Find job

Chef til Facility Services i Københavns Ejendomme & Indkøb

Har du erfaring med drift og udvikling af facility services? 

Har du en involverende ledelsesstil, og formår du at tage og give ansvar?

Om Center for Ejendomsservice  

Center for Ejendomsservice udfører ejendomsservice på Københavns Kommunes ejendomme, institutioner og botilbud. Vores services er blandt andet rengøring, viceværtservice, vagttjeneste m.m. Vi har desuden ansvar for integreret facility management på nogle af kommunens større administrationsejendomme. Vi tager størst mulige hensyn til behovene hos de borgere og kolleger, der bor, færdes eller arbejder dér, hvor vi har ansvaret for ejendomsservice.

Vi har fokus på, at vores kunder kan koncentrere sig om deres mål og kerneopgaver. Med det udgangspunkt vil vi levere effektiv og professionel ejendomsservice i høj kvalitet og med et differentieret udbud af serviceydelser. Center for Ejendomsservice er organiseret i afdelingerne Rengøring, Facility Services, Rådhusservice, samt en tværgående udviklingsenhed og en administrationsenhed.  

Om stillingen  

Chefen for Facility Services har det overordnede ansvar for driften og udviklingen af vores facility services på nuværende og kommende lokationer, hvor vi har eller får ansvar for FM. Dette gælder både de større administrationsejendomme med mange daglige brugere og besøgende, som vi drifter (FM-drift), og ejendomsservice på en lang række ejendomme, som huser bo- og dagtilbud under Socialforvaltningen (Teknisk Drift) samt den tværgående post og scanningsservice, der leveres på tværs af kommunen (Post og Scanning). Til sammen udgør de tre områder porteføljen under Facility Service og har hver tilknyttet en områdechef, som vil være i direkte reference til dig.

Chefen har også ansvar for drift og udvikling af affaldsordning for de kommunale institutioner, herunder arbejde med øget affaldssortering og forsøg med ny teknologi på området. Dette indebærer kontraktstyring af en kontrakt på ca. 15. mio. kr. årligt. Den løbende udvikling og daglige kontakt med leverandør vil varetages af medarbejdere fra centerets tværgående udviklingsenhed, som man derfor vil have et tæt fagligt samarbejde med.   

Facility Services drives som en indtægtsdækket offentlig virksomhed, hvor vi fakturerer vores interne kunder i forvaltningerne. Du skal derfor have kompetencerne og interessen for at sikre, at ydelserne drives effektivt og ud fra principper om kostægte priser. Dette kræver en stærk økonomisk forståelse og analytisk sans, hvor du både kan opfange tværgående mønstre og have sans for detaljen i budgetopfølgningerne – og træffe strategiske beslutninger på baggrund heraf.  

Du skal sammen med dine tre områdechefer løfte vores integration af facility services til det næste niveau. Vi skal tilbyde professionelle, gennemtænkte, integrerede serviceløsninger på flere kommunale ejendomme, end vi gør i dag. Det vil konkret kræve, at du i samarbejde med områdelederne og udviklingskonsulenterne udvikler vores ydelseskatalog og leverancekoncepter. Facility Services skal afprøve og optimere arbejdsgange og metoder og herigennem udvikle afdelingens evne til at udnytte faglighed og ressourcer optimalt, ikke kun på de enkelte lokationer, men i særdeleshed også på tværs af lokationer og i samarbejde med vores afdeling for Rengøring og Rådhusservice.  

Vores kunder forventer at få effektiv og fleksibel ejendomsservice, ligesom de forventer, at vi bidrager med en solid viden om lokationen og dens funktionalitet og de behov, brugerne har. I løsningerne af ejendomsfaglige udfordringer, skal vi derfor udnytte synergier ved at integrere flere servicefunktioner på en lokation og medbringe viden og ekspertise fra øvrige ejendomsfaglige specialer fra Københavns Ejendomme & Indkøb, Dette gælder hvad enten den er kommunalt ejet eller et tredjemandslejemål.  

