Find job

Dedikeret investeringsanalytiker

- med stærke SimCorp Dimension-kompetencer

Har du stærke systemkompetencer og kendskab til kapitalforvaltning, så har vi måske jobbet til dig. Dit fokus bliver at understøtte den investeringsmæssige aktivitet i Danmarks tredjestørste pensionsselskab, hvilket sker gennem kvantificering, analyse og rapportering af en bred vifte af relevante emner og nøgletal.

Sampension befinder sig i en positiv udvikling med flere nye kunder på vej ind. Vi ønsker derfor at styrke vores investeringsfunktion og søger en dygtig og dedikeret analytiker til afdelingen ”Investeringsanalyse”, som organisatorisk er placeret med front office i investeringsafdelingen. Vi søger en ny kollega, som helt konkret kan understøtte brugen af fondssystemet SimCorp Dimension og den øvrige operationelle platform på investeringsområdet.

Vores afdeling leverer input til brug for en lang række forskellige opgaver og områder, herunder bl.a. strategisk aktivallokering, politik og retningslinjer for investeringsområdet, solvens, produktudvikling, udbud og ansvarlige investeringer. Vi har på den baggrund et tæt samarbejde med mange interessenter bredt ud i hele organisation. Vi tilbyder dig at blive en del af vores stærke team, som er præget af stor erfaring og høj faglighed.

Alsidige opgaver med fokus på data management

Du vil have mulighed for at påvirke dine arbejdsopgaver afhængig af dine erfaringer og kvalifikationer, men de vil tage udgangspunkt i følgende områder:

  • Optimering af daglig drift
  • Sikring af datakvalitet, herunder proaktivt udvikle relevante automatiske kontroller
  • Tage ansvar for og yde en god og serviceminded support til brugere af fondssystemet
  • Skabe overblik og transparens omkring de underliggende aktiver i porteføljen
  • Design og udvikling af beslutningsværktøjer med henblik på at skabe et solidt grundlag for datadrevne beslutninger til understøttelse af investeringsstrategien

Dine faglige og personlige kvalifikationer

Vi forventer, at du har:

  • en relevant uddannelse (kandidatgrad) med gode akademiske resultater
  • stærke kompetencer inden for SimCorp Dimension
  • erfaring med kapitalforvaltning
  • kendskab til programmering samt data management – aktuelt er mange af vores rapporter egenudviklede i Excel og automatiseret ved hjælp af VBA

Som person er du initiativrig og har altid en ambition om at levere god service og høj kvalitet. Du arbejder struktureret og leder stort set altid efter forbedrede løsningsmetoder i din analytiske tilgang til opgaverne. Du har som minimum 3-4 års erfaring fra den finansielle sektor.

Udvikling og høj faglighed

I investeringsområdet har du stor mulighed for at videreudvikle din faglighed og præge hverdagen. Du vil blive stillet over for mange forskellige udfordringer og ansvaret er delegeret. Faglig og personlig udvikling er prioriteret højt, så vi også fremover står stærkt på et marked i stadig forandring.

En velfungerende organisation i udvikling

Vi tilbyder dig at blive del af en velfungerende, kvalitetsbevidst og løsningsorienteret organisation. Et miljø med fokus på faglig og personlig udvikling og på at skabe resultater til fordel for kunderne. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter kvalifikationer og omfatter en attraktiv pensionsordning betalt af Sampension. Vi bor centralt med udsigt til vandet i et lyst og åbent hus med attraktive personalegoder.

Ansøgning og spørgsmål

Har du lyst til at være en del af vores afdeling, så send os din ansøgning via ansøgningslinket senest den 20. maj 2019. Du er velkommen til at kontakte afdelingschef Bo William Hansen pr. mail: bwh@sampension.dk, hvis du vil vide mere om stillingen.

Sampension er Danmarks tredjestørste pensionsforvalter. Vi er et kundeejet fællesskab med omkring 300.000 kunder, der årligt indbetaler mere end 9 mia. kr. Udover Sampension KP Livsforsikring A/S tæller fællesskabet Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger. Vi er cirka 300 medarbejdere og tilbyder både arbejdsmarkeds- og firmapensioner. Vores formål er at skabe værdi for kunderne ved at gøre pensionen mere værd. Vi sigter mod at skabe høje afkast, lave omkostninger og en god kundeoplevelse med attraktive produkter, effektiv administration og ambitiøs rådgivning. Det sker på ansvarlig vis med blik for at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling.
Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Hellerup

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.