Find job

Senioranalytiker til operationel risiko og databeskyttelse

Vil du arbejde med operationelle risici og være med til at passe på vores kunders data? Vi søger en kollega til Risikostyring med god forståelse for processer, operationelle risici og lovgivning - særligt inden for persondata.

I Sampension er vi i en positiv udvikling med nye kunder, digitalisering, mere komplekse finansielle produkter og øget kompleksitet i investeringsuniversitet. I Risikostyring bidrager vi ved med at sikre, at organisationen kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om både finansielle og operationelle risici. 

Du kan rådgive indenfor risikoanalyse og databeskyttelse

I Risikostyring vil du blive en del af et team på seks. I teamet er vi nysgerrige, har holdninger og udfordrer ”plejer”. Vi tror på frihed under ansvar, og du får væsentlig indflydelse på de opgaver, du er med til at løse.

Du kommer til at udvikle og systematisere arbejdet med operationel risiko. Det gør du ved at tage del i at identificere risici og risikovurdere processer og produkter. Du koordinerer arbejdet, drager læring fra hændelser og sikrer, at der er sammenhæng og konsistens på tværs af organisationen.

Du skal også rådgive organisationen om databeskyttelse samt varetage og positionere DPO-rollen som en værdiskabende, faglig og professionel rådgiver for ledere såvel som medarbejdere. 

Du skaber løsninger, der virker i praksis

Du har en relevant videregående uddannelse inden for økonomi, finansiering eller jura. Du har en bred forretningsforståelse og har nogle års erfaring fra den finansielle sektor helst inden for liv og pension. Du har erfaring og lyst til at arbejde med både de kvalitative og kvantitative aspekter af risikostyring.

Du arbejder selvstændigt og målrettet og skaber løsninger, der både fungerer i praksis og lever op til interne retningslinjer og gældende lovgivning. Du bevarer overblikket og har blik for såvel detaljen som helheden. Du er velformuleret, og du formidler dine budskaber enkelt og forståeligt og tilpasset modtageren.

Derudover har du et godt humør og trives i et uhøjtideligt arbejdsmiljø med gode kolleger og et højt fagligt niveau.

En velfungerende organisation i udvikling

Vi tilbyder dig et udfordrende og afvekslende job, hvor du er med til at påvirke Sampensions styring af operationelle risici og arbejdet med databeskyttelse.

Du vil blive del af en velfungerende, kvalitetsbevidst og løsningsorienteret organisation præget af høj faglighed og et fokus på kontinuerlige forbedringer. Vi har fokus på at skabe resultater til fordel for kunderne samtidigt med, at vi skaber rum for din faglige og personlige udvikling. Der er mange spændende udfordringer på pensionsområdet og i Sampension, og ansvaret er i høj grad uddelegeret.

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter kvalifikationer og omfatter naturligvis en attraktiv pensionsordning betalt af Sampension.

Vi bor centralt med udsigt til vandet i et lyst og åbent hus med attraktive personalegoder. 

Ansøgning og spørgsmål

Har du lyst til at være en del af vores afdeling, så send os din ansøgning via ansøgningslinket senest den 17. december 2017. Vi indkalder løbende til samtale, så skriv snart din ansøgning.

Du er velkommen til at kontakte afdelingschef Iben Dahl Jespersen pr. mail: idj@sampension.dk eller på telefon 30 35 43 91, hvis du vil vide mere om stillingen.

Sampension er Danmarks tredjestørste pensionsforvalter. Vi er et kundeejet fællesskab med omkring 300.000 kunder, der årligt indbetaler mere end 9 mia. kr. Udover Sampension KP Livsforsikring A/S tæller fællesskabet Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger. Vi er cirka 300 medarbejdere og tilbyder både arbejdsmarkeds- og firmapensioner. Vores formål er at skabe værdi for kunderne ved at gøre pensionen mere værd. Vi sigter mod at skabe høje afkast, lave omkostninger og en god kundeoplevelse med attraktive produkter, effektiv administration og ambitiøs rådgivning. Det sker på ansvarlig vis med blik for at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling.
Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Hellerup

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.