Find job

Miljøstyrelsen søger en erfaren jurist til Personaleadministrationen

Har du de juridiske kompetencer til ansættelses- og arbejdsret i orden? Kan du forhandle med faglige organisationer? Så tilbyder vi store muligheder for faglige udfordringer i Miljø- og Fødevareministeriet.

Personaleadministrationen i Miljøstyrelsen søger en erfaren jurist indenfor ansættelses- og arbejdsret.

Du får en varieret hverdag med en pallette af opgaver inden for det personalejuridiske område. Du får en bred kontaktflade ud i organisationen, og du samarbejder med og rådgiver ledere, chefer og HR-partnere i ansættelsesretlige problemstillinger. 

Organisation

Personaleadministrationen i Miljøstyrelsen er en central enhed i Miljø- og Fødevareministeriet, der bistår af en række af ministeriets institutioner med effektiv løn- og personaleadministration fra rekruttering til fratrædelse samt ledelsesunderstøttende personalejuridisk rådgivning. Vi sætter en ære i at være en betroet samarbejdspartner, som udfører vores opgaver på et højt fagligt niveau og arbejder målrettet med at løse opgaverne korrekt og til tiden.

Du bliver en del af det juridiske team i Personaleadministrationen i Augustenborg, som består af 18 medarbejdere herunder 2 juridiske medarbejdere.

Dine faglige kompetencer

Du er uddannet cand.jur., har flere års erfaring og gerne en baggrund som advokat. Du har erfaring med offentlig ansættelses- og arbejdsret. Det vil være en fordel, at du har kendskab til offentlighedsloven og forvaltningsloven. Stillingen kræver, at du har indgående kendskab til personalejura med et højt fagligt juridisk niveau, som du let kan kommunikere i skrift og tale.

Som person er du selvstændig og initiativrig. Du er tillidsvækkende og evner at samarbejde og kommunikere på tværs i Miljø- og Fødevareministeriet og skaber gode relationer til folk omkring dig. Du er analytisk og har nemt ved at sætte dig ind i komplekse problemstillinger i en virksomhed, hvor vurdering af risici er essentiel. Du er en person, der kan tilpasse dig i takt med forandringer, og du besidder evnen til at prioritere samtidig med, at du bevarer overblikket.

Dine daglige opgaver vil primært bestå af:

  • Håndtering af personalesager (overenskomstansatte, tjenestemænd samt ansatte på individuel kontrakt) 
  • Forhandlinger med de faglige organisationer 
  • Personalepolitikker 
  • Overenskomster og aftaler 
  • Implementering af lovgivning 

Løn- og ansættelsesvilkår 

Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC-organisationerne. Afhængig af dine kompetencer mv. vil du blive ansat som enten fuldmægtig eller specialkonsulent. Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Miljøstyrelsen, Personaleadministrationen, Storegade 2, 6440 Augustenborg.

Kontaktoplysninger

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Arne Bundgaard på 20 94 80 25 eller chefkonsulent Kasia Torian på 93 59 70 11.

Sådan søger du

Du søger stillingen online ved at trykke på ”Søg jobbet her” nederst i stillingsopslaget. Dine oplysninger samt ansøgning og CV skal vi have senest den 23. juni 2017.

Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Miljøstyrelsen er en del af Miljø- og Fødevareministeriet. Vi er statslig myndighed for natur, vand og miljø og arbejder for at sikre en bæredygtig balance mellem beskyttelse af natur og miljø, benyttelsen af naturressourcer og gode rammer for borgere og virksomheder. Vejen til en rig natur, et sundt miljø, og gode, grønne rammer for borgere og virksomheder går via åbenhed og dialog, for vi tror på, at de bedste miljøløsninger findes, hvis vi samarbejder med alle interessenter. Dialog med kommuner, borgere, erhvervsliv og andre myndigheder er centralt i vores arbejde. Miljøstyrelsen har ca. 1.000 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i København og 10 enheder over hele landet.

Lukket for ansøgninger Gem job
Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.