Vores forventninger til dig  

Som en nærværende og inspirerende chef forventer vi, at du formår at give dine områdeledere faglig sparring og desuden understøtter dem i deres indbyrdes samarbejde og erfaringsudveksling. Du vejleder og udvikler dem, så de bliver endnu bedre, og du sikrer, at I sammen har fokus på vores mål.  

Opgavernes kompleksitet kræver, at du som person har en grundig indsigt i driften af lokationer med komplekse servicebehov. At du har ledelsesmæssig erfaring til at kunne holde fokus på driften, samtidig med at du både skal motivere dine områdechefer og deres medarbejdere, optimere servicen på tværs og have en god dialog med vores kunder.  

Som chef for Facility Services har du naturligvis budgetansvar for afdelingens driftsbudget. Du har det primære ansvar for at udvikle samarbejdet med vores kommunale kunder. Du skal sammen med dine områdechefer medvirke til, at vi sikrer det optimale serviceudbud. Du har desuden ansvar for at udvikle eksisterende kontrakter og sammensætte serviceløsninger til vores kommunale kunder på baggrund af en fleksibel leverancemodel.  

Succeskriterierne for dit arbejde er en optimering af driften samtidig med høj brugertilfredshed. For at score højt på begge kriterier kræver det, at du kan tilbyde arbejdspladser, hvor dine områdeledere trives og er fagligt klædt på til at løse opgaver ud fra fælles, gennemtænkte løsninger, god planlægning og en velfungerende kvalitetssikring.  

Vi forventer derfor, at du  

  • har erfaring med ledelse, gerne driftsledelse, men også strategisk ledelse  
  • har erfaring med drift og udvikling af facility services  
  • besidder en evne og forståelse til at navigere i en stor, politisk organisation  
  • har stor strategisk, økonomisk forståelse og analytisk sans  
  • er nysgerrig på, hvad der rører sig på området og tænker innovativt ift. driftsoptimering  
  • kan skabe resultater gennem andre, herunder opstille og forfølge mål  
  • har organisationsforståelse og er god til at skabe relationer på tværs af organisationen  
  • har en involverende ledelsesstil og formår at tage og give ansvar  
  • har erfaring med udvikling og implementering af servicekoncepter  
  • er god til at præsentere og formulere dig mundtligt som skriftligt  

Det er en fordel, hvis du har erfaring med at udlicitere og styre en FM-kontrakt, fx kantinekontrakt, rengøringskontrakt eller affaldskontrakt.   

Løn- og ansættelsesvilkår  

Du ansættes i Økonomiforvaltningen, Københavns Ejendomme & Indkøb, Center for Ejendomsservice.  

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og pågældende organisation efter principperne i Ny Løn. Vi forventer, at du kan starte hurtigst muligt og senest den 1. august 2019.  

Din arbejdsplads er hos Center for Ejendomsservice på Borups Allé i København NV.  

Yderligere oplysninger  

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerchef Peter Højer på 2090 3070.  

Søg stillingen via "Søg jobbet her" senest torsdag den 23. maj 2019  

Vi holder 1. ansættelsessamtaler den 3. juni og 2. samtaler den 7. juni 2019.  


Københavns Ejendomme & Indkøb – vi skaber rum  

Københavns Ejendomme & Indkøb er Københavns Kommunes ejendomsenhed og indkøbsorganisation. Vi ejer og administrerer mere end 2,6 mio. m2. Vi har ansvar for lejeaftaler, ejendomshandler, bygningsdrift, energioptimering, ejendomsservice og vedligeholdelse m.m. af blandt andet skoler, daginstitutioner, botilbud, plejehjem, kultur- og idrætsfaciliteter, administrationsejendomme osv. Vi er også kommunens primære indkøbsorganisation. Vi har ansvar for at gennemføre udbud af varer og tjenesteydelser på tværs af kommunen. Vi skal sikre, at det er enkelt at købe de rigtige varer til den rigtige pris for de, der køber ind til kommunalt brug. Vi tager udgangspunkt i forvaltningernes behov og samarbejder med vores kunder om at skabe de bedste løsninger. Vi beskæftiger ca. 840 medarbejdere og administrerer et årligt budget på ca. 1,5 mia. kr. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

København NV

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.