Find job

Studentermedhjælper til opgaver inden for IT- og persondata-compliance

Er du en dygtig og engageret studerende med interesse for informationssikkerhed og persondata-compliance? Vi søger en studentermedhjælper, der kan tænke sig at arbejde i spændingsfeltet mellem governance og compliance og være med til at strømline vores processer og understøtte udviklingen i Energinet. Din nye arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Fredericia, tæt på motorvejsnettet og med under 1 time til Aarhus og Odense, hvorfra der er velfungerende kørselsordninger direkte til døren.

Du bidrager til, at vi efterlever lovgivning og interne regler

Energinet-koncernen varetager en række opgaver på energiområdet, som kræver, at vi efterlever en bred vifte af forskellig lovgivning, og kan dokumentere at vores processer er effektive. Da Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed, arbejder vi i krydsfeltet mellem det offentlige og det private.

Du bliver ansat i Governance og Compliance-afdelingen, som er en del af Koncernjura. Afdelingen har ansvaret for Energinets interne styringsmodel (governance), herunder tilblivelsen af politikker og retningslinjer samt overholdelse af principper for god selskabsledelse. Afdelingen er desuden ansvarlig for rådgivning og sparring om persondatacompliance og program for intern overvågning. Andre væsentlige opgaver omfatter gennemførelse af interne complianceundersøgelser inden for især informationssikkerhedsområdet.

Som studentermedhjælper assisterer du dine kolleger i afdelingen, og dine primære er at:

  • Udarbejde og vedligeholde vejledninger, årshjul, skabeloner mv.
  • Udføre mindre analyseopgaver i relation til it- og persondatacompliance
  • Assistere til compliance-/revisionsundersøgelser (koordinering, mødeindkaldelser og -referater)
  • Assistere til vedligeholdelse og udvikling af set-uppet for koncerngovernance
  • Assistere til møde- og workshopforberedelse samt diverse ledelsesrapportering
  • Assistere til præsentations- og kommunikationsmateriale
  • Assistere til opfølgning på interne kontroller

Du kan se frem til et meget attraktivt og relevant studiejob i en travl og spændende virksomhed, hvor du indgår i teamet på lige fod med de faste medarbejdere i din afdeling og arbejder i gennemsnit 10-15 timer om ugen. Vi forventer, at du kan arbejde mere ved tidspressede opgaver, men samtidig respekterer vi naturligvis også, at du i perioder ikke kan arbejde, fordi du fx skal læse til eksamen.

Som studentermedhjælper hos Energinet får du betalt mobil og internet, ligesom du er omfattet af vores kantineordning og frit kan benytte vores fitness-faciliteter. Desuden kan du som medlem af vores personaleforening deltage i de mange varierede arrangementer til fordelagtige priser.

Studerende med overblik og sans for detaljerne

Du er formentlig ved at afslutte din bacheloruddannelse eller er gået i gang med din kandidatuddannelse, fx inden for it- og juraområdet, men det kan også være andre studieretninger, hvor du har en skarp vinkel på processer. Du er fagligt godt funderet, systematisk og god til - og glad for - at opsøge og samarbejde med andre mennesker, da du vil få en bred kontaktflade i organisationen.

Du arbejder effektivt og struktureret og når dine deadlines. Du er selvstændig og sidder ikke og venter på svarene, men opsøger dem selv aktivt. Som person er du social, udadvendt, har gå-på-mod og lyst til at prøve dine teoretiske færdigheder af i en praktisk og studierelevant kontekst.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med cv, karakterer og andre relevante bilag via linket ”Søg jobbet her”. Bemærk at vi holder samtaler løbende og lukker rekrutteringen, når vi har fundet den rette kandidat. Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte IT Compliance Officer Morten Skovhøj Jakobsen på telefon 50 89 54 00. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.


Energinet varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og gas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vi er en selvstændig offentlig virksomhed med ca. 1300 engagerede og højt uddannede medarbejdere. Vores kultur hænger tæt sammen med vores samfundsansvar. Vi bestræber os på at lytte, involvere og dele vores viden. Kun sådan vil vi lykkes med effektiv udvikling af fremtidens grønne energiforsyning. Med afsæt i værdierne tillid og mod, lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.

 

Se film om Energinet

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Fredericia

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.