Find job

IST søger to erfarne ledere til vores Konsulent- og Supportafdelinger i hhv. Roskilde og Svendborg

IST er Skandinaviens største edtech-virksomhed. Vi har gennem de sidste 30 år leveret administrative it-løsninger til skoler og dagtilbud og er lige nu inde i en meget spændende udvikling med stigende efterspørgsel efter vores produkter og nye kunder i sigte.

Vi søger to erfarne ledere til vores Konsulent- og Supportafdelinger. Den ene til vores kontor i Roskilde og den anden til vores kontor i Svendborg.

Om jobbet

Som Chef for Konsulent- og Supportafdelingen i Roskilde får du ansvaret for 18 konsulenter, som er domæneeksperter inden for dagtilbud, skole, SFO og ungdomsskole. Som Chef for Konsulent- og Supportafdelingen i Svendborg får du ansvaret for 10 konsulenter, som er domæneeksperter inden for gymnasie, erhvervs- og ungdomsuddannelser.

Da vi betragter support og konsulentydelser som to opgaver med stor samhørighed, er de fleste supportere også udkørende konsulenter, som hver dag implementerer og holder kurser i vores produkter med stor succes hos vores kunder.

Du får budgetansvar for dit eget område, og du bliver en del af chefteamet med direkte reference til vores direktør. Du vil særligt skulle samarbejde med udviklingsafdelingen og salgsafdelingen.

IST har kontorer i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Vi samarbejder på tværs af landegrænserne med det formål at drage nytte af hinandens viden og erfaringer. Derfor må du også forvente rejser til vores andre kontorer i Norden og Tyskland. Disse planlægges dog altid i god tid og svarer til et gennemsnit på 1-2 rejser i kvartalet. Du må ligeledes forvente en del rejser mellem kontorerne i Danmark, da vi forsøger at udnytte de synergier, der er mellem de to kontorer.

Vi tilbyder en fuldtidsstilling blandt dygtige kolleger i en uformel organisation. Du vil få udfordrende og varierede arbejdsopgaver i et alsidigt og godt arbejdsmiljø. Vi tilbyder konkurrencedygtig løn og gode forsikringsordninger.

Om dig

Du har stor gennemslagskraft og kan hurtigt omsætte nye tiltag og ideer til praksis. Du har flere års ledererfaring og ved, hvad ledelse som disciplin omfatter.

Det er en fordel, hvis du enten har kendskab til de processer, der understøtter kundes rejse igennem en support i en it-virksomhed, eller har kendskab til at drive og udvikle en konsulentforretning.

For at kunne beherske rollen som chef for Konsulent- og Supportafdelingen skal du have:

  • relevant videregående uddannelse
  • dokumenteret lederuddannelse/lederkurser
  • erfaring fra og vilje til forandring
  • kunden i fokus.

Det er en fordel, hvis du har:

  • kendskab til den skolepolitiske agenda
  • kendskab til agil udvikling  
  • kendskab til GDPR
  • erfaring med at implementere processer i en kundeserviceenhed  
  • erfaring fra en supportafdeling, herunder at arbejde med KPI, SLA og løbende opfølgning af disse
  • viden og erfaring fra it- projektledelse.

Din nye dagligdag

Hos os får du rig mulighed for faglig og personlig udvikling. En arbejdsdag hos os foregår blandt dygtige kolleger i en uhøjtidelig atmosfære. 

Arbejdspladsen for den ene stilling på Gammel Marbjergvej 9 i Roskilde og for den anden på Græsholmevej 56 i Svendborg.

Vi er cirka 90 ansatte hos IST i Danmark, hvoraf cirka 60 sidder i Roskilde og cirka 30 i Svendborg.

Vi har flere sociale aktiviteter samt ordninger med bl.a. frokost, sodavand, frugt og is.

Om IST

IST er Skandinaviens førende it-virksomhed for administrative systemer til ungdomsuddannelser, grundskoler, daginstitutioner og forvaltninger. Vi blev grundlagt i 1985, og koncernen kan i dag tælle mere end 400 medarbejdere.

Vi arbejder med at udvikle og vedligeholde fleksible og grænseløse it-løsninger for hele læringsperioden – fra dagtilbud til universitet. Målet er at effektivisere administrationen, lette kommunikationen og skabe nye muligheder for udvikling og læring.

Ansøgning

Ansættelse sker i henhold til funktionærloven. Forventet start vil være 1. januar 2019 eller snarest muligt. Send din ansøgning til os senest den 26. november kl. 12.00.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 27. og 28. november. I forbindelse med en eventuel ansættelsesproces, kan du blive bedt om at fremsende en straffeattest til os.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør Anne Brink Pedersen, telefon 2897 1100.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Roskilde og Svendborg

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.