne er glade for at arbejde herhjemme – især i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft. Men udviklingen kan også blive en udfordring:

”Danske virksomheder bliver mere og mere internationale, og danske virksomheder vil også gerne begå sig internationalt – og hvis man skal lykkes med det, har man også brug for erfaring fra andre lande”, forklarer Anders Skov, International Sales Manager i Jobindex.

De 3 % af danskerne, som søger udlands, tager gerne afsted med et jobtilbud på hånden, eller et ønske om personlig udvikling og kulturelle oplevelser. Det er særligt USA, Tyskland, UK, Norge og Spanien danskerne rejser til.

Mindre skift i top-10

Breder vi blikket ud, og ser på de overordnede resultater af Decoding Global Talent 2024, er tendenserne ret stabile landene imellem i forhold til tidligere års undersøgelser.

Australien, USA og Canada pryder ligesom i 2020 top-3 over lande, som respondenterne ønsker at bosætte sig i for at arbejde.

Forklaringen herpå kan muligvis findes i, at landene er overvejende engelsktalende, og det gør det nemt for udlændinge at begå sig hurtigt.

De resterende placeringer kendetegner sig ved at være præget af større og mere promoverede lande.

Ser vi på byerne og de globale respondenters ønske om at flytte hertil, er det særligt de store metropoler, som træder frem.

Her ligger London forsat i spidsen – en stabil placering som metropolen har haft siden undersøgelsens første oplag i 2014.



Nysgerrig på mere?

Vil du vide mere om undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte Anders Skov, International Sales Manager, på tlf. 40 68 68 89 eller Kristina Kjeldahl Helenius, International Sales Director, på tlf. 25 10 15 55.

Skal du ansætte i eller uden for Danmark?

Så er du det rigtige sted! Vi slår job op i 140 lande og samarbejder med lokale jobportaler, der kender dit marked. Vi hjælper dig også, hvis du skal ansætte dansk arbejdskraft i udlandet.

Alt klares nemt gennem os.

Læs også