Find job

Juridisk fuldmægtig der er ambitiøs og fagligt stærk

Hvis det er dig, så har vi en ledig stilling (barselsvikariat) til besættelse pr. 1. februar 2018 i Koncern Jura i departementet i Miljø- og Fødevareministeriet.  

Koncern Jura er som departementets juridiske kontor ansvarlig for den juridiske betjening af ministeriets politiske og administrative ledelse. Vi fungerer som ”husadvokat” og arbejder tæt på den øverste ledelse.  

Vores ambition er, at Koncern Jura altid kan yde juridisk bistand af høj kvalitet og med fokus på at skabe merværdi for dem, vi rådgiver.  

Kontoret har ansvaret for - i tæt samarbejde med departementets øvrige enheder og ministeriets styrelser - at ministeriets lovområde fremstår tilfredsstillende med enkle, effektive og tidssvarende regler.  

Kontoret koordinerer og kvalitetssikrer ministeriets lovprogram samt rådgiver om lovgivningsproceduren i Folketinget. Endvidere skal kontoret medvirke til, at ministeriets juridiske rådgivning og ydelser er af høj kvalitet. EU-ret er et væsentligt arbejdsområde for Koncern Jura. Kontoret varetager Miljø- og Fødevareministeriets rolle som fast medlem af Juridisk Specialudvalg, der rådgiver regeringen om EU-retlige spørgsmål.  

Du vil som fuldmægtig i Koncern Jura blive beskæftiget med en bred portefølje af opgaver og med stort selvstændigt sagsansvar. Du vil både få egne sagsområder samt være juridisk sparingspartner for et eller flere af departementets øvrige enheder/ministeriets styrelser.  

Vi tilbyder dig  

  • Et udfordrende og udviklende arbejde med fokus på juridisk bistand der skaber merværdi  
  • En travl hverdag, hvor vi også prioriterer strategiudvikling og relationer  
  • Et engageret og velfungerende arbejdsmiljø med ambitiøse og kompetente kolleger  
  • En bred kontaktflade til eksterne samarbejdspartnere  

Vi forventer, at du  

  • Besidder stærke juridiske kompetencer  
  • Er cand. jur. med et højt fagligt niveau  
  • Har en veludviklet situationsfornemmelse og politisk tæft  
  • Kan kommunikere klart i skrift og tale og har gode samarbejdsevner samt gennemslagskraft  
  • Kan forhandle og drive processer både internt og eksternt  
  • Er en god kollega, som har lyst og overskud til at hjælpe andre og give og modtage feedback  

Ansættelsesvilkår  

Ansættelsen er på 37 timer ugentligt og sker i henhold til overenskomsten for akademikere i staten.  

Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er indtil videre departementet.  

Du ansættes snarest muligt, og senest den. 1. marts 2018 og foreløbigt i 10 måneder med mulighed for eventuel forlængelse.  

Yderligere oplysninger    

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du ringe til Kontorchef Paolo Perotti (tlf. 25 12 52 46).  

Du kan læse mere om Miljø- og Fødevareministeriet på vores hjemmeside www.mfvm.dk

Ansøgning  

Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Du søger stillingen ved at trykke "Søg stillingen" nederst i stillingsopslaget. Dine oplysninger vedlagt ansøgning og CV samt eksamenspapirer (indeholdende karakterer fra bachelor- og kandidatuddannelse)  og eventuelle referencer skal være os i hænde senest torsdag den 18. januar 2018.  

Såvel erfarne som nyuddannede jurister samt jurastuderende, der forventer at bestå kandidatuddannelsen inden for kort tid, kan komme i betragtning.  

Samtaler forventes afholdt i uge 4.  

Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge. 
Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

København K

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.