Find job

netIP – Teamorienteret og erfaren konsulent

Siden starten i 1996 er netIP vokset støt til i dag at være en af de stærkeste spillere inden for kundetilpassede infrastruktur- og kommunikationsløsninger. netIP er derfor med sine fem afdelinger i henholdsvis Thisted, Skive, Herning, Holstebro og Aalborg en af Danmarks hurtigst voksende og førende udbydere på markedet. Der er tale om en virksomhed, der er stolt af sine medarbejdere, sit brand og som med den ”jyske” tilgang til tingene altid sikrer at være i øjenhøjde med kunderne. En stærk, målrettet og gennemarbejdet salgsstrategi, har nu sat kursen mod yderligere vækst.

Virksomheden tilbyder gennemtænkte IT-løsninger, der matcher kundernes situation og behov inden for:

Datacenter - Kommunikation - Klienter - Outsourcing - Portaler - Rådgivning

netIP har en klart defineret ledelsesfilosofi, der bruges til at skabe åbenhed, tillid og tryghed. Herigennem udvikles en adræt og forandringsparat organisation, som kan tiltrække og fastholde de rette kompetencer. Vi har ingen medarbejdere, men vi har ansat en masse interessante mennesker, og det er udgangspunktet!

For os er målinger ikke tal, men evnen til at være i kontakt med hinanden og være tilstede for hinanden.

Virksomheden er kendetegnet af kvalitet, et unikt medarbejdermiljø og et sammenhold, der rækker ud over det sædvanlige. Læs mere på www.netip.dk.

Vi har travlt, og vi ønsker løbende at tilføre de nødvendige menneskelige og faglige ressourcer til fortsat at udvikle netIP A/S. Til at understøtte den fortsatte vækst søges nu en Teamorienteret og erfaren konsulent

Tænder du på infrastruktur?

Til en nyoprettet stilling søger vi en dygtig konsulent, som kan være en af de drivende kræfter i netIP i forhold til udvikling og vedligeholdelse af IT-infrastrukturen – såvel internt som hos vores kunder. Med reference til lederen af Datacenteret, vil du få mulighed for at beskæftige dig med en bred vifte af spændende opgaver, der spænder fra opsætning og konfigurering af hardware og software til udvikling af netIP’s hosting center og kundernes løsninger. Derudover vil du også få et stort ansvar og være det tekniske bindeled ud i organisationen.

Du er måske uddannet datatekniker, IT-arkitekt eller også er du autodidakt. Det er en fordel, at du har erfaring med at dokumentere dine løsninger. Din erfaring på området kan komme fra en konsulentstilling eller fra en intern IT-stilling.

Du er teamplayer af person, og du får energi af at være en del af et kundeteam, så du i samarbejde med dine kolleger på tværs i organisationen sikrer kunderne den bedste oplevelse. Men du formår også at tage ansvar og arbejde selvstændigt, og du har ambitioner om og motivation til at udvikle dig, så du kan hjælpe netIP med også i fremtiden at yde den bedste kundeservice.

Du bliver en del af en stærk og dynamisk virksomhedskultur med primær tilknytning til et af netIP’s kontorer.

Vi tilbyder dig muligheden for at komme med på holdet hos en af branchens mest innovative IT-systemleverandører, hvor kunderne er blandt Jyllands største virksomheder. Du tilbydes en stilling med masser af faglige udfordringer og ansvar, der matcher dine kompetencer og ambitioner samt muligheden for både personlig og professionel udvikling. Som ansat hos netIP får du en fast månedsløn, som er konkurrencedygtig, og tilpasset de kompetencer og den erfaring, du kommer med. Du deltager desuden i den fælles overskudsdeling, pensionsordning, sundhedsforsikring og kantineordning. Herudover PC, mobiltelefon og arbejdstøj samt faglige og sociale arrangementer. Der investeres i din efteruddannelse med udgangspunkt i dine ønsker og ambitioner. Vi tror på, at motiverede medarbejdere og konsulenter, som får muligheder og ansvar, er dem, der bedst sikrer fortsat succes hos kunderne og yderligere vækst i netIP.

Kan du genkende dig selv i værdierne og i de krav, vi stiller, så send en ansøgning som Word- eller PDF-fil mærket "482-nIP" til job@sensu.dk. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til konsulent fra Sensu A/S, Thomas Bech på
+45 22 89 89 76.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Thisted

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.