Find job

Forretningskonsulent til facilitering af forretningsprojekter og strategiprocesser

Vær med til at sikre succesen i Energinet Eltransmission, som er den største forretningsenhed i Energinet-koncernen. Med din proaktive tilgang er du med til at koordinere tværgående forretningsprojekter og facilitere en god strategiproces, der spiller ind i koncernens overordnede strategi. Din nye arbejdsplads bliver på vores kontor i Fredericia.

Du bidrager til kvalitet og eksekvering i det strategiske ledelsesarbejde

Eltransmission er et selvstændigt datterselskab i Energinet, der står for at udbygge og vedligeholde det danske eltransmissionsnet og dermed har en nøglerolle i den grønne omstilling, hvor vi skal sikre, at der er strøm i stikkontakten nu og i fremtiden. Du bliver en del af afdelingen Ledelsesstøtte, som består af syv ambitiøse og dedikerede vidensmedarbejdere. Afdelingens primære opgave er at understøtte ledelsen i selskabets drift, fx i forhold til økonomi, asset mangament og tværgående initiativer.

Du får ansvaret for at facilitere en række større og mindre projekter eller indsatser på tværs af organisationen. Dette sker i et tæt samarbejde med den samlede ledergruppe i Eltransmission. Opgaverne og projekterne er af forskellig karakter, men fælles er, at du skal være en kompetent og proaktiv medspiller for lederne og evne at have et strategisk udsyn både internt i Eltransmission og på tværs af processerne på koncernniveau.

I din rolle som facilitator af strategiprocessen i Eltransmission er en af dine primære opgaver at støtte topledelsen i at skabe et strategisk og ledelsesmæssigt overblik - herunder bestyrelsesrapportering samt opfølgning på implementering af strategiplaner og målstyring/KPI’er i relation til strategien.

”Som leder lægger jeg vægt på, at du tager ejerskab for opgaverne, skaber fremdrift og løbende løfter kvalitetsniveauet, mens du med en klar forretningsindsigt sikrer et tillidsfuldt samarbejde med dine interessenter,” fortæller afdelingsleder Heidi Schak Barsøe.

Glæd dig til et job med stor mulighed for at forme egne opgaver, hvor det går stærkt, og hvor du får en central rolle i at facilitere Eltransmissions strategi.

Ressourcestærk og resultatskabende akademiker med indgående strategisk forretningsforståelse

Du har en relevant lang videregående uddannelse inden for fx økonomi, strategi, organisation eller ledelse. Endvidere er det vigtigt, at du har en god strategisk og økonomisk indsigt og en struktureret tilgang til opgaverne. Vi ser gerne, at du har erfaring fra lignende job, fx. i et job som PA. Her har du faciliteret strategiprocesser og kan dokumentere succesfuldt samarbejde med topledelser, fordi du er professionel, hurtigt tænkende og nysgerrig. Den store kontaktflade kræver, at du mestrer både skriftlig og mundtlig kommunikation på højt niveau, og du formår at udarbejde præsentationer og beslutningsoplæg, hvor både kvalitet og layout er i top.

I rollen som forretningskonsulent er du vedholdende og beslutsom, og du bruger din åbenhed og opsøgende tilgang til at kommunikere præcist, inddrage relevante interessenter og samarbejde bredt hele vejen igennem. Du formår at gennemskue komplicerede problemstillinger og omsætte ambitiøse forventninger til gode løsninger, som skaber værdi for Eltransmission og hele organisationen. Endvidere er det en fordel, hvis du har kendskab til LEAN og har erfaring med at arbejde agilt.

Som person trives du med udfordrende opgaver, er ressourcestærk, positiv, udadvendt og har en særlig evne til at løfte energiniveauet i dine omgivelser. Du arbejder analytisk, struktureret og målrettet med opgaverne, ligesom dine relationelle kompetencer giver dig gode forudsætninger for at arbejde på tværs af fagområder. Du kan selv forme og drive opgaverne og bringer dem helt i mål, mens du formår at bevare overblikket.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via linket ”Søg jobbet her” senest den 10. juni 2019. Vi forventer at holde samtaler den 17. juni (1. samtale) og 25. juni (2. samtale). Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Heidi Schak Barsøe på telefon 51 67 78 55. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Energinet Eltransmission A/S planlægger, bygger og vedligeholder Danmarks elnet, så det er driftssikkert her og nu og samtidig står klar til at imødekomme morgendagens behov. Når vi planlægger fremtidens elnet, vægter vi mange forskellige samfundshensyn, herunder forsyningssikkerhed, økonomi og påvirkninger på miljø og mennesker. Vi er datterselskab i Energinet-koncernen, som varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og gas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vores kultur hænger tæt sammen med vores samfundsansvar. Vi bestræber os på at lytte, involvere og dele vores viden. Kun sådan vil vi lykkes med effektiv udvikling af fremtidens grønne energiforsyning. Med afsæt i værdierne tillid og mod, lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.

Se film om Energinet.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Fredericia

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.