Find job

Projektstyring, IT-færdigheder og sprogforståelse - bliv projektleder hos World Translation

Ønsker du at arbejde med projektstyring, og har du en god sprogforståelse? Trives du i et travlt team og kan holde mange bolde i luften? Vil du hjælpe danske og internationale eksportvirksomheder med deres oversættelser?

World Translation − en arbejdsplads med fokus på arbejdsglæde

World Translation er et af de største privatejede oversætterbureauer i Danmark, og vi er specialiseret i at udarbejde oversættelser og andre sprogydelser til eksportvirksomheder over hele verden. Vi er ca. 35 medarbejdere på vores kontor, som ligger i Tilst, Aarhus.
World Translation er en virksomhed med et stort fokus på arbejdsglæde, personlig udvikling samt et uformelt og socialt arbejdsmiljø. For os er det vigtigt at skabe de bedste arbejdsrammer for dig, så du er glad for at komme på arbejde.

Du bliver projektets bindeled

Som projektleder er du bindeleddet mellem vores kunder og freelanceoversættere. Du vil have ansvaret for dine egne kunder og projekter. Projekterne kan variere fra de helt små, til store længerevarende projekter. Du vil have ansvaret for hele projektets forløb, helt fra udarbejdelse af tilbud til levering af slutproduktet til kunden. Jobbet som projektleder er derfor et samspil mellem mange forskellige kompetencer − både sproglige, tekniske, kulturelle og forretningsmæssige.

Vi er en hurtigt voksende virksomhed, og vi kan derfor tilbyde dig en alsidig, spændende og udfordrende hverdag med kontakt til en masse spændende eksportvirksomheder fra hele verden.
Nogle af de opgaver, du kommer til at varetage, er blandt andet:

  • styring af oversættelsesprojekter til mange forskellige sprog
  • kontakt med danske og internationale kunder og oversættere
  • sproglig og formel kvalitetskontrol af oversættelser
  • rådgivning til kunder
  • anvendelse af oversættelses- og terminologiværktøjer.

Teamarbejde

Som projektleder vil du indgå i et af vores projektlederteams bestående af 4-5 projektledere. Du vil blive en del af et tæt team med et stærkt sammenhold og en god stemning. I de forskellige projektlederteams understøtter man hinanden og hjælper med hinandens opgaver, når der er behov for det. Teamstrukturen skaber et meget åbent miljø med plads til videndeling, dialog og sparring.

"Som projektleder ved World Translation byder min hverdag på spændende, udfordrende og varierende arbejdsopgaver. Mit primære arbejde omfatter projektstyring og håndtering af kundernes mangeartede oversættelsesopgaver samt den daglige kommunikation med vores kunder, samarbejdspartnere og oversættere på tværs af landegrænser. Derudover har vi en social og mangfoldig arbejdsplads, hvor der trods travlhed og deadlines altid er plads til smil, hygge og grin med gode kolleger."
Mette, projektleder hos World Translation siden 2013.

Hvem søger vi?

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse på bachelor- eller kandidatniveau. Dette kunne være en sproglig uddannelse, såsom en cand.ling.merc., men det kan også være, at du har en IT- eller økonomisk baggrund og brænder for projektstyring.
Det er en forudsætning, at du taler tysk, dansk og engelsk.
Det er dig, vi søger, hvis du derudover:

  • har en god sprogforståelse
  • har stærke IT-kompetencer — hvis du har kendskab til oversættelsesværktøjer, er det kun en fordel
  • gerne har erfaring med projektstyring fra en lignende stilling
  • arbejder struktureret og kan bevare overblikket selv i pressede situationer
  • har øje for detaljen, men også formår at overholde deadlines
  • er kundeorienteret, god til at kommunikere og har en god forretningsforståelse
  • er teamplayer og har en positiv tilgang til dit arbejde og dine kolleger.

Er du vores nye projektleder?

Ansøgningsfrist: 25. maj 2018
Ansættelsesdato: september 2018

Ansættelsesforhold: vikariat med potentiale til mere − detaljerne afklarer vi sammen.

Send din ansøgning inkl. det forventede lønniveau (ekskl. pension) til job@worldtranslation.dk hurtigst muligt, da vi løbende behandler de indkomne ansøgninger.

Har du spørgsmål?

Hvis du vil vide mere om stillingen som projektleder eller vores forventninger til dig, er du velkommen til at kontakte Marion Randelshofer på tlf. +45 8620 4840.

World Translation er en succesfuld dansk virksomhed, som hjælper danske og internationale eksportvirksomheder ud i verden og ind på nye markeder. Med over 10 års erfaring er vi blandt de største danskejede virksomheder i oversættelsesbranchen. World Translation gør alt for at være en attraktiv arbejdsplads, og vi mener, at det hver dag skal være en glæde at komme på arbejde.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Tilst

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.