Find job

Sekretariatschef til Regional Udvikling, Innovation og Vækst, Region Sjælland

Har du udpræget talent for ledelse og lyst til at gøre din indflydelse gældende i en politisk virksomhed tæt på topledelsen og de politiske og administrative beslutningsprocesser i Region Sjælland? Så kunne en stilling som sekretariatschef i Innovation og Vækst være dit næste karriereskridt.

I Innovation og Vækst er vi 40 medarbejdere, som løser opgaver inden for vækst og beskæftigelse, erhvervsudvikling, kompetenceudvikling, innovation, oplevelser, klima og energi samt trafik og infrastruktur i Region Sjælland. Vi er en del af virksomhedsområdet Regional Udvikling, hvorfra vi løser opgaverne i tæt samspil med en række lokale, kommunale, regionale, nationale og internationale samarbejdspartnere.

Et job med fokus på ledelse og sekretariatsfaglighed

Som sekretariatschef bliver din opgave at sikre overordnet styring, koordinering og prioritering af enhedens aktiviteter, budget og ressourcer i tæt samarbejde med chefer og medarbejdere i Regional Udvikling. Det betyder, at du skal have lyst til og talent for ledelsesopgaver af både strategisk og operationel karakter. Vi forventer, at du er god til at drive processer frem, opsøge information og sikre relevant videreformidling. Ligeledes forventes det, at du har en stærk sekretariatsfaglighed med sans for tilrettelæggelsen af effektive og entydige forretningsprocesser, så sekretariatet kontinuerligt kan levere effektivt og professionelt.

Du vil få ledelsesansvaret for sekretariatets medarbejdere og samtidig være en del af den daglige ledelse af Innovation og Vækst sammen med udviklingsdirektøren, som du referer til, og to udviklingschefer. Du får et stærkt netværk i Region Sjælland og bliver en central del af et kompetent og dynamisk sekretariat med ambitiøse og engagerede medarbejdere.

Du skal ville ledelse og have ambitioner om at udvikle dig som leder. Vi forventer, at du i samarbejde med ledelsesteamet, kontinuerligt har fokus på, at Innovation og Vækst er en attraktiv arbejdsplads. Vi har fokus på, at talentfulde medarbejdere kan skabe resultater, trives samt anvende og udvikle deres kompetencer i forhold til deres opgaver. Derfor er det vigtigt, at vi får en sekretariatschef, der har blik for det, der skal til for at tiltrække, fastholde og udvikle sine medarbejdere og ligeledes kan så i spidsen for en samarbejdskultur, hvor der er fokus på at arbejde sammen for at nå de fælles målsætninger.

Udover et stærkt og nødvendigt fokus på personaleledelse er det sekretariatschefens ansvar at

  • Varetage budget og regnskab samt daglig økonomistyring for hele Regional Udvikling
  • Implementere og følge op på aftaler/driftsaftaler med direktionen
  • Varetage den eksterne kommunikationen
  • Koordinere og følge op på strategiske, politiske og tværgående aktiviteter
  • Koordinere dagsordener til politiske udvalg samt administrative fora
  • Opbygge stærke samarbejder med koncern enheder mhp. at udvikle tværgående fællesfunktioner. -  sætte ledelsesinformation i system i Innovation og Vækst
  • Implementere og følge op på retningslinjer for ledelsestilsyn
  • Varetage analysefunktion samt opfølgning på effekter af igangsatte aktiviteter

Talent for ledelse, politisk tæft og et godt overblik

For at kunne bidrage kompetent til jobbet som sekretariatschef forventer vi, at du

  • Har en relevant videregående uddannelse eksempelvis inden for økonomi, statskundskab, udvikling/planlægning eller lignende. Herudover relevant efteruddannelse.
  • Har ledererfaring eller betragter ledelse som et naturligt næste skridt i karrieren
  • Har god budget og talforståelse
  • Har stor strategisk indsigt og forstår at tænke i processer for inddragelse af rette aktører i rette tid for eksempel i relation til politiske processer
  • Har talent for at skabe sikker drift og samtidig sikre rum for udvikling af arbejdsgange og opgaver
  • Har arbejdet i politisk styrede organisationer og offentlige virksomheder
  • Har politisk tæft og forståelse for de politiske beslutningsprocesser
  • Kan ”læse” en stor organisation og evner at begå sig mellem mange forskellige interessenter
  • Kan bringe medarbejdernes kompetencer i spil og udvikle disse

Som menneske er du god til at skabe relationer og se muligheder. Du er empatisk, lyttende og modtagelig og er tydelig i krav og forventninger til medarbejdere. Du besidder en god robusthed, er ambitiøs på egne og teamets vegne og har en høj arbejdskapacitet. Du er stærk i din kommunikation både mundtligt og skriftligt og har en solid situationsfornemmelse. Du motiveres af mange forskellige typer arbejdsopgaver og et højt tempo, hvor du er bindeled mellem mange sager og mennesker.

I Innovation og Vækst løser vi vores opgaver og udfordringer med højt humør koblet med høj faglighed og professionalisme. Vi forventer derfor, at vores sekretariatschef kan være løftestang for dette.

Derfor skal du vælge os

Vi kan tilbyde dig en spændende lederstilling i en stor offentlig organisation med stærke politiske målsætninger på området. Det er en særdeles god karrieremulighed for den rigtige kandidat og du vil blive bakket op med tilbud om ledelsesmæssig efteruddannelse på højt niveau og ledelsesnetværk.

Du får arbejdsplads i Regionshuset i Sorø, hvor du er placeret tæt på de øverste politiske og administrative beslutningsprocesser i Region Sjælland og du får rig mulighed for indflydelse på den daglige ledelse af Innovation og Vækst.

Stillingen er til besættelse 01.12.16. Ansættelse sker efter aftale for chefer med individuel lønforhandling.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingsdirektør Tue David Bak, 21 34 94 28 eller HR konsulent Camilla Magnussen, 29 17 77 40.

Er du vores næste sekretariatschef?

Vi ser frem til at modtage en motiveret ansøgning og cv fra dig, som du sender via vores rekrutteringssystem.

Vi afholder første samtalerunde 07.10.16 og anden samtalerunde 25.10.16. Vi gør opmærksom på, at der vil være et testforløb mellem første og anden samtalerunde.

Om Region Sjælland

Region Sjælland er med over 17.000 medarbejdere regionens største arbejdsplads med et budget på kr. 17 mia. Regionen varetager opgaver inden for sundhed, regional udvikling og drift af en række sociale institutioner for i alt 820.000 borgere.

Ansøgningsfrist:

2. oktober 2016.

Ansættelse:

01. dec 2016.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Sorø

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.