Find job

Akademisk medarbejder til 3. kontor for Integration og Vækst (barselsvikariat)

Vil du være med til at styrke integration og forebyggelse af radikalisering i landets største kommune? Har du stærke embedsmandskompetencer og trives i en omskiftelig hverdag, hvor du arbejder med at betjene forvaltningens politiske og administrative ledelse? Så er du måske den person, vi søger i kontoret for Integration og Vækst i Københavns Kommune.  

Om os  

I 3. kontor for Integration og Vækst løser vi en bred vifte af opgaver knyttet til indsatser under Københavns Kommunes integrationspolitik og erhvervs- og vækstpolitik. På integrationsområdet varetager vi de forebyggende indsatser mod diskrimination, social kontrol og radikalisering, samt varetager en koordinerende funktion ved modtagelsen af nyankomne flygtninge til kommunen. På erhvervsområdet står vi bl.a. med det overordnede ansvar for forvaltningens dele af kommunens fælles erhvervs- og vækstpolitik. Derudover bidrager vi til betjening af det politiske udvalg, borgmester og direktion, og samarbejder med en bred vifte af aktører blandt kommunens jobcentre, civilsamfundsorganisationer, frivillige foreninger og virksomheder.  

Vi er ca. 20 medarbejdere i kontoret, der er ét af i alt fem kontorer i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens centralforvaltning. Vi tilbyder et dynamisk og spændende arbejdsmiljø tæt på de politiske beslutningsprocesser og forvaltningens øverste ledelse, hvor der er fokus på gode samarbejdsevner, høje krav til kvalitet og stærkt fokus på resultater.  

Om dig  

Vi søger en kollega, der har en akademisk samfundsfaglig uddannelse, og som har erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation, som fx kommune eller stat. Det vil derudover være en fordel, at du har erfaring med og viden inden for arbejdet med forebyggelse af ekstremisme. Du kan lide at arbejde med fagområder, der har stor bevågenhed blandt politikere og offentligheden. Vigtigst er, at du har indgående kendskab til og gerne erfaring med arbejdet som embedsmand i en politisk styret organisation, herunder:  

  • har en god politisk og strategisk forståelse  
  • forstår at omsætte politiske beslutninger til konkrete handlinger  
  • har evner for at kommunikere komplekse emneområder i skrift og tal, herunder skrive taler, politikersvar mv.  
  • er fleksibel og i stand til at sætte dig ind i nye områder hurtigt og omsætte det til klare beslutningsoplæg  
  • har stærke organisatoriske og analytiske evner, som gør dig i stand til at drive processer frem, producere i et højt tempo og overholde deadlines  
  • arbejder struktureret og er samarbejdsorienteret. 

I dit arbejde vil du skulle jonglere med en lang række forskellige sager, og vi lægger derfor vægt på, at du er resultatorienteret, fleksibel og har fokus på at følge dine opgaver helt til dørs.  

Om stillingen  

Du bliver ansat i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens centralforvaltning (3. kontor, Integration og vækst), hvor du vil være tilknyttet Københavns Kommunes enhed for forebyggelse af radikalisering, der arbejder med tidlig forebyggelse af radikalisering og ekstremisme blandt unge københavnere. Dine opgaver i 3. kontor vil bl.a. omfatte, at du:  

  • bidrager til direktions-, udvalgs- og borgmesterbetjening, herunder udarbejder indstillinger, beslutningsoplæg, ledelsesinformation, budgetnotater mv.   
  • sikrer drift og afrapportering på et pilotprojekt vedrørende radikaliseringstruede indsatte københavnere  
  • bidrager til udvikling af nye indsatser vedr. forebyggelse af ekstremisme og sikrer udmøntning af og opfølgning på kommunes strategi til forebyggelse af radikalisering  
  • understøtter Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens kriminalpræventive indsats, f.eks. i regi af Sikker by og SSP.  
  • bidrage til effektmåling, afrapportering og løbende opfølgning på forvaltningens kriminalpræventive indsatser.   

Du kan desuden komme til at arbejde med opgaver inden for kontorets øvrige opgaveområder.  

Vi tilbyder et dynamisk og spændende arbejdsmiljø tæt på de politiske beslutningsprocesser og forvaltningens øverste ledelse. Der vil være gode muligheder for, at du kan udvikle dig fagligt og personligt.  

Løn- og ansættelsesforhold  

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Stillingen er et barselsvikariat. Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og relevant faglige organisation. Lønnen afhænger af dine kvalifikationer og forhandles efter principperne om Ny løn.  

Yderligere oplysninger  

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte områdechef Karen-Lise Johansen Karman 2165 2815 eller specialkonsulent Trine Dencker Christensen på 4049 3351.

Søg stillingen via nedenstående link senest fredag den 13. oktober 2017.    

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 43 eller uge 44. 

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

København

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.