Find job

Chef for Arrangementsservice på Københavns Rådhus

Vi søger en erfaren og engageret chef med flair for tal, som har interesse i at lede arrangementer på Københavns Rådhus.  

Om os  

Vi er et stærkt team i Rådhusservice under Center for Ejendomsservice. Centret varetager Ejendomsservice på København Kommunes ejendomme, det vil sige rengøring, viceværtservice, vagttjeneste mm. Rådhusservice består, ud over arrangementsservice, også af rådhusvagten.  

Arrangementsservice står for arrangementer på Københavns Rådhus. Opgaverne varierer meget, det er alt fra servering af mødeforplejning, udstillinger i Rådhushallen til middagsarrangementer med servering af middag for op til 800 personer. Vores hovedfokus er at afvikle vore kunders arrangementer på bedst mulige måde, så kunden får en god oplevelse på rådhuset og bedre kan koncentrere sig om sin kerneopgave.  

Stillingen  

Chefen for Arrangementsservice har ansvar for at drifte og udvikle Arrangementsservice på rådhuset. Afdelingen består af to arrangementsformænd samt 14 medarbejdere, som du har den daglige ledelse af. Ved større middage indkaldes ekstra serveringspersonale. Du vil blive en del af ledelsesteamet i Rådhusservice under Center for Ejendomsservice.  

Du skal sikre en stabil daglig drift, udarbejde vagtplaner samt deltage i arbejdet med, at udvikle afdelingen i samarbejde med både medarbejdere og den øvrige ledelse i Rådhusservice.  

Da forplejningen tilberedes på rådhuset af en ekstern leverandør, er et godt og dagligt samarbejde med køkkenet utrolig vigtig. Du skal, i samarbejde med interne og eksterne kunder samt sekretariatet, sikre, at arrangementerne afvikles gnidningsfrit, efter kundens behov. Desuden skal du sikre, at vore kunder faktureres korrekt og til tiden. Det er derfor vigtigt, at du har flair for tal. Der vil i sagens natur kunne forekomme aftenarbejde.  

Københavns Rådhus er landets mest kendte rådhus og samtidig en fredet bygning med en lang og spændende historie. Rådhuset er en stor turistattraktion som tiltrækker i omegnen af 500.000 turister og ca. 5.000 borgerlige vielser årligt.  

Dermed går vores kundekreds fra turister, som besøger København, vielser på rådhuset til kommunens øverste ledelse samt kongehuset. Det betyder, at en korrekt og til situationen tilpasset optræden er vigtig.  

Vore forventninger til dig  

Vi forventer, at du har ledelsesmæssig baggrund med ledelse af en større afdeling og god erfaring med store arrangementer.   

Som en nærværende og inspirerende chef for dine medarbejdere, forventer vi, at du formår at give dine medarbejdere faglig sparring og desuden understøtter dem i deres indbyrdes samarbejde. Du vejleder og udvikler dem, så de bliver endnu bedre, og du sikrer, at I sammen har fokus på vores mål.  

Opgavernes kompleksitet kræver, at du som person har en grundig indsigt i arrangementer i flere kulturelle lag. At du har ledelsesmæssig erfaring til at kunne holde fokus på driften, samtidig med at du både skal motivere medarbejderne, optimere servicen og have en god dialog med vores kunder.  

Som chef for arrangementsservice har du naturligvis ansvar for, at udarbejde prisoverslag og sikre, at vore kunder faktureres i tide. Du har det primære ansvar for at udvikle samarbejdet med vores kunder og skal sammen med dine medarbejdere medvirke til, at vi sikrer den optimale oplevelse.  

Succeskriterierne for dit arbejde er en optimering af driften samtidig med høj medarbejder- og brugertilfredshed. For at score højt på disse kriterier kræver det, at du kan tilbyde en arbejdsdag, hvor dine medarbejdere trives, er fagligt klædt på til at løse opgaver ud fra fælles, gennemtænkte løsninger, god planlægning og en velfungerende kvalitetssikring.  

Vi forventer derfor, at du  

  • er erfaren leder af større arrangementer  
  • kan skabe resultater gennem andre  
  • har erfaring med udvikling og implementering af nye processer  
  • har gode formuleringsevner på dansk og engelsk  
  • er god til at skabe relationer – både med kunder, arrangører og leverandører  
  • er udadvendt og har en initiativrig tilgang til dit arbejde  
  • er ansvarsbevidst og omhyggelig  
  • er professionelt nysgerrig  

Vi tilbyder   

Hos os kan du sætte din faglighed i spil i en stilling og i et miljø med højt fagligt niveau og gode udviklingsmuligheder, såvel fagligt som personligt. Du får spændende opgaver i en af Danmarks mest kendte og ikoniske bygninger og får mulighed for at sætte dit præg på din egen dagligdag med en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden og god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Du får engagerede og dygtige kolleger, som fokuserer på samarbejde om løsningerne, hvor der er fokus på udvikling og tværfaglig vidensdeling. Din arbejdsdag vil være varieret med fart på, og du vil have løbende kontakt med kunder og kolleger.  

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og pågældende organisation efter principperne i Ny Løn.  

Forventet tiltrædelsesdato: 1. august 2019.

Vil du vide mere?  

Yderligere oplysninger kan indhentes hos kontorchef Mike Riis-Jensen på 5173 2668.  

Søg stillingen via "Søg jobbet her" senest fredag den 31. maj 2019  

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24/25  


Københavns Ejendomme & Indkøb – vi skaber rum    

Københavns Ejendomme & Indkøb er Københavns Kommunes ejendomsenhed og indkøbsorganisation. Vi ejer og administrerer mere end 2,6 mio. m2. Vi har ansvar for lejeaftaler, ejendomshandler, bygningsdrift, energioptimering, ejendomsservice og vedligeholdelse m.m. af blandt andet skoler, daginstitutioner, botilbud, plejehjem, kultur- og idrætsfaciliteter, administrationsejendomme osv. Vi er også kommunens primære indkøbsorganisation. Vi har ansvar for at gennemføre udbud af varer og tjenesteydelser på tværs af kommunen. Vi skal sikre, at det er enkelt at købe de rigtige varer til den rigtige pris for de, der køber ind til kommunalt brug. Vi tager udgangspunkt i forvaltningernes behov og samarbejder med vores kunder om at skabe de bedste løsninger. Vi beskæftiger ca. 840 medarbejdere og administrerer et årligt budget på ca. 1,5 mia. kr. 

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

København

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.