Markedsfør dig selv
..se dig selv som adm. direktør for et firma med ét produkt - dig selv.
En god måde at fremme og analysere din karriere på er at se dig selv som adm. direktør for et firma med ét produkt - dig selv. Du kan så overveje, hvordan produktet kan forbedres, finde nye kunder eller træffe budgetbeslutninger. Men det vigtigste er at sælge produktet. Følgende tips vil hjælpe dig med at markedsføre dig selv:
- Gør reklame for dit produkt - dvs. fortæl andre om dine særlige kvaliteter og talenter. Det kan du gøre ved at vælge opgaver, hvor du kan vise dine evner. Du skal ikke holde dig tilbage med at prøve at imponere din chef. Din chef er trods alt det vigtigste 'målmarked' for dit produkt.
- Søg aktivt at få feedback på alle aspekter af, hvad du gør, fra så mange kilder som muligt, deriblandt også kolleger, kunder og venner. '360-graders' feedback - kommentarer fra alle sider - vil hjælpe dig med at udvikle alle områder i forbindelse med dit produkt.
- Øv dig i at beskrive dit arbejde, og hvordan du udfører det, klart, præcist og positivt. Disse indøvede linier vil vise sig at være nyttige, hvis din chef en gang skulle bringe dig i en ubehagelig situation.
- Se på andre, som med succes har markedsført sig selv. Klarer de sig bedre i firmaet med mindre erfaring eller færre kvalifikationer end dig? Prøv at iagttage dem og lære af dem.
- Marketing handler om formidling til et publikum. Prøv at arbejde med dine kommunikationsevner og navnlig med din selvtillid. Mange firmaer afholder kurser i disse emner. Gør dig den ulejlighed at skaffe dig plads på et.
En god sælger vil fortælle, at den rette holdning er vigtigere end selve produktet, når salget skal sikres. Men som adm. direktør ønsker du ingen skuffede kunder. Du er nødt til at skabe en balance mellem det, som marketingdirektøren lover og det, som produktionsdirektøren kan levere.