Find job

Projektleder til fundraising

Selvom vi dagligt flager med regnbuens farver, så mangler vi at finde den store krukke med guld ved regnbuens ende. Derfor søger vi en fundraiser, som kan levere resultater og være med til at realisere Copenhagen 2021 – et globalt megaevent, der kombinerer WorldPride og EuroGames i en stor fejring af kærlighed, sportsånd og LGBTQ-rettigheder her i København.

Trives du i en travl hverdag, og kan du have mange bolde i luften? Har du øje for det vigtigste lige her og nu uden at glemme næste måneds deadline? Er du parat til at arbejde i en organisation, der vil skabe forandring og som er stærkt værdibåren? Vil du være med til at løfte i flok, tænke ud ad boksen og skabe det største og mest inkluderende event på dansk jord (nogensinde!) sammen med os, Copenhagen Pride og Pan Idræt? Så er det dig, vi mangler på holdet.

Fakta om stillingen:

Stillingen som fundraiser er en midlertidig stilling med mulighed for forlængelse. I organisationen referer du til økonomichefen i et lille team omkring økonomi, sponsorater og fundraising.

I stillingen skal du:

  • Skrive ansøgninger og afrapporteringer til fonde og andre partnere, som kan sikre os en solid finansiering og et godt forhold til vores donorer i alle faser af samarbejdet.
  • Udarbejde og operationalisere en fundraising-strategi indeholdende små og store projekter og ansøgninger.
  • Være med til at designe projekter inden for rammerne af Copenhagen 2021, som er tilpasset fondenes strategier, prioriteter og samarbejdsformer.
  • Samarbejde med vores økonomichef om at kvalificere budgetter til vores fondansøgninger.  
  • Opdyrke relationer i den danske fondsverden og blandt andre interessenter, som kan være med til at åbne døre for vores fundraising.

Vi ser derfor gerne, at du har:

  • Et visionært og strategisk overblik over det at tegne en ramme og realisere den økonomiske virkelighed for et mega-event med mange facetter.
  • Et stort kendskab til den danske fondsverden, deres strategier og samarbejdsformer. I tillæg hertil vil det være en fordel, hvis du har et kendskab til det internationale LGBTQ-donorlandskab samt erfaring med erhvervssponsorater.
  • Bred erfaring med at skrive ansøgninger, som rammer plet.
  • Viden om partnerskaber med fonde og forskellige evalueringsformer.
  • Netværk i fondsverdenen, som kan åbne døre og skabe nye muligheder for os.
  • Forståelse af økonomistyringen i et projekt som vores.  

Kendskab til LGBTQ-miljøet er ikke en forudsætning, men kan være en fordel. Du skal være indstillet på at arbejde i en organisation, der gennemsyres af inklusion og mangfoldighed, og du vil modtage undervisning i normkritik og inklusion.

Vi tilbyder:

  • Løn efter kvalifikationer.
  • En fuldtidsstilling med fem ugers ferie og pension.
  • Plads i et kontorfællesskab og fleksible arbejdstimer.
  • En tidsbegrænset (1 år) ansættelse med stor mulighed for forlængelse, såfremt du formår at fundraise til det.

Om dig:

Du brænder for at levere resultater – store som små. Du har et højt fagligt ambitionsniveau, og du vil gøre en forskel. Du kan sætte retning i en ofte kaotisk og foranderlig dagligdag, hvor vi hele tiden hjælper hinanden med at forme og realisere Copenhagen 2021.

Alt, hvad vi foretager os, er en del af en politisk dagsorden og en forandringsbevægelse. Derfor skal du have politisk tæft og kunne navigere imellem mange forskellige interessenter – samtidig med at du aldrig giver køb på vores DNA: Inklusion af alle uanset køn, seksuel orientering, kønsidentitet, nationalitet, etnicitet, socioøkonomisk baggrund, kropskapabilitet, religion, alder eller andet.

Send os din ansøgning og dit CV senest søndag d. 15. juli til job@happycopenhagen.org. Første runde samtaler forventes afholdt i uge 29. Tiltrædelse vil være hurtigst muligt. Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte direktør Lars Christian Østergreen på telefon 3150 2468 eller på e-mail lco@happycopenhagen.org.


Om organisationen:

Happy Copenhagen er en projektorganisation, som er stiftet af Copenhagen Pride og Pan Idræt for at gøre deres værtskab for henholdsvis WorldPride og EuroGames i 2021 til en succes. Vi har i tæt samarbejde udviklet professionelle og ambitiøse visioner for de to events, og nu skal vi stå i spidsen for at eksekvere ambitionerne inden for rammerne af ét samlet event, som vi kalder for Copenhagen 2021.

Organisationen består af fire faste medarbejdere, men sekretariatet vil vokse støt i årene frem mod 2021. Vi løfter i flok – og det betyder at vi både sparrer med hinanden, hjælpes ad med at lave kaffe til møderne og klarer oprydningen i arkivet i fællesskab. Vi har desuden et par deltidsansatte konsulenter samt en lang række frivillige tilknyttet, som løser en række opgaver.  

Vi har en uformel, men respektfuld omgangstone med højt til loftet. Vi fejrer sejrene sammen – og når det hele er lidt op ad bakke, så finder vi tid til at grine sammen og løser problemerne i fællesskab. 

Vores ambition er at skabe det mest inkluderende event nogensinde. Det skal afspejles i vores organisation, og vi opfordrer kvalificerede ansøgere af alle køn, seksuelle orienteringer, kønsidentiteter, nationaliteter, etniciteter, religioner, kropskapabiliteter og aldre mv. til at søge stillingen.

Her kan du læse mere om Copenhagen 2021, Copenhagen Pride og Pan Idræt.  

 

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

København

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.