Jobsøgning som leder

3 ting, der ofte mis­for­stås i job­søg­ning

Det er ikke let at søge job. Der er mange skrevne og uskrevne regler, du skal tage højde for, hvis du vil lande det job, du søger. Og for at du ikke bliver skuffet og kommer frustreret ud af processen, sætter vi fokus på nogle anderledes faldgruber i jobsøgningen.



Har du nogensinde overvejet, hvad du ikke ved om jobsøgning? De fleste har prøvet at søge nyt job og kender de gængse regler for processen. Men måske skal der fornyelse til, før du for alvor kommer i betragtning til jobbet. I hvert fald til en vis grad.

Der eksisterer meget almen viden om jobsøgning. De fleste arbejdsgivere er vant til at læse et kronologisk CV, og det skal opstilles på en bestemt måde. Og din ansøgning skal både indeholde motivation for at søge stillingen, dine talenter, og hvad virksomheden får ud af at hyre dig.

Alligevel er der 3 ting, du altid skal holde øje med og være bevidst om, når du søger job, der ellers kan hæmme dine muligheder for det rigtige job – eller i sidste ende få dig til at undlade at sende en ansøgning.

1. Ansøgningsfristen er vejledende

Når du ser opslaget til et job, der virkelig lyder som noget for dig, er det med at komme i gang med at skrive ansøgningen! Du må tænke på, at processen med at finde en ny kandidat også har en form for nyhedsværdi for den person, der sidder og skal gennemlæse alle ansøgningerne. Derfor bliver de første 5-10 ansøgninger muligvis læst med størst iver og interesse. Det betyder, at du skal hurtigt ud af starthullet – i stedet for at tænke: "Ork, jeg har 14 dage, inden ansøgningsfristen udløber." Det handler om at være hurtig, men også grundig, for ofte starter indkaldelsesprocessen med det samme; hvad der også kaldes ”løbende samtaler”.

Du skal naturligvis stadig bruge tid på din ansøgning og på dit CV, men din iver efter at få job kan vise sig gavnlig, hvis du som en af de første sender en ansøgning af sted.

Og det kan jo lyde overvældende: "Jeg skal altså både udforme en sigende ansøgning, et lækkert CV og samtidig gøre det hurtigt. Suk!" Ja, det kan lyde uoverskueligt, og de fleste vil nok også mene, at det at søge job er et fuldtidsarbejde – og det er hårdt arbejde.

Derfor gør det heller ikke noget at få en smule hjælp. Hvis du kender en, der er god til at læse korrektur, kan du få vedkommende til at kigge din ansøgning igennem. Måske kender du også en med et æstetisk øje, der kan vejlede dig til et lækkert og overskueligt layout på dit jobsøgningsmateriale. Du skal blot huske, at det stadig skal udstråle ”dig” – og det må ikke oversælge.

Budskabet: Få ansøgningen sendt af sted hurtigst muligt – vent ikke med at sende ansøgningen, du har brugt krudt på at lave, til sidste øjeblik!

2. Spræng rammerne – og led efter de små ting

En anden ting, der ofte bliver misforstået, er en smule i forlængelse af ovenstående. Der er naturligvis en række gængse regler for, hvordan jobsøgningsmateriale ser ud. Der findes nogle helt klare forestillinger om, hvad man som arbejdsgiver kan forvente at se og finde i en ansøgning og på et CV.

Men når det så er sagt, og alle de gængse ting er opfyldt, må man som jobsøger godt sprænge rammerne! Det betyder, at du gerne må ”tænke ud af boksen” – det kan være alt fra et lækkert layout (hvis du søger job som grafiker) til små finurlige sprogblomster (hvis du søger job inden for kommunikation). Eller søger du job inden for økonomi og kodning, kan du måske skrive en ansøgning i et sprog, kun økonomer eller programmører kender til. Er du god til billedredigering, kan du lege lidt med det visuelle.

Udformningen af ansøgningen skal naturligvis passe til den pågældende virksomhed, og der er også forskel på, om virksomhederne er meget traditionelle eller meget innovative.

Men det betyder ikke, at du ikke skal prøve at skille dig ud – og lede efter ”de små ting” i dine kompetencer, som måske gør dig til den helt rigtige kandidat. Måske vælger du i din ansøgning at fokusere på nogle kompetencer, som en profil til den pågældende stilling normalt ikke vil lægge vægt på. En økonom med gode kommunikationsevner er muligvis mere sjælden, og måske det gavner dig også at lægge vægt på noget anderledes, der vil kunne benyttes i stillingen – eller være til gavn for virksomhedens samlede virke.

Derfor handler det altså om at holde øje med de små ting. Og selvom de små ting er, at du i et tidligere job har været god til at tømme opvaskemaskinen på arbejdspladsen, så udstråler det ansvar, samarbejdsevner og viljen til at påtage sig arbejdsopgaver uden for sit arbejdsområde, som bare skal gøres. »Alt arbejde er ærefuldt arbejde,« og det er vigtigt ikke at gøre sig ”for god” til noget, der kan gavne alle i virksomheden.

3. Stillingsannoncen er virksomhedens ”ønskeliste”

En sidste ting, der ofte misforstås under jobsøgningen, er, at nogle kandidat læser stillingsopslaget og tænker: "Jeg opfylder kun 2 ud af 3 kompetencer, som virksomheden ønsker, jeg skal have."

Her er det vigtigt at huske, at stillingsannoncen er virksomheden ”ønskeliste”, dvs. hvis virksomheden helt selv kunne støbe en kandidat sammen, skulle vedkommende kunne følgende…

Det betyder ikke, at de ikke vil ansætte en, der kun besidder 2 ud af 3 ønskede kompetencer – eller en, der kun besidder 50 %. Virksomheden tænker blot: »Hvis man ikke ønsker sig det, så får man det i hvert fald ikke.« Men det er ikke ens betydende med, at virksomheden får en ansøgning, der matcher de kompetencer, de søger. De vælger blot den af de, der søger, der matcher ”ønskelisten” bedst.

Læs også