Find job

Project Sales Manager

KRONE VINDUER A/S har siden 1953 leveret døre og vinduer til håndværkere og entreprenører i ind- og udland. Virksomheden har produktion af såvel specialløsninger som standardvinduer på to lokationer i Vendsyssel samt et salgskontor i Aarhus. Virksomhedens ca. 150 erfarne medarbejdere er garanter for, at de gode håndværkstraditioner og moderne produktionsmetoder går hånd i hånd og sikrer kunderne de bedste løsninger. Med SA Concept tilbyder Krone Vinduer projektbranchen unikke, kundetilpassede specialløsninger i høj kvalitet til kompromisløs arkitektur.

Krone Vinduer er en selvstændig virksomhed i den VKR-ejede DOVISTA-gruppe, som er en af Danmarks mest velrenommerede virksomheder.

Krone Vinduer oplever massiv interesse i markedet for specialdesignede vinduesløsninger, og søger derfor en stærk byggeteknisk profil med relevant salgserfaring, gerne bosiddende på Sjælland.

Byggeteknisk salg - Rådgivning - Beregning

Med reference til projektdirektøren i SA Concept får du ansvar for at styrke salget af unikke vinduesløsninger i Danmark og Sverige. Du bliver ansvarlig for at yde faglig og værdiskabende rådgivning samt sparring til arkitekter, developere og bygherrer i projektering, skitsering og beregning af den ønskede unikke løsning af projekter. Du får ligeledes til opgave at opsøge og vedligeholde gode kunderelationer, så Krone Vinduer forbliver en stærk og velanset spiller i branchen. 

Du kommer med en relevant byggeteknisk baggrund og kan have en uddannelse bag dig, som bygningskonstruktør, ingeniør eller lignende. Det afgørende er dog, at du har en dyb forståelse for projektsalg til byggeri. Den ideelle kandidat har tidligere arbejdet i vindues- og facadebranchen og har som følge heraf et stort netværk. Dine opgaver vil omfatte både en rådgivende og sælgende del, så udover et stærkt byggeteknisk fundament har du ligeledes erfaring med salg.

Det forventes, at du behersker dansk og engelsk på højt niveau i skrift og tale. Hvis du kan tilføje svensk til dine sproglige kompetencer, er dette et plus.

SA Concepts kunder er primært placeret i Københavnsområdet. Det er derfor en stor fordel, hvis du er bosiddende på Sjælland, hvor du som udgangspunkt har hjemmearbejdsplads. Du vil få løbende kontakt med salgskontoret i Århus, hvor det øvrige salgsteam sidder.

Du er selvkørende, selvledende og struktureret, og er som person imødekommende. Du skal evne at kommunikere med alle type mennesker og virksomheder, og din tillidsvækkende natur gør dig i stand til at danne gode og langvarige relationer både internt og eksternt. Troværdighed og ydmyghed er kendetegnende for din stil.

Vi tilbyder et spændende og selvstændigt job, hvor du får mulighed for at arbejde med eksklusive produkter i den mest spændende del af byggebranchen. Du får muligheden for selv at forme dit job, og der er rig mulighed at prøve kræfter med anderledes og udfordrende projekter. Du bliver en del af en flad og uformel organisation, hvor der lægges vægt på det gode arbejdsforhold, og som er præget af en høj faglighed.

For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til Sensu A/S, Morten Thomsen på +45 40 58 64 15. For mere information om KRONE Vinduer besøg www.kronevinduer.dk.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Sjælland (Hjemmearbejdsplads)

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.