Jobindex Søger for kunde
Kundelogo
 

Head of Academy

Tag ansvar for akademierne, der skaber fremtidens motoreksperter

Hvert år træder dygtige kursister ind ad vores døre for at lære alt omkring vores motorer, som du finder i mere end 20.000 skibe rundt omkring i verden.

Det kræver optimale undervisningsmetoder, materialer og fantastiske undervisere. Vil du være den, der får det til at ske?

Stå i spidsen for vores akademier

Med base i København har du ansvar for at sikre optimal undervisning i akademierne i både København og Holeby. For at lykkes med dette skal du blandt andet udforske og implementere digitale værktøjer, såsom augmented reality, simulatorer, e-learning og webinarer, for at fremme læringen på akademierne.

  • ”Du er den, der skal forme fremtidens digitale undervisning. Det bliver dit helt eget projekt at drive og bringe til live,” forklarer Stig Holm, head of Technical Services.

Samtidig står du for den daglige ledelse, som byder på budgetstyring, indkøb af undervisningsmaterialer, løsning af daglige udfordringer samt planlægning og koordinering af projekter.

  • ”Du er ansvarlig for, at akademiet fungerer fejlfrit og giver kursisterne den bedste undervisning, så du sidder ikke fast bag dit skrivebord her. Tværtimod er du meget hands-on i dagligdagen, så du kan komme tæt på undervisning og medarbejderne og spotte både udfordringer og muligheder,” tilføjer Stig.

Du er ligeledes ansvarlig for at sikre ensrettet undervisning og undervisningsmateriale på tværs af alle akademier rundt omkring i verden.

Derfor er du også ude at rejse cirka 40-50 dage om året for at samarbejde tæt med akademierne. Du deltager også i kundemøder sammen med vores sælgere for at præsentere akademierne for virksomheder rundt omkring i verden.

Se, hvordan dit arbejde gør en forskel

Du får en hverdag med 16 dygtige kolleger på akademiet i København, som inkluderer 8 undervisere. Men du får også kontakt til kolleger fra de andre akademier og ligeledes de mange kursister.

Kursisterne består af både vores egne og vores kunders internationale medarbejdere – alt fra sejlende maskinmestre til teknisk personale fra rederier – som skal lære alt omkring vores motorer og andre produkter.

Du kan altså med egne øjne se, hvordan dit arbejde er med til at gøre kursister og virksomheder klogere på vores produkter, så de kan holde motorer over hele verden i gang.

Nytænkende leder med viden om digitale undervisningsplatforme

Du har den helt sjældne kombination af forståelse for ledelse, pædagogik, udvikling og digital undervisning – og du glæder dig til at få sat alle dine kompetencer i spil.

  • ”Træningsakademiet er på mange måder sin helt egen forretning i MAN Energy Solutions. Så med reference til mig har du frihed til at udforske og implementere nye tiltag, som du mener kan gøre den store forskel,” slutter Stig.
  • Du har en baggrund inden for ledelse og undervisning, måske fra stillinger i uddannelsesinstitutioner, akademier, kursusvirksomheder eller lignende.
  • Alternativt har du en maritim baggrund samt erfaring inden for ledelse og undervisning.
  • Du har stor interesse i digitale undervisningsmetoder.
  • Du er flydende i engelsk.

Vi tilbyder

MAN tilbyder selvfølgelig en konkurrencedygtig lønpakke med pension. Derudover har vi en række andre tilbud til medarbejderne. De omfatter blandt andet:

  • kritisk sygdomsforsikring, adgang til fysioterapi m.m.
  • massageordning
  • gode kantineforhold
  • et væld af medarbejderklubber og -foreninger, der dækker alt fra sport til kunst
  • rabatklubber
  • stor fleksibilitet, så du kan få din hverdag til at hænge sammen.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til rekrutteringsprocessen, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jens Fog på tlf. +45 7245 9005.

Har du spørgsmål til selve jobbet, er du velkommen til at kontakte Stig Holm, Head of Technical Services, på +45 2172 6981.

Send din ansøgning og CV allerede i dag, da vi indkalder løbende til samtale. Ansøgningsfristen er den 23. februar 2020. Du søger stillingen via ansøgningsknappen ”Søg jobbet online”. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.


MAN Energy Solutions er verdens førende leverandør af dieselmotorer og turbomaskineri. Faktisk er halvdelen af alle varer, der transporteres globalt, bragt fremad ved hjælp af en motor, vi har udviklet. Vores position er resultatet af 250 års arbejde på hele tiden at blive bedre. Vi er drevet af en stor begejstring for teknik. Vi elsker udfordringer, men vi elsker endnu mere at finde løsninger. Det må gerne være både svært og krævende, og det er aldrig kedeligt. Vores helt store fokus er at nedbringe den globale skibsfarts CO2-udslip. Det gør vi ved at udtænke og udvikle state-of-the-art maskiner og systemer, der kan anvende alternative og renere brændselsformer. MAN Energy Solutions har ca. 14.000 medarbejdere fordelt på 120 kontorer over hele kloden. I Danmark er vi ca. 2.100 medarbejdere. Læs mere på www.man-es.com.

MAN i København

Vores danske hovedkontor ligger ud til vandet i Københavns Sydhavn, hvor vi er ca. 1.400 gode kolleger. Her har vi blandt andet vores R&D-center – fyldt med tekniske kapaciteter i topklasse inden for udvikling af innovative motorer til brug på skibe og i kraftværker over hele kloden. På 2-taktsområdet er vi uden sammenligning verdens førende videnscenter. I København ligger også vores største after sales-servicecenter (PrimeServ, hvor du får base), vores store IT-afdeling og en lang række stabsfunktioner.

Kontaktperson

Jobindex

Rekrutteringskonsulent Jens Fog
TLF: +45 7245 9005

Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos StepStone.

– Find din jobglæde
Gem job

Jobindex A/S
Publiceret: 3. februar 2020

Arbejdssted

København SV