Find job

Områdechef til kontoret for Integration og Vækst i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Som områdechef skal du stå i spidsen for en afgrænset del af kontorets opgaver – det kan være inden for integration såvel som vækstområdet – og være daglig leder af omkring 15 medarbejdere. Områdechefen refererer til kontorchefen for 3. kontor.

3. kontor betjener borgmester, det politiske udvalg og direktion inden for kontorets to hovedarbejdsområder (integration og vækst). Kontoret understøtter relevante centre i den daglige drift med særlig fokus på forvaltningens integrationsindsats. En vigtig opgave for kontoret er, at bidrage til at forvaltningen og kommunen bliver mere resultatorienteret i arbejdet med at styrke integrationen og erhvervs- og vækstudviklingen i byen. 

Som en del af centralforvaltningen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen løser 3. kontor en række forskellige opgaver, bl.a.

  • Udarbejder indstillinger til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
  • Implementerer og følger op på indsatser under blandt andet Københavns Kommunes Integrationspolitik og Erhvervs- og vækstpolitik, samt implementerer reformer inden for både integration og erhvervs- og vækstudvikling
  • På integrationsområdet er kontoret blandt andet ansvarlig for indsatser til at styrke mulighederne for job og uddannelse for borgere med anden etnisk baggrund end dansk, bekæmpe diskrimination og social kontrol, og indsatser til at forebygge radikalisering
  • På erhvervsområdet samarbejder kontoret med eksterne parter om udvikling af rammebetingelserne for erhvervslivet, med særlig fokus på den kreative branche og Fintech. Kontoret understøtter samtidig Københavns Erhvervshus med særlig fokus på iværksætterrådgivning og frontindgang for virksomheder til Københavns Kommune.

Områdechefen kan få ansvar for opgaveområder inden for såvel integration og vækst. Det konkrete faglige ansvarsområde for områdechefen vil blive fastlagt efter aftale ud fra den valgte kandidats profil. Det overordnede ansvar for fagkontorets opgavevaretagelse ligger hos kontorchefen. Områdechefen vil sparre tæt med kontorchefen om udvikling og drift af kontorets opgaver.

Som områdechef vil du få det daglige ledelsesmæssige ansvar for medarbejdere, der arbejder inden for dit faglige arbejdsområde. Det betyder, at du har ansvar for den daglige personaleledelse af omkring 15 medarbejdere, herunder ansættelser, afskedigelser, MUS, sygefraværsopfølgning, samt den daglige vejledning og sparring omkring opgaveløsningen.

Vi forventer, at du som områdechef

  • Har en akademisk samfundsfaglig baggrund med forvaltningsretlig indsigt
  • Har erfaring med personaleledelse og er en inspirerende personaleleder, der kan udvikle medarbejdere og opbygge gode og holdbare relationer
  • Kan sikre en stabil og sikker drift af kontorets opgaveløsning
  • Har politisk tæft og indgående erfaring med politiker- og direktionsbetjening fra en politisk ledet organisation
  • Er en god kommunikator både skriftligt og mundtligt, herunder forstår hvordan det komplekse kan gøres operationelt og formidles klart
  • Er robust og vant til at håndtere modstridende hensyn under pres
  • Besidder eksekveringskraft, uden at miste blikket for det langsigtede og strategiske
  • Kan bidrage til at udvikle kontorets opgaver herunder sikre strategisk retning og fokus.

Om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Forvaltningen har omkring 1.800 medarbejdere og er ansvarlig for kommunens beskæftigelses- og integrationsindsats, udbetaling af ydelser samt Københavns Erhvervsservice. Forvaltningen er ledet af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget med Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren som formand. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er én af syv forvaltning i Københavns Kommune. Du kan læse mere om forvaltningen på: http://www.kk.dk/bif.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og den relevante faglige organisation. Lønnen er efter principperne om Ny Løn. Der vil være mulighed for at forhandle et tillæg i forhold til kvalifikationer. Arbejdsstedet er Bernstorffsgade, København V.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef for 3. Kontor Lars Ethelberg Nielsen på 2492 6579.

Søg stillingen via nedenstående link senest søndag den 6. november 2016. 
Ansættelsessamtaler (første runde) finder sted i uge 46.

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

København

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.