Der er en risiko for, at dit online CV drukner i mængden, hvis du ikke sørger for at gøre det personligt. Få her gode råd til, hvordan dit CV kommer til at skille sig ud fra mængden
Der er mange om budet, når virksomheder skal finde nye medarbejdere på Internettet. Dit CV er det første og eneste virksomhederne ser, og ligner det alle de andres, risikerer du at blive sorteret fra allerede i første runde. Betragt derfor dit online CV på linje med en 'papir'ansøgning, hvor dine faglige såvel som sociale kompetencer skal profileres på en engagerende måde.
Udnyt friteksten
Nøglen til et personligt og unikt CV, som har en chance i CV-bunken, ligger i at bruge fritekstfeltet til at sætte dit eget personlige præg på CV'et. Mange jobansøgere lægger ikke vægt på at udfylde denne tekst ordentligt men prioriterer i stedet at udfylde de faktuelle data om uddannelse, erhvervserfaring mv. Du bør imidlertid prioritere denne tekst på højde med den almindelige tekst i en skreven ansøgning.
Hvis en virksomhed fx har fem CV-profiler at vælge mellem, og alle fem kandidater har de nødvendige kvalifikationer, er det personlige fingeraftryk i friteksten reelt det eneste i ansøgningen, der kan bruges til at vurdere, hvem der er mest egnet. Friteksten kan med andre ord blive din adgangsbillet til jobsamtalen.
Fokus på kompetencer og personlighed
Et online CV tilbyder som regel flere former for fritekst, som giver dig chancen for at profilere dig fra flere vinkler. I den mere generelle tekst kan du bl.a. forklare dine holdninger og værdier, som mange virksomheder vægter højt. Samtidig kan du benytte lejligheden til at fortælle om dine mål og ambitioner her i livet og vise, hvad du brænder for.
Fritidsinteresser kan også være med til at tegne din profil - så længe de er relevante for det job, du søger. Det bedste er, hvis du kan kæde det sammen med fx frivilligt arbejde som formand i en sportsklub eller tilsvarende.
I forhold til tidligere erhvervserfaring fx et relevant studiejob kan friteksten også være med til at bane vejen videre frem. I stedet for blot at opremse, at du fra 1999 - 2000 arbejdede i den og den virksomhed, så fortæl hvad du har lært det pågældende sted, ansvarsområder mm. Det er igen med til at få dine kompetencer frem i lyset og fremhæve netop dit CV.
Alt i alt skal du indstille dig på, at et online CV kræver mere end blot at udfylde de faste kategorier. Men så er det også en både god og effektiv måde at nå ud til såvel danske som udenlandske virksomheder på.
Har du netop gennemført et uddannelsesprogram, eller har du planer om at ændre retning for din karriere? Måske har du mistet dit job og vil mangedoble dine muligheder for hurtigere at finde et nyt job? Så bør du opdatere dit StepStone-CV så hurtigt som muligt.
Du søgte for nyligt et spændende job, men du har ikke fået noget svar på din ansøgning endnu...
Du har været uden job i nogen tid og ved ikke, hvordan du skal nævne det i dit CV. Hvis det præsenteres rigtigt i dit CV, vil en periode med arbejdsløshed ikke være noget problem for de fleste personalekonsulenter. Denne artikel giver dig nogle råd om, hvordan du kan forholde dig, hvis du har et hul i din ansættelseshistorik.
For nogle ansøgere er det uventede telefonopkald et sandt mareridt. StepStone forklarer, hvordan du bedst forbereder dig på et telefoninterview, og hvorfor en opringning fra en eventuel, fremtidig arbejdsgiver, er et godt tegn.
De mere erfarne ansøgere bliver ofte mødt med fordomme. Det er barskt, men sandt. De anses generelt for at være dyrere, geografisk immobile og mindre fleksible. Deres viden anses for værende forældet eller for specialiseret. Mere erfarne medarbejdere anses for at være for gamle til at kunne klare de fysiske krav ved jobbet.