Find job

Regnskabschef med potentiale

Kan du se dig selv som regnskabschef i en lille, men solid og kompleks vidensvirksomhed i hastig bevægelse, så læs videre. Kan du se én du kender i den rolle, så læs eller send videre.

Vi søger en person, der kan tage ansvaret for bogføring, afstemninger, udfærdigelse af kvartals- og årsregnskab, samarbejde med revision i forbindelse med årsrapport, budgettering, lønadministration og løbende økonomisk rapportering til ledelse og redaktører. Regnskabssystemet er næsten færdigimplementeret Navision Dynamics 2015.

Du vil referere til direktøren og bliver det naturlige faglige midtpunkt for en administration på tre medarbejdere, der også står for fakturering, distribution, boghandlersystemer, daglig kontakt til kunder og detailhandlere m.m.

På længere sigt er der gode muligheder for med udgangspunkt i den økonomiske indsigt at påvirke hele virksomheden og blive sparringspartner for ledelsen og bidrage i samarbejdet med forlagets bestyrelse.

Opgaven som regnskabschef er udfordrende i forhold til virksomhedens størrelse. Regnskabet afspejler, at forlaget på én gang er en projektorganisation, en produktionsvirksomhed, en detailhandel og distributør. Vi håndterer honorarudbetaling efter flere royaltymodeller; vi har digitale og fysiske produkter på hylderne; vi distribuerer for andre udgivere; indtægterne kommer fra både fonde og mange typer af salg (enkeltsalg, streamingtjenester, abonnementer, salg af rettigheder); vi eksporterer til en række lande og lagerfører både flere steder i DK og desuden i UK og USA.

Som ny på posten vil du få al den nødvendige hjælp til at komme godt ind i sagerne både fra forlagets medarbejdere og fra regnskabskyndige i forlagets moderselskab. På længere sigt er der gode muligheder for at påvirke arbejdsgange, salgsmodeller, distributionsløsninger osv.

Vi følger ikke bare med en rivende udvikling formet af nye digitale muligheder, men har ambitioner om selv på udvalgte områder at drive den, og vi vil introducere nye forretningsmodeller og opdyrke nye markeder og samarbejdspartnere i den kommende tid.

Du får som regnskabschef i lighed med andre i huset meget stor frihed under ansvar. Det er et mål at holde arbejdstiden nede i nærheden af 37 effektive timer med betalt frokost på ½ time. Lønnen i huset er konkurrencedygtig i forhold til branchen. Hvis forlaget og du er det rigtige match, og du er motiveret for en ansættelse på fx 30 timer, kan vi finde ud af det. 

Samtaler forventes gennemført i slutningen af september. Tiltrædelse snarest muligt.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte adm. direktør Carsten Fenger-Grøndahl på 29 86 27 60 eller skrive til cfg@unipress.au.dk. Send din ansøgning og cv til samme mail-adresse med ”Ansøgning regnskabschef” i emnelinjen senest fredag den 15. september klokken 12.

Aarhus Universitetsforlag formidler forskning til såvel forskningsmiljøer i ind- og udland som den brede offentlighed. Forlaget er for nylig flyttet ind i Cadovius-huset på Katrinebjerg, Aarhus N – hvor den entreprenante møbelarkitekt Poul Cadovius i 1964 tegnede og opførte sit salgshovedsæde.

Forlaget er et aktieselskab, der er 100 % ejet af Aarhus Universitets Forskningsfond. 15 medarbejdere står for at udgive ca. 80 nye bøger årligt og distribuere 2-300.000 fysiske enheder, hovedparten til det danske marked. Mest kendt er serien Tænkepauser.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Aarhus

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.