Ind­købs­a­na­ly­ti­ker – optimér analyser til det of­fent­li­ge indkøb

Vil du være med til at sætte tal på det offentlige indkøbsdanmark og frigive tid og penge i det offentlige? Så har vi et spændende job til dig.

I Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI) arbejder vi for at gøre det offentlige indkøb nemmere og billigere. Det gør vi ved at udbyde og drive rammeaftaler, som de offentlige kunder kan bruge til at købe ind på. Hvert år køber det offentlige ind for mere end 8 mia. kr. ved hjælp af vores rammeaftaler.

I SKI’s analyseafdeling sætter vi tal på det offentlige indkøb og på SKI selv. Til det formål arbejder vi i stigende grad med store datamængder. Vi har blandt andet Danmarks største indkøbsdatabase, hvor 92 kommuner m.fl. har givet os detaljerede oplysninger om et samlet indkøb på over 600 mia. kr.

Efterspørgslen på analyser stiger, både internt og eksternt, og derfor søger vi en indkøbsanalytiker til en nyoprettet stilling, som med udgangspunkt i talanalyser skal hjælpe os med at blive klogere – klogere på vores kunder, klogere på os selv og klogere på, hvordan vi får lavet bedre rammeaftaler til gavn for det offentlige.

Jobbet som indkøbsanalytiker

Som indkøbsanalytiker i SKI kan du forvente et bredt spektrum af analyseopgaver. En del af din tid vil være afsat til dine faste opgaver. Du kan også forvente at skulle løse diverse ad hoc-opgaver. De faste opgaver vil bl.a. omfatte:

  • benchmark af SKI’s aftaler, herunder besparelsespotentiale ved brug af rammeaftalerne
  • oversættelse af juridiske pris- og evalueringsmodeller til Excel samt metodebeskrivelserne heraf

Ad hoc-opgaverne kan fx omhandle:

  • talmæssig understøttelse af udbudsprocessen, herunder sparring omkring design af tilbudslister
  • udvikling af tildelingsværktøjer
  • generel sparring som husets go-to-person omkring Excel, hvor alle typer af henvendelser kan forekomme
  • at dykke ned i et hav af analysemuligheder i Danmarks største indkøbsdatabase

Indkøbsanalytikerens hverdag i den større sammenhæng

Du vil som indkøbsanalytiker i SKI blive en del af en større proces, hvor du sammen med dine fem kolleger i analyseafdelingen har en vigtig supportfunktion. I afdelingen er der plads til både god og dårlig humor samt fælles sparring – også når hverdagen er travl.

Dine faglige og personlige kompetencer omfatter, at du:

  • har flere års erfaring med kvantitative analyser i Excel, og at du ubesværet arbejder med Excels muligheder for pivottabeller, makroer og kobling til databaser. Derudover er kendskab til DAX en fordel
  • har oparbejdet kompetencer på niveau med cand.merc., men den konkrete uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende
  • har et systematisk tankesæt og kan tænke med, når vi i afdelingen tilrettelægger vores informationsflow, så det understøtter vores opgaver bedst muligt
  • har forståelse for databasestrukturer, har et godt kendskab til it og kan tillære dig nye it-kompetencer.

Om os

I vores lokaler på Islands Brygge har vi med vores ca. 110 medarbejdere samlet unikke kompetencer inden for offentligt indkøb. Det er herfra, vi udbyder og kontraktstyrer aftalerne, men en del af vores tid går også med at rådgive det offentlige om indkøb. SKI er en moderne arbejdsplads med højt til loftet og en god portion humor. Kan du se dig selv i det, er SKI måske stedet for dig. Læs mere om os på www.ski.dk.

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden udgør 37 timer om ugen. Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke inklusiv pension, sundhedsforsikring og andre personalegoder. Lønpakke sammensættes efter kvalifikationer.

Vil du vide mere?

Lyder stilling som noget for dig, er du velkommen til at kontakte analysechef Bjarne Schmidt på tlf. 51 27 24 47.

Vi glæder os til at høre fra dig senest den 26. februar 2020, hvorefter vi afholder første samtale mandag den 2. marts 2020.

Ansøgninger modtages kun via jobopslaget.

Tiltrædelse er 1. maj 2020.

Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S

SKI er sat i verden for at hjælpe det offentlige med at købe effektivt og professionelt ind. Det gør vi ved at lave indkøbsaftaler, der samler indkøbsområder, som går på tværs af hele den offentlige sektor. På den måde kan vi opnå større besparelser og bedre aftalevilkår. Derved undgår den enkelte offentlige organisation – fx kommune, ministerie eller region – at investere ressourcer i den lange og ofte komplicerede proces, det er at udforme og gennemføre et udbud, som resulterer i en indkøbsaftale.

Gem job

Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI)
Publiceret: 12. februar 2020

Arbejdssted

København S