Lederkarriere

Marketing ramt af stress – er du?

Trivslen er trykket på reklamebureauer og i marketingafdelinger, hvor præstationspres og digitale forandringer sætter de ansatte undre pres. Få 4 tips til udviklende pauser.



Krav om kreativitet og resultater. Det er hverdagskost for marketingansatte anno 2023. Men når der skal leveres hver dag i et job med knald på og den digitaleudvikling raser uforudsigeligt, så er der overhængende risiko for, at det udløser stress.

Det er konklusionen på en medlemsundersøgelse fra fagforeningen Business Danmark lavet blandt flere hundrede marketingansatte.

Her siger seks ud af ti, at arbejdstempoet hele dagen er højt, mens fire ud af ti har følt sig stresset en del eller stor del af tiden det seneste halve år.

Det er stærkt bekymrende, og en situation virksomhedsledelserne er nødt til at tage hånd om. Vi snakker ikke om sporadisk travlhed eller stress, hvad de fleste kan håndtere, men en mere varig tilstand med højt arbejdspres, som er sundhedsskadeligt, hvad vi netop har set med Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen, siger CEO i Business Danmark, Martin Kildgaard Nielsen.

Tal fra Business Danmark viser, at arbejdstempoet har været støt opadgående op gennem 2010´erne og har accelereret yderligere de seneste par år.

Når pres bliver til stress

Travlhed er isoleret set ikke årsag til stress, men kan være en bidragende faktor. Stress kan for eksempel opstå, når indre og ydre krav overstiger de ressourcer den enkelte har – og her er marketing et udsat fag, hvor det kan gå meget stærkt, men hvor opgaverne også er spændende og udviklende, fortæller Martin Kildgaard Nielsen.

- Marketing har gennem flere år gennemgået en voldsom forandring og specialisering, og hvor tingene skal gå hurtigere og hurtigere. Det skaber et enormt pres på, at man konstant udvikler sig i digital markedsføring og nu også AI – og mens man lærer og øver sig, skal man samtidig levere varen, som man plejer, siger han og uddyber:

- Du skal med andre ord både drifte og udvikle samtidig, og det er en krævende og svær balanceagt, hvis du ikke har tid til at løse dine opgaver på en ny måde, og så kan det nemt udvikle sig til stress. Omvendt er den evige puls og udvikling netop det, der giver andre i branchen energi i jobbet, siger han.

Fra 2022-23 er andelen, som føler sig stresset en del eller stor del af tiden, steget med 5 procentpoint, viser Business Danmarks medlemsundersøgelse.

Kilde: Business Danmarks lønundersøgelser februar 2022 og 2023. Tallene for 2022 bygger på svar fra 1.619 salgs- og marketingindsatte og 2023-tallene bygger på svar fra 364 marketingansatte. Netdoktor: Symptomer på stress

Fire råd til udviklende pauser

Ifølge en Norstat-undersøgelse lavet for Business Danmark tidligere på året, fortæller hver tredje danske lønmodtager, at de arbejder nonstop uden pauser. Dermed får du ikke tanket ny fysisk og mental energi til at være effektiv resten af arbejdsdagen.

  • 1. Book kun 70 pct. af din arbejdskalender med opgaver – så er du 100 pct. effektiv og der er plads til uforudsete opgaver, som altid dukker op.
  • 2. Sæt tid af i din kalender til tænketid, så du ikke bare drukner i drift. Brug tiden til udvikling og overvej om du kan løse dine opgaver bedre og mere effektivt.
  • 3. Brug for eksempel Pomodoro-teknikken hvor du arbejder i 25 minutters sprints afløst af fem minutters pause.
  • 4. Drik en kop kaffe med dine kolleger fremfor alene foran skærmen. Det er ofte her nye ideer opstår som rækker ud over vores egen næsetip.

Michael Krag-Svendsen – LinkedIn

Læs også