Find job

Senior Sourcing Managers til Strategisk indkøb

Kunne du tænke dig at arbejde med store strategiske indkøbsprojekter for det danske Forsvar? Kan du lide at arbejde med forhandling, indkøbsstrategier og EU-udbud, så har vi en spændende stilling til dig.

Om os

I Strategisk Indkøbsafdeling i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har vi travlt, og vi søger derfor nye kollegaer. Vi har behov for erfarne udbudsspecialister og dygtige indkøbere med kommercielle profiler og erfaring med kategoriarbejde. Vi forventer at ansætte tre konsulenter på fuldmægtig- eller specialkonsulentniveau.

FMI har ansvaret for at indkøbe, vedligeholde og udfase materiel og IT til Forsvarsministeriets myndigheder, og vi køber samlet ind for ca. 6,5 mia. kr. årligt. I Strategisk Indkøbsafdeling er vi i dag 35 medarbejdere, og samlet er vi over 100 medarbejdere i Indkøbsdivisionen. Vi er således blandt de største offentlige indkøbsorganisationer i Danmark.

Vi har ambitioner om fortsat at blive dygtigere og være landets bedste indkøbsorganisation. Vi ønsker at udvikle os indkøbsfagligt i forhold til best practices fra det private, mens vi samtidig forvalter den offentlige indkøberrolle på bedste vis. 

Om stillingen

For at udvikle vores strategiske indkøb yderligere søger vi 3 erfarne og kompetente kollegaer til stillingen som Senior Sourcing Manager. Har du lyst til at bidrage væsentligt til Indkøbsdivisionens fortsatte succes og udvikling, har du nu mulighed for at arbejde med globalt strategisk indkøb i et fagligt og teknisk meget spændende miljø. 

Dette er en mulighed for at komme med på Indkøbsdivisionens udviklingsrejse og en oplagt mulighed for at opnå et endnu højere kompetence- og erfaringsniveau indenfor offentlig og strategisk indkøb samt EU-udbudsret. 

Du kommer til at arbejde tæt sammen med materielfaglige kollegaer - civile som militære - og vores juridiske afdeling, og selvstændigt gennemføre EU-udbud iht. reglerne i hhv. udbuds- og forsvarsdirektiverne, herunder udarbejde udbudsmateriale, evalueringsmodeller og kontrakter mv. 

Primære opgaver som Senior Sourcing Manager:

  • Gennemførelse af større udbudsprojekter
  • Fokus på at realisere provenumål 
  • Forhandlinger med monopolleverandører
  • Kommerciel rådgivning i større anskaffelsesprojekter

Derudover forventes det, at du er proaktiv og selvkørende, og bidrager aktivt til videreudviklingen af afdelingen, herunder at du tager medansvar for at optimere processer og værktøjer. En ansættelse som specialkonsulent forudsætter som udgangspunkt minimum 5 års erfaring. 

Vi tilbyder dig en udfordrende stilling i en velfungerende afdeling. Vi er en arbejdsplads med en uformel omgangstone og engagerede kollegaer, og der er gode muligheder for kompetenceudvikling via både interne og eksterne kurser og uddannelsesforløb. I perioder må der forventes lidt rejseaktivitet.

Om dig

Vi forestiller os, at du har en juridisk baggrund som cand.merc.jur, eller cand.jur, eller en teknisk/kommerciel baggrund på akademisk niveau med kendskab til EU-udbud.

Du har erfaring og faglige kompetencer indenfor strategisk indkøb, kategoriarbejde og/eller EU-udbud. 

Du er flydende i dansk og engelsk i skrift og tale, da du vil arbejde med internationale samarbejdspartnere.

Endvidere har du en veludviklet forretningssans, et solidt overblik og er ambitiøs på egne og organisationens vegne. Du evner at samarbejde bredt og være relationsopbyggende. 

Vi ser gerne, at du har personlig pondus samt mod og vedholdenhed til at gå forrest og drive forandringer med fokus på at skabe resultater og eksekvere opgaver.

Da vi er en kompleks og politisk styret organisation er det vigtigt, at du trives og blomstrer i en hverdag med fastlagte rammer og processer.

Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende AC-overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten. Der vil i forbindelse med ansættelsen være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1%.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet. 

Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Siri Bjørnstad på 7281 4221 eller Sektionschef Mads Niels Sørensen på 7281 4211.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Julie Hasforth, fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 3266 5702. 

Du bedes søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. 

Ansøgningsfristen er den 2. januar 2017. Samtaler forventes afholdt løbende, så send din ansøgning med det samme.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. 

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed. I samarbejde med Værnsfælles Forsvarskommando med underliggende værnsstabe sikrer FMI rettidig støtte og forsyninger til Forsvarets igangværende operationer i ind- og udland. Det er FMI´s opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle Forsvarets myndigheder lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler, feltrationer og lommeknive. FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder. 

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Ballerup

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.