Find job

Projektleder til VELUX Teknologicenter i Skjern

Vil du stå i spidsen for innovative projekter inden for udvikling af specialmaskiner i tæt samspil med specialister, der søger grænserne for den nyeste teknologi?

Lige nu søger vi en projektleder til vores teknologicenter i Skjern.

Dine opgaver og udfordringer

I teknologicenteret er vi 35 kolleger, heriblandt 3 projektledere, der udvikler og bygger produktionsudstyr og specialmaskiner. Som projektleder kan du derfor se frem til at drive, lede og administrere flere sideløbende projekter fra kundeforespørgsel til implementering og aflevering af maskinerne. Projektdeltagerne er blandt andet maskiningeniører, automationsprogrammører, elektrikere og teknikere. 

”Du spiller en nøglerolle i meget alsidige projekter inden for blandt andet fuldautomatisk montageudstyr med robotteknologi, aluminiumsbearbejdningsudstyr og testudstyr til mange forskellige afdelinger i VELUX®. Og det gør du i tæt samarbejde med højt specialiserede kolleger,” fortæller leder af Teknologicenter Skjern Dennis Hansen.

Din baggrund

Vi forestiller os, at du er maskiningeniør, produktionsingeniør eller har en tilsvarende teknisk baggrund kombineret med et par års erfaring med projektledelse. Det er en fordel, hvis du endda har erfaring med projektledelse inden for maskinbygning og udvikling af specialmaskiner eller med indkøring af produktionsudstyr på fabrikker. Du kommunikerer problemfrit på dansk og engelsk i tale og på skrift. 

Som person er du god til at motivere og lede projektteams af specialister, og du er udadvendt og god til at italesætte og sælge projekterne internt i organisationen. Endelig har du et godt drive, og du trives med at have førertrøjen på i projekterne.

Dine muligheder

Du kommer til at arbejde i et miljø med et enormt engagement, hvor forskellige tekniske baggrunde garanterer en solid faglighed, og hvor vi arbejder med de nyeste maskiner og teknologier – derfor kan din læringskurve blive så stejl, som du kan følge med til. Derudover beskæftiger vi os med fremtiden i form af smart manufacturing, digitalisering og robotteknologi, samtidig med at vi sætter pris på god værkstedshumor og ligger højt i trivselsmålinger.

”På sigt er der alle muligheder for at få endnu mere ansvar og blive en del af nye fremtidige og innovative projekter,” slutter Dennis.

Ansøgning og kontakt

Vil du vide mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte leder af Teknologicenter Skjern Dennis Hansen på 2172 3374. Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde i VELUX Gruppen på www.velux.dk.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV hurtigst muligt og senest den 22. juni 2018. Vi holder samtaler løbende. 

Om vores virksomhed

I 75 år har VELUX Gruppen skabt bedre boliger for mennesker verden over ved at bringe dagslys og frisk luft gennem taget. Vores produktportefølje består af såvel ovenlysvinduer og ovenlysmoduler som en lang række dekorations- og solafskærmningsprodukter, rulleskodder, indbygningsprodukter og intelligente fjernbetjeninger. Det er produkter, der bidrager til et sundt indeklima og bæredygtige løsninger – til leg og læring, arbejde og fornøjelse. Med salgsselskaber og fabrikker i mere end 40 lande arbejder vi globalt og har omkring 9.500 medarbejdere verden over. VELUX Gruppen er ejet af VKR Holding A/S, et fonds- og familieejet aktieselskab.

For mere information, visit www.velux.com

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Skjern

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.