Find job

Student analyst til succesrigt Corporate Finance-team

Jobbet

I PwC ønsker vi at styrke vores Corporate Finance-team med dygtige og ambitiøse kollegaer, som er i færd med en videregående uddannelse inden for finansiering eller økonomi og ønsker at skabe en karriere inden for M&A efter endt uddannelse. Du skal derfor enten være i gang med din kandidatuddannelse eller være ved at afslutte din bacheloruddannelse.

I PwC’s Corporate Finance rådgiver vi om alle finansielle, strategiske og procesmæssige aspekter ved køb og salg af virksomheder. Vores projekter er typisk forankret i Danmark, men løses ofte i samarbejde med kollegaer i vores internationale netværk. Vi arbejder i teams, og opgaverne løses i tæt samarbejde med vores kunder, som består af den øverste ledelse, bestyrelsen og/eller ejerkredsen i en virksomhed. Opgaverne har den højeste strategiske prioritet, og du får derved mulighed for at samarbejde med beslutningstagerne i dansk erhvervsliv.

Dine arbejdsopgaver som student analyst i PwC’s Corporate Finance vil bl.a. omfatte:

  • Udarbejdelse af diverse præsentationsmateriale, herunder pitches, salgsmateriale, oplæg til kundemøder mv.
  • Forberedelse af værdiansættelser og finansielle analyser
  • Identifikation og beskrivelse af potentielle købere og opkøbsmuligheder
  • Strategiske og regnskabsmæssige analyser af selskaber og industrier.

Sæt fart på din karriere inden for M&A-rådgivning hos PwC

Vi tilbyder en dynamisk arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på, at den enkelte medarbejder tager et stort ansvar og bidrager selvstændigt til opgaveløsningen. Der er stort fokus på videreudvikling af den enkelte medarbejder, herunder løbende coaching og karriereplanlægning. Endvidere bliver du en del af en high performance-kultur, hvor du kan forvente en stejl indlæringskurve fra første arbejdsdag.

Dine opgaver tilrettelægges, så du får indblik i arbejdet som M&A-rådgiver med henblik på eventuel fastansættelse, når studierne er afsluttet. Du vil typisk arbejde to dage om ugen med mulighed for at prøve fuldtidsarbejde i kortere perioder, der passer begge parter. Vi forventer, at du er indstillet på at yde en ekstraordinær indsats, herunder at du har en fleksibel indstilling til arbejdstider. Der vil ligeledes være fleksibilitet fra vores side i forhold til eksaminer.

PwC’s Corporate Finance er en af de absolut førende M&A-rådgivere på dansk, europæisk og globalt plan. Vi er kendt for det højeste deal-flow i Danmark, og vi har en lang liste af referencer fra førende nordiske kapitalfonde, store danske blue chip-virksomheder og familieejede selskaber. Vores position understreges af de seneste fem års historik, hvor vi i det danske team har gennemført mere end 50 transaktioner.

PwC’s Corporate Finance-team er blandt de største og mest erfarne i Danmark og er desuden kendetegnet ved at være yderst stabilt og velintegreret, hvilket understreges ved, at alle vores partnere har været en del af teamet i mere end ti år. Vi opererer som en selvstændig afdeling i PwC og har en global tilstedeværelse med ca. 3.000 M&A-rådgivere på verdensplan.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du:

  • Er i gang med en finansiel/økonomisk kandidatuddannelse (eksempelvis cand.merc., cand.polit. eller cand.oecon.) eller er ved at afslutte din bacheloruddannelse med et væsentligt element af finansierings- og regnskabsfag
  • Er blandt de absolut dygtigste på din årgang og har flair for tal
  • Er analytisk, dynamisk og ansvarsbevidst
  • Er god til at samarbejde og kommunikere
  • Behersker engelsk på skrift og i tale
  • Har stor interesse for strategi, virksomhedstransaktioner og finansiering
  • Trives med projektorienteret arbejde i et internationalt miljø, der er kendetegnet ved høje forventninger til kvaliteten af dit arbejde og korte deadlines
  • Brænder for en karriere inden for M&A.

Brænder du for at gøre en forskel?

Det er vores engagerede medarbejdere og partnere, der gør PwC til PwC. Sammen med Danmarks førende virksomheder, ejerledere og offentlige institutioner arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Det er vigtigt for os at skabe de mest udviklende og fleksible rammer for alle, der gør karriere hos os, lige fra vores dygtige studentermedhjælpere til de erfarne partnere. Brænder du ligesom os for at gøre en forskel? Og har du et godt hoved, et stort hjerte og et bredt smil? Så kan PwC være det rette sted for dig.

Sådan ansøger du

Du ansøger ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via linket øverst på siden.

Ansøgningsfrist: 23. juni 2019; samtaler afholdes løbende

Tiltrædelse: Snarest muligt, senest oktober 2019

Arbejdssted: Hellerup

Yderligere oplysninger: Kontakt Jacob Selvager på 3945 3529 eller Jesper Hønnicke på 3945 3466

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Hellerup

Cookies på StepStone

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra StepStone og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.