Find job

Erfaren økonomidirektør med tyngde

Folkekirkens Nødhjælp søger en økonomidirektør med flere års erfaring, gerne fra en kompleks international og projektorienteret organisation eller virksomhed. Foruden ledelsesansvar for en række forskellige funktioner, skal du være skarp på strategi og økonomisk udvikling, drift og analyse. Det er økonomidirektørens fornemste opgave at tage ansvar for udviklingen af Folkekirkens Nødhjælps økonomi. Det betyder, at du skal have konstant øje for at planlægge, udvikle og følge op på økonomien, så du kan understøtte en robust økonomi med det mål at flest mulige penge går til verden fattigste. Det kræver, at du skal kunne sætte dig ind i komplekse problemstillinger og være klar til at arbejde tæt sammen med dine direktionskollegaer og generalsekretæren i en organisation som har en engageret og entusiastisk kultur.

Du vil få det direkte personaleansvar for funktionerne National Finance, International Finance, Information & Communication Technology, HR/Facility Service og Procurement & Logistic. Jobbet indebærer også, at du er med til at sætte den strategiske ramme – både økonomisk, men også forretningsmæssigt og organisatorisk - for Folkekirkens Nødhjælps aktiviteter såvel på hovedkontoret i København som på vores 11 landekontorer i Afrika, Asien og Mellemøsten, og dertil en lang række andre geografisk spredte humanitære programmer. Jobindholdet er alsidigt, og du skal både kunne løfte de overordnede strategiske udfordringer og tage del i de daglige praktiske opgaver. Du vil blive bredt involveret i mange aktiviteter, men du vil bestemt også kunne præge din egen rolle i organisationen.

Dine opgaver og ansvar vil blandt andet omfatte:

  • Ansvar for Folkekirkens Nødhjælps samlede økonomi.
  • Overordnet ansvar for og ledelse af supportfunktioner.
  • Ansvar for tilrettelæggelse af processer og organisation inden for eget område, samt bidrage til hvorledes økonomien løbende kan optimeres i alle øvrige områder af organisationen.
  • At være bredt involveret i både den økonomiske, forretningsmæssige og organisatoriske udvikling af Folkekirkens Nødhjælps aktiviteter i såvel ind- som udland og agere sparringspartner for generalsekretæren og den øvrige direktion.
  • Understøtte bestyrelse og råd og deltagelse i deres møder.

Som den kommende økonomidirektør skal du kunne:

  • Sikre økonomisk sammenhængskraft i alle Folkekirkens Nødhjælps aktiviteter og forretningsmodeller, herunder sparring med direktion og mellemledere omkring nye initiativer og beslutninger. Overordnet set skal der holdes en balance mellem en robust økonomi og at flest mulige penge går til verdens fattigste.
  • Løbende forbedre og forenkle processer og procedurer indenfor dit ansvarsområde, samt minimere bureaukrati. Hertil skal du kunne være med til at sætte rammerne for de tilsvarende funktioner inden for vores globale aktiviteter, selvom linjeledelse herfor foregår lokalt.
  • Navigere i en kompleks organisation, hvor du evner at samarbejde på tværs og have fokus på god og enkel kommunikation såvel skriftligt som mundtligt på både dansk og engelsk.
  • Træffe beslutninger der er bedst for helheden og til gavn for verdens fattigste. Du skal kunne guide mellemledere både inden for eget område og de andre afdelinger.
  • Være klar til altid at give en hånd med i de daglige operationelle aspekter. Det er et krav, at du foruden økonomisk ledelse og analyse har en stærk erfaring og baggrund på det regnskabsmæssige område.

Din profil:

  • En relevant videregående uddannelse indenfor økonomi og betydelig ledererfaring inden for økonomi, gerne fra en større kompleks international og projektorienteret organisation. Det vil være en fordel hvis du har erfaring fra en større virksomhed/erhvervslivet.
  • Du skal kunne dokumentere gode lederevner samt evne at tænke strategisk, samtidig med at du kan løse eller bidrage til løsningen af konkrete opgaver.
  • Du skal være god til at lede mennesker og organisationer igennem forandrings-processer.
  • Du skal tage ejerskab og kunne træffe selvstændige beslutninger – men også være god til at stikke fingeren i jorden, før du gennemfører dine ideer.
  • Du skal være en god kommunikator og aflevere dine budskaber, så de forstås af alle.  

Løn og ansættelsesvilkår

Vi tilbyder en løn der modsvarer niveauet i tilsvarende organisationer, så vi kan ikke matche lønniveauet i privatsektoren - men vi kan i den grad matche på meningsfuldhed. Du vil få et job, som er vildt interessant, meget udfordrende, internationalt, udviklende og givende, og hvor du i høj grad motiveres af, at gøre en forskel for verdens fattigste.

Du bliver en del af en meningsfuld og dynamisk arbejdsplads med store frihedsgrader, en høj faglighed og et stærkt værdisæt.
 
Vi er d. 1. juni flyttet til lækre, nyindrettede lokaler i Meldahlsgade, hvor vi får endnu bedre fysiske rammer for samarbejde på tværs.
 
Der tilbydes en god pensionsordning. Arbejdstiden kræver at du er fleksibel.

Ansøgning og kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen på tlf. 2970 0623 eller mail biqs@dca.dk.

Venligst upload ansøgning og CV senest den 10. august 2018. Vi modtager kun ansøgninger gennem vores online rekrutteringssystem. Vi gør opmærksom på, at ansøgninger også vil blive vurderet af medlemmer af Folkekirkens Nødhjælps Bestyrelse.
 
Vi forventer at holde samtaler den 15. og den 17. august 2018. Der vil indgå en adfærdsanalyse mellem de to samtaler.
 
Forventet tiltrædelse: 1. oktober 2018
 
Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
 
FKN blev grundlagt i 1922 og er i dag en af Danmarks største humanitære hjælpeorganisationer med en omsætning i 2017 på 700 mio. kr., ca. 150 medarbejdere i Danmark, 11 kontorer verden over, seks humanitære minerydningsprogrammer og et engagement i ca. 30 lande. FKN engagerer et bredt udsnit af danskere i frivilligt arbejde bl.a. 3.700 genbrugsmedarbejdere.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

København

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.