Find job

Informationssikkerhedskoordinator

Har du kompetencerne og engagementet til at sikre god og effektiv styring af informationssikkerhed i overensstemmelse med ISO 27000, så kan Naturstyrelsen tilbyde dig en fagligt udfordrende stilling med ansvar og opgaver inden for koordinering, kommunikation og processer i Naturstyrelsens ISMS.

Om stillingen

Du bliver en del af et engageret IT-team, der arbejder med effektiv udnyttelse og styring af IT ud fra de forretningsmæssige behov. Som informationssikkerhedskoordinator har du det operative ansvar for dels at højne modenhedsgraden af ISO 27000 overholdelsen, dels at sikre en stabil løbende drift af opgaver og processer i ISMS-årshjulet.

Informationssikkerhedskoordinatoren har den centrale rolle og koordinerer teamets indsats med at støtte chefer, ledere og medarbejdere i deres forretningsmæssige systemejerskab og dataansvar.

Du skal være drivkraften for, at der bredt i Naturstyrelsen etableres et positivt og proaktivt mindset omkring informationssikkerhed og awareness i det daglige arbejde. 

Medarbejderne i IT-teamet arbejder dels med udgangspunkt i hovedkontoret i Randbøl, dels med udgangspunkt i Kystdirektoratet i Lemvig. Vores nye informationssikkerhedskoordinator ansættes med fast arbejdssted i enten Randbøl eller Lemvig. 

Om dig

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være en IT-teknisk uddannelse suppleret med relevant efter-/videreuddannelse inden for informationssikkerhed eller en kandidatgrad indenfor IT.

Du har gode analytiske evner, og har stærk organisatorisk forståelse samt sans for praktiske og afbalancerede løsninger.

Du samarbejder nemt på tværs af organisationen med chefer, ledere og medarbejdere, samt eksternt med chefer og informationssikkerhedsansvarlige i Miljø- og Fødevareministeriets departement og andre styrelser. Det er vigtigt, at du evner at styre processer og bringer dem i mål, samt sætter en ære i at få tingene gjort færdig.

En portion salgsgen og gode formidlingskompetencer er vigtige egenskaber med hensyn til at skabe opmærksomhed om og promovere god skik og etik blandt chefer og brugere på informationssikkerhedsområdet.

Du skal kunne navigere sikkert i lovgivning og krav vedrørende informationssikkerhed samt de overlappende områder til GDPR, og formå at omsætte kravene til praktisk anvendelige løsninger. 

Vi vægter erfaring med arbejde med informationssikkerhed, gerne i offentlige organisationer og implementering og vedligeholdelse af ISMS-standarder. Der er mulighed for oplæring, så kandidater med mindre erfaringsgrundlag, men med potentiale for arbejdet med informationssikkerhed, har også muligheder i stillingen.

Erfaring med forvaltning af IT-systemer og/eller data-management er en fordel.

Ansvar og opgaver samt vores forventninger til kompetencer er nærmere beskrevet i job- og personprofilen.

Vi tilbyder

Vi løser vigtige samfundsopgaver i et miljø præget af høj faglighed og engagement. Vi mener, det er vigtigt, at man har det godt med sine kolleger og trives i en uformel atmosfære, mens der udføres et professionelt stykke arbejde. Du får mulighed for at medvirke til, at Naturstyrelsen bliver ”et stærkt led i kæden” i forhold til det nationale cybersikkerhedsniveau og hele statens samlede informationssikkerhedsniveau.

Vi introducerer dig grundigt til ansvarsområderne og opgaverne samt til organisationen og IT-teamet. Vi vægter kompetenceudvikling, og der vil være mulighed for efteruddannelse afhængigt af kompetencebehov.

Vi lægger vægt på fleksible rammer for arbejdet samt balance mellem privatliv og arbejdsliv, og har flekstidsordning.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) med mulighed for tillæg afhængig af kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner med arbejdssted enten i Naturstyrelsen i Randbøl eller i Kystdirektoratet i Lemvig.

Kørekort til personbil er en forudsætning for ansættelse.

Yderligere oplysninger

Kontakt teamleder Henrik Møller Jørgensen på tlf 2053 7183 eller områdechef Niels Kristian Kvistgaard på 
tlf 9135 7438.

Ansøgning

Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, eksamensbevis m.m. senest 
lørdag den 25. maj 2019.

Rekrutteringsforløb

Samtaler gennemføres den 29. maj 2019. Der indgår skriftlig case-opgave i forbindelse med samtale. Samtaler gennemføres i Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.

Tiltrædelse 1. juli 2019 eller snarest muligt.


Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Naturstyrelsen forvalter Miljø- og Fødevareministeriets cirka 200.000 hektar skove og naturarealer, så der skabes størst mulig værdi for samfundet i form af gode rammer for friluftslivet, beskyttelse af naturen og effektiv drift af styrelsens skove og andre naturarealer. Naturstyrelsen gennemfører praktiske opgaver inden for jagt- og vildtforvaltning og konkrete friluftslivs- og naturprojekter - ofte i samarbejde med andre myndigheder, organisationer og frivillige. Kystdirektoratet er en del af Naturstyrelsen og varetager drifts- og myndighedsopgaver inden for kystbeskyttelse, maritim infrastruktur, klitfredning, strandbeskyttelse og varetagelse af statens højhedsret over søterritoriet. Vi befinder os på 16 enheder fordelt i hele landet - vi sikrer solid forankring med fokus på lokale ønsker og behov.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Randbøl eller Lemvig

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.