Find job
VIRKSOMHED: JYSK A/S / ARBEJDSSTED: BRABRAND

Category Manager

- inden for madrasser med ansvar for det centrale og østlige Europa


Har du et kommercielt mindset, og besidder du stærke analytiske kompetencer inden for markedsdata, som du evner at omsætte til målrettede indsatser? Og kunne du tænke dig at få ansvaret for at sikre kontinuitet, udvikle samt forme fremtidens indkøb på såvel modne som nye vækstmarkeder hos JYSK? Så er du den Category Manager der, i produktkategorien madrasser, skal arbejde med international leverandørstyring, opfyldelse af indkøbsmål og support af forretningsbehov med strategiske og taktiske indkøbsaktiviteter.

Du vil få en unik mulighed for at blive en del af en professionel organisation, hvor du vil arbejde tæt sammen med uformelle og særdeles dygtige kolleger, der er specialister inden for deres fag. Stillingen er placeret på JYSKs hovedkontor i Brabrand.

Jobbet

På vegne af JYSK leder vi efter en erfaren Category Manager, som får ansvaret for madrassortimentet i 12 lande i det centrale og østlige Europa. Du vil få en bred vifte af kontakter både internt i organisationen og i det langsigtede relationsarbejde med leverandører. Derfor bliver dine primære opgaver at definere, drive og eksekvere på indkøbsstrategier for madrassegmentet i samarbejde med kolleger fra salg og indkøb. Med differentierede forventninger til produktkvalitet og sortiment er en vigtig del af rollen sikring af at nå kundesegmentet med optimal kvalitet, funktionalitet og design. Ligeledes arbejder du løbende med at fastsætte prispunkter i de forskellige lande, således at indtjeningen opretholdes, og at der ved et konstant fokus sikres et match mellem indkøb, lagerbeholdning og det forventede salg. Der er tale om en selvstændig og varieret position, hvor du står i spidsen for at lukke ordrer med afgørende forretningsmæssig betydning. Du vil derfor opleve stor handlefrihed i en international rolle med kompleksitet og udviklingsmuligheder. Derudover indebærer rollen at:

  • Kontinuerligt evaluere og overvåge markedsforholdene
  • Arbejde med markedsdata og omsætte den afledte analyse til praktiske tiltag
  • Sikre effektive processer som understøtter den konstante vækst
  • Drive udviklingsprojekter i forbindelse med nye koncepter og produkter

Som en del af en international koncern, hvor tempo, direkte og positiv kommunikation samt stærke værdier er nøgleord, vil du være med til at sikre en endnu højere grad af slutbrugertilfredshed. Da du som en del af jobbet vil besøge leverandører og butikker, kan du forvente op til 50 rejsedage om året.

Din baggrund

Du har et kommercielt mindset og en god forståelse for Category Management, som du har erhvervet fra en tilsvarende stilling inden for retail eller ved at arbejde med indkøb eller salg i eksempelvis en produktionsvirksomhed. Du har solide færdigheder inden for kategoristyring, herunder analyser, sourcing modeller, kontraktforhandling osv. Med dine ekstraordinære gode stakeholder-kompetencer er du i stand til at udvikle stærke relationer med mennesker på tværs af kulturelle grænser og med forskellige baggrunde. Du har en sund forretningsforståelse, en fleksibel tankegang og evner at tilpasse din kommunikation direkte til alle niveauer i organisationen. Hertil kommer en motivation for at nå dine mål, både selvstændigt og i tæt samarbejde med andre. Du trives i et dynamisk, internationalt arbejdsmiljø med mange interessenter, og hvor mål og prioriteringer skifter kontinuerligt. Endelig er du flydende i skriftlig og mundtlig engelsk.

Ansøgning og cv

Rekrutteringsprocessen varetages af konsulentvirksomheden People & Performance, og har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Karina Pihl på tlf. +45 2263 2575. Send din ansøgning og dit cv hurtigst muligt via linket her på siden. Vi behandler ansøgninger løbende, og det er derfor en fordel, at du søger hurtigst muligt. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Om virksomheden
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.500 butikker og 22.000 medarbejdere i 49 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager - i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af den danske købmand Lars Larsen, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 29,9 milliarder DKK.


Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Brabrand

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.