Find job

Medarbejdere til havmiljøområdet

Har du interesse i overvågning og vandplanlægning, - særligt i forhold til vores hav og kystvande? Vil du være med til at tilrettelægge overvågningsaktiviteterne samt præge arbejdet med vandområdeplaner? Så er det måske dig, vi søger!

Opgaver og organisering  

Vi søger 2 medarbejdere til Miljøstyrelsen på enheden i Sollerup på Fyn. I Miljøstyrelsen løser vi bl.a. opgaver i relation til overvågning af vandmiljøet og implementering af EU’s vandrammedirektiv og havstrategidirektiv samt andre havforvaltningsopgaver. Enheden i Sollerup koordinerer den landsdækkende marine overvågning efter Havstrategidirektivet og Vandrammedirektivet og vandplanlægningen på enheden foregår med særlig fokus på de danske fjorde og kystvande. Der er betydelig politisk opmærksomhed omkring indsatsen for at forbedre vandmiljøets tilstand samt en stor bevågenhed fra styrelsens eksterne interessenter. Enhedens opgave er blandt andet at være med til at sikre, at det faglige grundlag for vandplanlægningen tilvejebringes, og at det sker i et tæt samspil med forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og andre myndigheder.

Vi søger en kollega med brede naturvidenskabelige kompetencer inden for det marine område. Du kan have en uddannelse som marinbiolog, civilingeniør eller lignende.  

Din profil  

Ud over at besidde de rette naturvidenskabelige kompetencer skal vores nye kollega have interesse i forvaltning af det marine miljø og formå at bringe fagligheden ind i den politiske proces. Du skal derfor være i stand til at formidle kompleks viden på en enkel facon både i skrift og tale og være god til at skabe løsninger, der er enkle og fagligt korrekte.

Først og fremmest skal du have solid faglig viden om biologi og processer i de danske kystvande og have flair for håndtering af data. Det vil være et ekstra plus, hvis du desuden har viden om anvendelse af modeller på det marine område, - det være sig statistiske modeller og/eller mere komplekse hydrodynamiske og økologiske modeller.

Det vil være en fordel, hvis du har forvaltningsmæssig erfaring i forhold til vandmiljøområdet.

Du skal være i stand til at håndtere en travl og til tider omskiftelig arbejdsdag. Du skal have gode samarbejdsevner og være særdeles god til at formulere dig på skrift og i tale. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med marine kollegaer i andre enheder, og videomøder er en del af hverdagen.

Vi tilbyder  

Masser af spændende og udfordrende opgaver. Du vil blive en del af en velfungerende enhed med dygtige kolleger, et godt samarbejdsklima, højt tempo og en uformel omgangstone. Du vil naturligvis blive tilbudt den fornødne kompetenceudvikling i forhold til arbejdsopgaverne, blandt andet gennem sidemandsoplæring og kurser.

Ud over opgaver på det marine område løser Miljøstyrelsens enhed i Sollerup tillige opgaver på natur- og ferskvandsområdet.

I alt er vi ca. 30 medarbejdere, der holder til i naturskønne omgivelser i Sollerup ved Faaborg. Vi arbejder tæt sammen med styrelsens øvrige enheder, andre myndigheder, universiteter samt eksterne interessenter.

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner. Ansættelsesstedet er Miljøstyrelsen Fyn, Sollerupvej 24, Sollerup, 5600 Faaborg.

Flere oplysninger?  

Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos Kontorchef Harley Bundgaard Madsen på tlf. 72 54 35 09 eller Chefkonsulent Stig Eggert Pedersen på tlf. 72 54 35 16.

Sådan søger du stillingen  

Du søger stillingen online ved at trykke på "Søg stillingen" til højre i stillingsopslaget. Dine oplysninger vedlagt ansøgning og CV skal være modtaget senest den 6. maj 2018. Samtaler forventes afholdt i uge 21. 

Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Miljøstyrelsen er en del af Miljø- og Fødevareministeriet. Vi er statslig myndighed for natur, vand og miljø og arbejder for at sikre en bæredygtig balance mellem beskyttelse af natur og miljø, benyttelsen af naturressourcer og gode rammer for borgere og virksomheder. Vejen til en rig natur, et sundt miljø, og gode, grønne rammer for borgere og virksomheder går via åbenhed og dialog, for vi tror på, at de bedste miljøløsninger findes, hvis vi samarbejder med alle interessenter. Dialog med kommuner, borgere, erhvervsliv og andre myndigheder er centralt i vores arbejde. Miljøstyrelsen har ca. 1.000 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i København og 10 enheder over hele landet.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Faaborg

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.