Jobsøgning som leder

Træk i trådene

Over halvdelen af alle stillinger besættes via uformelle kanaler. Vend derfor blikket mod dit netværk, når der står jobsøgning på dagsordenen. Det kan nemlig blive dit trumfkort – også selv om netværket umiddelbart virker begrænset.



Som jobsøgende har du sikkert søgt alle jobannoncer igennem gentagende gange, mens du frustreret har revet dig selv i håret over det ringe udbud af relevante job. Det skyldes dog ikke, at jobbene ikke findes. Faktum er, at de flere ledige job aldrig når jobsites, før de besættes.

Flere og flere virksomheder anvender nemlig personlige kontakter i kampen om nye medarbejdere. Derfor gælder det i høj grad om at tænke utraditionelt og bruge dine netværk, når du skal ud på arbejdsmarkedet.

Udnyt alle du kender!

Som nyuddannet med allerhøjest et par studiejob på bagen kan det imidlertid være svært at få øje på det store relevante netværk. Men fortvivl ikke - netværk skal nemlig betragtes i et bredt perspektiv. Familie, venner, naboer, sportskammerater – ja, selv din bankrådgiver kan være adgangsbilletten til et job.

"Mange er for begrænsede, når de tænker netværk. Netværk drejer sig om menneskelige relationer, og det gælder om at udnytte dem alle - faglige såvel som personlige - til at gøre opmærksom på dig selv i jobøjemed," siger ledelsesudviklingschef i Dansk Industri, Bolette Christensen, der igennem 14 år har arbejdet med officielle netværk, som både initiativtager og deltager.

"Selv om fætter Mads sidder i en virksomheds økonomiafdeling, kan han godt holde dig orienteret om jobmuligheder og anbefale dig til fx virksomhedens it-afdeling, som er dit område. Og måske har din nabo brug for en it-mand i sit medicinalfirma, som kunne være dig. Det gælder om at holde øjne og ører åbne og vise 'jobflaget' i alle tænkelige sammenhænge."

Byg videre på nettet

Giver de personlige kontakter ikke nok respons, kan du udbygge dit netværk ved at deltage i officielle, faglige netværk.

"Formelle faglige netværk som branchenetværk, netværk i din virksomhed eller fx via din fagforening er ikke bare guld værd i en jobsøgningssituation men også i din hverdag, hvor de giver faglige såvel som sociale input. Derudover findes der også en lang række selvbestaltede, uformelle netværk, som kan være relevante. Du kan bl.a. finde dem på internettet," forklarer Bolette Christensen.

At netværke

Ud over de personlige og mere formelle netværk, kan du 'netværke' i det daglige ved konstant at være opsøgende og udnytte situationer med mange mennesker, som fx receptioner, messer og høringer. Et visitkort og en kort snak om dine interesser og kompetencer kan være afgørende for, at den personaleansvarlige tænker på dig, når han skal ansætte en ny medarbejder.

Skal vandes og plejes

Selv om du sidder i et godt job, er der ingen grund til at hvile på laurbærrene. Netværket kan nemlig blive din redningsplanke, hvis du mister dit job, og som med alt andet skal det vedligeholdes for at bevare sin værdi.

"De personlige netværk plejer som regel sig selv, mens du med de mere formelle skal sørge for at deltage jævnligt i planlagte møder og arrangementer," siger Bolette Christensen og slutter:

"Generelt er netværk en god måde at få inspiration på i dagligdagen, og det sociale liv, der følger med er en ekstra sidegevinst. Officielle netværk er dog også et spørgsmål om at give og få - og til tider vil du skulle give mere end du får."

5 hurtige råd

  1. Tænk netværk i et bredt perspektiv

  2. Deltag i faglige netværk

  3. Vær opsøgende til receptioner, messer, høringer o.lign.

  4. Søg efter relevante netværk på internettet

  5. Plej dine netværk

Publiceret 17-06-2009

Læs også