Find job

Salgsdirektør/Adm. direktør

Udviklingsrejse fra klassisk dagligvareprodukt til innovativt brand
Fyn


Salg, markedsføring, forretningsudvikling og ledelse er omdrejningspunkterne i jobbet som adm. direktør. Du får med reference til bestyrelsen det overordnede ansvar for drift og udvikling af fabrikken, som er inde i et skifte fra produktionsdrevet til markedsdrevet fokus. Du vil opleve en professionel og engageret bestyrelse, med hvem du åbent kan diskutere strategiske valg, ambitioner og udviklingstempo.

I tæt samspil med dit lederteam er det dig, der i hverdagen sikrer, at samarbejdet fungerer optimalt, at kursen holdes og aftalte indsatser konsekvent gennemføres. Du fungerer i størstedelen af tiden som salgsdirektør, hvor du både leder sælgerstyrken og selv spiller en aktiv rolle i udvikling af kunderelationer og afdækning af nye markedsmuligheder inden for detail henholdsvis foodservice.

Du bliver den centrale figur i forbindelse med kædesamarbejde, årsforhandlinger og ikke mindst drivkraften i at løfte hele varekategorien op på et niveau, hvor pris, produktinnovation, kvalitet og branding matcher markedets efterspørgsel. Især udvikling af nye produkter, der rammer markedets krav og forbrugertrends vurderes som et væsentligt indsatsområde.

Dagligvareerfaring og næse for forretning er ufravigelige krav. Du kender spillereglerne i samhandlen med de danske detailkæder samt foodserviceoperatørerne, og du er således fuldstændig fortrolig med rytmen omkring årsforhandlinger, kampagnestyring osv. Blandt med- og modspillere er du kendt for at være den passionerede salgsprofil, som gerne udfordrer branchens tankesæt og rutiner, som bidrager med innovative idéer, som overbeviser kunderne om at gå nye veje og som ikke mindst succesfuldt kobler det med effektfulde marketingtiltag.

Du har en solid kommerciel ballast fra roller som salgschef eller salgsdirektør og medbringer den forretningsforståelse, der kræves for at kunne favne en hel virksomhed. Din lederstil er jordnær, lyttende og handlekraftig. Du kommunikerer “lige ud af posen” med en konstruktiv tilgang og blik for udvikling af dine medarbejdere.

Det er helt afgørende, at du evner at arbejde strategisk og operationelt. Som adm. direktør for et lille effektivt team er du det meste af tiden hands on med mange forskellige typer opgaver, og samtidig formår du at bevare overblikket og prioritere aktiviteterne.

Som person har du et højt energiniveau, en målrettethed, der skaber fremdrift og en eksekveringskraft, som skaber resultater. Du kan derfor også dokumentere gode resultater i dine nuværende/ tidligere job, hvor du gennem en vedholdende indsats har leveret både vækst og bundlinje.

Stærke værdier udgør fundamentet i en kultur præget af passion, kvalitet og holdånd. Du får her chancen for at være spydspids i en udviklingsrejse, hvor du kan drage direkte fordel af dine salg/ marketingerfaringer. Denne udfordring er formodentligt dit første adm. direktørjob, og du får masser af muligheder for at gøre en markant forskel – og du kan se frem til en “aktionær-upside” på den værditilvækst, som du er med til at skabe.

Ansøgning og CV mærket “Salgsdir/Adm. dir” mailes til konsulentvirksomhederne HR Mølby og HR Rüger: job@LRHR.dk. Indledende samtalerunde afholdes 28. og 29. november 2016. Vi behandler alle henvendelser med diskretion. Virksomheden vil ikke få kendskab til dit kandidatur uden forudgående aftale.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Fyn

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.