Administrativ medarbejder til Lægemiddelstyrelsens sektion for Inspektion (vikariat)

Er du struktureret i dit arbejde, med en god sans for kvalitetsarbejde og for at arbejde i forskellige IT systemer? Har du lyst til at være en del af et inspirerende og stærkt fagligt miljø?

Så er du måske vores nye kollega i Lægemiddelstyrelsens Inspektion.

Om os

I enheden for Lægemiddelkontrol er vi ca. 80 medarbejdere fordelt i 3 sektioner: Inspektionen, Laboratoriet og Virksomhedstilladelser. Enheden kontrollerer lægemiddelvirksomheder og lægemidler, bl.a. ved inspektion af virksomheder og analyse af en lang række lægemidler i stikprøvekontrol.

I Inspektionen, hvor du vil blive ansat, er vi 26 medarbejdere. I sektionen arbejder vi med inspektion af danske lægemiddelvirksomheder inden for kvalitetsområderne; GMP, GDP, GCP, GLP, GVP, medicinsk cannabis og medicinsk udstyr.

Dit arbejde

I arbejdet som administrativ medarbejder skal du være i stand til at samarbejde med 25 inspektører, som ofte er ude af huset på inspektion. Du vil fungere som den administrative base, der holder sammen på mange opgaver. 

Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af:

  • sagsbehandling og journalisering i forbindelse med inspektionsopgaver
  • kvalitetssikringsopgaver, f.eks. skal du opdatere interne procedurer, behandle afvigelser og udarbejde træningsdokumentation
  • sagsbehandling af rejseafregninger, bestilling af rejser og visumansøgninger
  • vejledning og kommunikation til virksomheder, og opdatering af faglig information på vores hjemmeside.

Du vil også kunne komme ind over andre administrative opgaver efter interesse og behov.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer  

Vi forestiller os, at du har en baggrund som f.eks.; farmakonom, laborant, lægesekretær eller kontorfunktionær. 

Det er en fordel, men ikke en betingelse, at du har lægemiddelfaglig erfaring eller at du har erfaring med sagsbehandling i en offentlig myndighed.

Vi lægger vægt på, at du som person går ind i arbejdet med åbent sind, er hurtig til at sætte dig ind i nye opgaver og kan overholde tidsfrister.

Vi tilbyder

Et meningsfuldt arbejde med samfundsnyttige opgaver. Du vil blive en del af et aktivt fagligt miljø med dygtige og engagerede kollegaer, hvor du får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for et bredt felt af arbejdsopgaver. Vi tilbyder desuden fleksibel arbejdstid.

Du vil møde en organisation, hvor der er gode muligheder for faglige udfordringer og hvor det forventes, at den enkelte tager ansvar og arbejder selvstændigt. Vi arbejder tværfagligt og trækker på hinandens kompetencer i styrelsen. Kulturen i enheden er præget af en uformel tone og en fælles bevidsthed om betydningen af det gode samspil i en travl hverdag.

Om ansættelsen

Afhængigt af din uddannelse vil du blive ansat i henhold til:

Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat

eller 

Gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 (LC/CO10-fællesoverenskomst) og den til tid enhver tid gældende organisationsaftale for farmakonomer og defektricer mellem Finansministeriet og CO10 - Centralorganisation af 2010.

Det er en forudsætning for ansættelse i Lægemiddelstyrelsen, at du ikke ejer aktier, anparter, andele eller lignende i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed. Ejer du i dag såkaldte medarbejderaktier i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed, har du dog en vis periode til at afhænde disse aktier.

Stillingen er et barselsvikariat på 12 måneder. Forventet start 1. marts 2020.

Kontakt os gerne

Få flere oplysninger om stillingen ved at ringe til lægemiddelinspektør Mette Bjørn på tlf. 4123 9593 eller teamleder Thomas Noe Vestergaard Pedersen på tlf. 2552 8157.

Du kan desuden læse mere om Lægemiddelstyrelsen på www.lmst.dk.

Er du interesseret?

Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV.

Første runde af ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 51 2019, og anden samtalerunde forventes afholdt i uge 2 2020.

Lægemiddelstyrelsen har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.

Gem job

Lægemiddelstyrelsen
Publiceret: 22. november 2019

Arbejdssted

København