PA’er til Prescri­bas direktion

Er du god til at have mange bolde i luften samtidig med, at du er god til at bevare det forkromede overblik selv i travle perioder? Kan du lide at tage ansvar - og har du flair for koordinering, struktur og formidling med øje for detaljen? Så er stillingen som personlig assistent (PA) i Prescriba måske noget for dig?

Som PA i Prescriba kommer du til at få et tæt samarbejde med Prescribas direktion. Din hverdag vil bestå af mange alsidige arbejdsopgaver og med mulighed for selv at præge jobbet i denne nyoprettede stilling. Du vil være med til at understøtte Prescribas drift, udvikling og innovative tilgang til det psykiske sundhedsområde med særligt fokus på at varetage Prescribas kundeinteresser.

Om stillingen

Deltagelse i interne møder, ledermøder og kundemøder vil være en vigtig del af stillingen, herunder referatskrivning, opfølgning og implementering af fx mødebeslutninger eller nye kundeaftaler, som skal formidles ud i andre afdelinger internt i Prescriba. Derudover indeholder stillingen også administrative og koordinerende opgaver samt projektledelse. Det er vigtigt, at du værdsætter omhyggelighed, har øje for detaljen og yderligere har en god forretningsforståelse.

Som PA for direktionen vil dine arbejdsopgaver bl.a. omfatte:

  • Implementering og vedligeholdelse af et CRM-system
  • Mødedeltagelse internt og eksternt hos kunder – referatskrivning og beslutningsoplæg
  • Implementering af beslutninger – bindeled mellem fx kunder og afdelinger i Prescriba
  • Kommunikation og formidlingsopgaver fx status, statistik til kunderne mv.
  • Koordinerende administrative kontoropgaver fx kalenderstyrring, mødebooking mv.
  • Kontraktudfærdigelse/vedligeholdelse – implementering af kontrakter i organisationen
  • Udbudsprocesser og udarbejdelse af tilbud i samarbejde med direktionen og ledergruppen
  • Håndtering af diverse kundehenvendelser i tæt samarbejde med kundedirektøren
  • Øvrige ad hoc-opgaver – stort som småt – og nogle gange med korte deadlines

Om dig

Arbejdet som PA’er kræver en høj grad af selvstændighed, og du vil få ansvar for mange forskellige opgaver i tæt tilknytning til direktionen. Udover det tætte samarbejde med direktionen får du flere kontaktflader med øvrige kolleger i huset såvel som ud mod vores kunder – hvorfor det er vigtigt, at det falder dig naturligt at være udadvendt, samarbejdsvillig og en motiverende holdspiller af person.

Vi leder efter en PA’er, som er:

  • Kandidat med relevant videregående uddannelse fx inden for forretningskommunikation, virksomhedsdrift eller lignende. Og erfaring som PA er et plus
  • Erfaren med forretningsudvikling indenfor sundhedssektoren – særligt inden for det psykiske område – er et plus
  • Erfaren med CRM-systemer er en fordel fx god til at holde styr på, hvornår kontrakter skal fornyes, pris-indeksreguleres, registrering af forbedringspotentialer mv.
  • God til stakeholder management og kan styre forskellige interessenter
  • En haj til at holde overblik, hovedet koldt og humøret højt – selv i en travl og foranderlig hverdag
  • En skarp pen og stærk formidler – flydende og velformuleret på dansk både mundtligt og skriftligt (retstavning) – og kan begå dig ubesværet på engelsk
  • En født projektleder, som har ordenssans, god til at koordinere, organisere og skabe struktur
  • Nemt ved at sætte dig ind i nye problemstillinger, tekster, systemer og sammenhænge
  • Omhyggelig og god til at prioritere arbejdsopgaver med øje for både overblik og detaljen
  • En som synes, at organisering og administration er vigtig – men som også brænder for at være med ude hos kunderne til status-, udviklings- og salgsmøder
  • Rutineret eller superbruger af Office-pakken, herunder Word, Excel og god til at lave PowerPoint-præsentationer

Ansøgningskriterier

  • Ansøgningen sendes til job@prescriba.com og emnet navngives “PA’er - Prescriba 2020”. Dit CV og ansøgning bedes sendes i et samlet dokument
  • Ansøgningen skal være os i hænde senest den 28. maj kl. 12.00. Der vil blive afholdt samtaler løbende
  • Tiltrædelse: Hurtigst muligt eller juli/august
  • Fuldtidsstilling, 37,5 timer ekskl. frokostpause
  • Løn efter kvalifikationer
  • Vi tilbyder pensions- og sundhedsordning
  • Arbejdssted: Prescriba, Hyskenstræde 6, 1. sal, København K
  • Har du spørgsmål til stillingen, kan du skrive til job@prescriba.com

Om Prescriba

Prescribas kerneydelser er psykologisk rådgivning og behandling, psykiatrisk udredning, diagnose og behandling, akut krisehjælp samt forebyggende og sundhedsfremmende helhedsløsninger for medarbejderordninger og forsikringsbranchen.

Vi hjælper hver dag medarbejdere og ledere i små og store virksomheder i hele Danmark med at få den rette hjælp i tilfælde af psykiske og sociale udfordringer og problemer – akutte såvel som ikke akutte. Desuden arbejder vi målrettet med sundhedsfremmende indsatser og innovative sundhedsløsninger, som har til formål at forebygge psykisk mistrivsel og styrke mental sundhed på de danske arbejdspladser. Vi har hovedkontor i hjertet af København med ca. 55 ansatte. Derudover har vi et stort, landsdækkende netværk af autoriserede psykologer, psykiatere og øvrige fagspecialister.

Læs mere på www.prescriba.com.

 
Gem job

Prescriba A/S
Publiceret: 30. april 2020

Arbejdssted

København