Find job

Sektionschef til Kompetencecenter for projektledelse

Vil du være med til at skabe fremtidens projektkontor i Banedanmarks Anlægsdivision? 

Anlæg er Banedanmarks bygherreorganisation. Med en omsætning estimeret til 4,6 mia. kr. i 2018, en projektportefølje på over 200 projekter og med omkring 300 medarbejdere er vi en af Danmarks største bygherrer, når vi hvert år gennemfører anlæg- og fornyelsesprojekter på det danske jernbanenet.  

I Banedanmark gennemfører vi hvert år desuden en række vigtige forretningsprojekter, der skal hjælpe os med at komme i form til fremtidens fleksible transportsystem.  

Anlægsdivisionen har i noget tid været det naturlige samlingspunkt for Banedanmarks samlede program-, projekt- og porteføljestyringskompetencer. For at sikre det fortsatte fokus på professionel projektledelse har vi besluttet at oprette et Kompetencecenter for Projektledelse som selvstændig stab under direktøren for Anlæg.  

Vi søger derfor en sektionschef til udviklingen af den nye stab og dermed til at sikre, at vi tilbyder professionel support og værktøjer til alle Banedanmarks projekter. Du vil som sektionschef referere direkte til anlægsdirektøren og være en del af ledelsesgruppen i Anlæg. 

Udvikling og understøttelse 

Din første opgave som sektionschef bliver at etablere enheden som en selvstændig stab. Enheden består i dag af dygtige medarbejdere, der tidligere har været placeret i hhv. Anlægs Projektsekretariat og Banedanmarks IT-afdeling. Fokus for den nye enhed bliver at understøtte infrastruktur- og forretningsprojekter. Vi skal på den ene side levere metoder, processer, facilitering og kompetenceudvikling og på den anden side udlåne projektledere til resten af organisationen til tværgående forretningsprojekter. Enheden er desuden porteføljekontor for forretningsprojekter.  

Arbejdet i Kompetencecenter for Projektledelse kommer til at foregå i tæt samarbejde med både Anlægs øvrige stabe (der varetager bl.a. systemsupport og rapporteringer), Anlægs projekter samt programmer og forretningsenheder i resten af Banedanmark. 

Anlægs ledelse ønsker derfor at oprette en stab, der kan fungere som intern konsulentenhed i forhold til program-, portefølje- og projektstyring. 

Erfaren leder med stort proces- og projektkendskab  

Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse gerne kombineret med en projektcertificering (PRINCE2 eller IPMA). Vi forventer, at du har ledererfaring og også gerne erfaring med strategisk ledelse.  

Du kan fx komme fra en konsulentvirksomhed, hvorigennem du kender til arbejdet med at tilbyde din enheds assistance, viden og ressourcer til andre virksomheder og forretningsområder. Disse kompetencer kan du også have opnået i en anden form for tværgående funktion med fokus på projektledelse, det vigtigste er blot, at du formår at opbygge og videreudvikle en stab, hvis hovedformål er at understøtte hele Banedanmarks projekt- og programstyring.  

Det er vigtigt, at du har gode kommunikationsevner og kan sætte dig ind i forretningens mange forskelligartede behov. Projektledelse i Banedanmark er en kompleks størrelse med mange forskellige fagligheder og formål, og du skal kunne understøtte dem alle. Heri ligger også, at du forstår at finde balancen mellem på denne ene side behovet for standardisering af governancestrukturer og værktøjer og på den anden side hverdagens udfordringer i projekterne.  

Løn 

Du tiltræder i stillingen i lønramme 36 og lønnen fastsættes efter dine erfaringer og kvalifikationer. 

Ansøgning og kontakt 

Vil du vide mere om stillingen, så kontakt direktør for Anlæg Steen Neuchs. Send din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi løbende indkalder til samtaler.  

For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” nedenfor og følger instruktionerne.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Region Hovedstaden

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.