Sek­tions­le­der i Aarhus Kommune

 

Nysgerrig og visionær leder søges til nyligt oprettet team i Borgmesterens afdeling. Er du en tusindkunstner inden for IT, strategi og forretning, så er det muligvis dig, vi leder efter.

Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, og sammen med 28.000 professionelle og passionerede kollegaer gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse.

IT & Digitalisering, som er en del af Borgmesterens Afdeling, dækker områder som IT-sikkerhed, digitalisering, systemarkitektur og IT-infrastruktur på tværs af kommunens 5 magistrater og Borgmesterens Afdeling. Ambitionsniveauet er højt, og igennem visionær og professionel ledelse drives en moderne kultur i en afdeling, der bl.a. sikrer indkøb af ny teknologi, driver implementeringsprojekter og etablerer governance på IT-området.

Stillingen

”Strategi & Styring” er en ny afdeling under ”IT & Digitalisering”, og du kan derfor selv være med til at forme din rolle. Som Sektionsleder bliver du og dit team ansvarlige for at sikre en fælles ramme og sætte retning for udvikling, indkøb, implementering og anvendelse af digitale løsninger og Aarhus Kommunes IT-infrastruktur.

Du bliver leder for ca. 10 medarbejdere, som tæller bl.a. projektledere, IT-arkitekter og jurister, for hvem du skal sikre den rette faglige og personlige udvikling, opretholde motivationen i dagligdagen, forestå medarbejdersamtaler og i det hele taget være kulturbærer og skabe sammenhold i en hektisk hverdag.

Aarhus Kommune er i gang med en omfattende digitalisering, hvilket medfører en lang række projekter, som går på tværs af alle 5 magistratsafdelinger og Borgmesterens Afdeling. ”Strategi & Styring” skal igennem et tæt samarbejde med de decentrale digitaliseringsafdelinger i magistratsafdelingerne sikre en fælles strategi og retning for processer, tværgående arkitektur og en samlet digitalisering.

Sektionslederen forventes at bidrage til det igangværende arbejde med at udvikle kommunens IT-strategi, som skal sætte rammen for de strategiske projekter, der arbejdes med på tværs af kommunen. Arbejdet skal dels tage afsæt i de nationale digitaliseringsstrategier og rammearkitektur - og på samme tid understøtte effektiv drift af den kommunale forretning. Din afdeling har en væsentlig aktie i implementeringen af den fælleskommunale rammearkitektur i Aarhus Kommune – herunder ledelsen af vores Kombit-program.

Afdelingen er desuden ansvarlig for prioriteringen af strategiske tværgående projekter, er involveret i alle IT-relaterede udbud og er ansvarlig for alle fælles kontrakter med kommunens IT-leverandører.

Din daglige arbejdsplads er på Aarhus Rådhus.

Eksempler på konkrete opgaver:

  • Planlægning af og deltagelse i styregruppemøder med kommunens digitaliseringschefer
  • Udarbejdelse af oplæg til dagsordner til strategiske møder
  • Kvalitetssikring af afdelingens sagsbehandling
  • Aktiv deltagelse i projektarbejde på tværs af organisationen og i samarbejde med teamet for ”Strategi og Styring”
  • Faglig sparring på sagsniveau med de enkelte projektledere, IT-arkitekter og jurister
  • Sagsbehandling af egne sager
  • Bidrage til at effektivisere og forenkle processer

Om dig

Vores foretrukne kandidat har en relevant videregående uddannelse samt erfaring fra en stor og-/eller offentlig organisation.

Du er vant til at arbejde sammen med specialister og ved, hvordan man skaber konstruktive samarbejder på tværs af disse for derved at opnå de stærkeste resultater. Dine evner inden for både kommercielle og tekniske aspekter sætter dig i stand til at gennemskue økonomiske konsekvenser, tekniske problemstillinger og muligheder.  

Du er en særdeles kompetent kommunikator og evner at formulere kompliceret indhold til et enkelt budskab til brug i politiske kontekster. Du er vant til at begå dig på alle niveauer i en organisation, også selvom den er kompleks, politisk og med flere bundlinjer.

Du motiveres af at arbejde i en kompleks organisation, der er under stor udvikling, hvorfor du også er en stærk forandringsleder, der sætter de faglige standarder højt og evner at lede, udvikle og skabe resultater gennem medarbejdere og stakeholders. 

Øvrige kompetencer:

  • Erfaring med at drive store projekter – fra opstart til implementering
  • Erfaring med drift og udvikling af IT-systemer, herunder kvalitetssikring, kontraktstyring og optimering af driftsprocesser
  • Løsningsorienteret og evnen til at bevare overblikket og håndtere mange sideløbende opgaver, også når der er meget
  • Politisk tæft
  • Erfaring med udbudsprocesser
  • Nysgerrig og har et godt blik for udviklingsmuligheder med fokus på forretningens behov

Du tilbydes

Dette er chancen for at blive et vigtigt omdrejningspunkt i den effektivisering, modernisering og digitalisering, som er i gang i Danmarks næststørste kommune og Jyllands største arbejdsplads. Du kommer til at arbejde sammen med et lederteam af særdeles engagerede og kompetente sparringspartnere, der bakker hinanden op og glædes, når den enkelte og lederteamet samlet set lykkes. Dette samarbejde vil forhåbentlig være både inspirerende og udviklende. 

Derudover er dette en enestående mulighed for at besidde en central placering i Borgmesterens Afdeling og være med fra start i skabelsen af den nye organisation omkring ”Strategi & Styring”. Siden 2013 har Fælles Service været i en rivende udvikling, og fra denne position vil man blive eksponeret bredt i organisationen og ultimativt have gode muligheder for at påvirke egen karriere over tid i en stor og spændende organisation. 

Løn og arbejdsvilkår fastlægges ved ansættelsen efter forhandling med rette faglige organisation.

Ansøgning

JKS CAREER varetager rekrutteringsprocessen for Aarhus Kommune, og er du interesseret i at søge denne spændende stilling, bedes du sende en ansøgning, CV samt relevante bilag via Søg jobbet her, nedenfor. Ansøg hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende. 

Grundet persondataforordningen modtager vi ikke CV og ansøgning på mail. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Allan Rønne Gudbergsen på tlf. +45 3085 1333.

Gem job

JKS
Publiceret: 20. december 2019

Arbejdssted

Aarhus