Office 365-konsulent

Siden starten i 1996 er netIP vokset støt til i dag at være en af de stærkeste spillere inden for kundetilpassede infrastruktur- og kommunikationsløsninger. netIP er med sine syv afdelinger i Thisted, Viborg, Herning, Holstebro, Aalborg, Aarhus og København en af Danmarks hurtigst voksende og førende udbydere på markedet. Der er tale om en virksomhed, der er stolt af sine medarbejdere, sit brand og som med den ”jyske” tilgang til tingene altid sikrer at være i øjenhøjde med kunderne. En stærk, målrettet og gennemarbejdet salgsstrategi, har nu sat kursen mod yderligere vækst.

Virksomheden tilbyder gennemtænkte IT-løsninger, der matcher kundernes situation og behov inden for:

  • Datacenter, Kommunikation, Klienter, Outsourcing, Platforme & Digital Business Consulting

netIP har en klart defineret ledelsesfilosofi, der bruges til at skabe åbenhed, tillid og tryghed. Herigennem udvikles en adræt og forandringsparat organisation, som kan tiltrække og fastholde de rette kompetencer. Vi har ingen medarbejdere, men vi har ansat en masse interessante mennesker, og det er udgangspunktet!

For os er målinger ikke tal, men evnen til at være i kontakt med hinanden og være til stede for hinanden.

Virksomheden er kendetegnet af kvalitet, et unikt medarbejdermiljø og et sammenhold, der rækker ud over det sædvanlige. Læs mere på www.netip.dk.

Office 365-konsulent

Vil du bidrage til at skabe smartere arbejdsgange hos kunderne?

Er du udadvendt, og har du evnen og modet til at indgå i tæt dialog med kunderne, at udfordre dem på den rette tilgang og være med til at levere løsninger, der skaber høj værdi?

Som Office 365-konsulent i netIP bliver dine primære opgaver at løse opgaver indenfor digitalisering og effektivisering via Office 365-platformen.  Du mestrer at lytte og forstå kundernes behov, har god forståelse for og fokus på processer, og får stillet de kritiske spørgsmål til forretningsforløbet.

Vi forventer, du har god forretningsforståelse og er god til at sætte dig ind i kundernes problemstillinger, hvor du motiveres af at gøre en forskel hos kunderne samt skabe gennemarbejdede og fremtidssikrede løsninger. Du er en dygtig kommunikatør, og formår at skabe en tæt, loyal og værdiskabende dialog med kunderne. Du arbejder struktureret og proaktivt for at nå dine mål, tilrettelægge din hverdag og levere ydelser af høj kvalitet.

Arbejdsopgaverne vil være en kombination af kundeorienterede besøg såsom presale, workshops/forretningsanalyse samt implementering og udvikling af løsningen i samarbejde med kunden. Der vil også være opgaver i forhold til løbende at forbedre en løsning eller yde support, så kunden selv kan komme videre.

Derudover vil der være opgaver i forhold til adoption/undervisning af brugere i anvendelsen af de forskellige delelementer i Microsoft O365 tilpasset den enkelte kundes behov.

Opgaverne hos vores kunder involverer oftest konsulenter fra flere funktioner, så du vil naturligt komme til at arbejde på tværs af organisationen som en del af vores kundeteams.

Du har måske en uddannelse som datamatiker eller en anden relevant uddannelse, men vigtigst er din erfaring samt din indstilling overfor kunder og opgaver, som er udslagsgivende for din succes. Til gengæld er det et krav, at du har erfaring med Microsoft Office 365, hvor vi blandt andet arbejder med værktøjer som Teams, SharePoint og Microsofts Power Platform. Hvis din tekniske værktøjskasse indeholder certificeringer i Microsoft Office 365 eller andre relevante Microsoft-teknologier, er dette derfor en stor fordel. Ligeledes er det en stor fordel med kendskab til og erfaring med RPA.

Din indstilling, dine interesser og dine ambitioner er nøglen til din succes hos netIP. Vi tilbyder masser af faglige udfordringer og ansvar, der matcher dine kompetencer og ambitioner samt mulighed for både personlig og professionel udvikling. Du bliver en del af en stærk og dynamisk virksomhedskultur med fast tilknytning til vores kontor i Aarhus.

Som ansat i netIP deltager du i den fælles overskudsdeling, pensionsordning, og kantineordning. Herudover får du PC, mobiltelefon og arbejdstøj samt faglige og sociale arrangementer. Vi tilbyder en fast månedsløn, som er konkurrencedygtig, og tilpasset de kompetencer og den erfaring, du kommer med.

I netIP har vi fokus på det hele menneske. Dermed forstår vi vigtigheden af, at trivsel gælder for såvel arbejds- som privatlivet. Derfor har vi etableret netIP familyCARE, en fond som støtter dig og familien, hvis I skulle havne i en vanskelig situation.

Vi opfordrer dig til at søge snarest, da vi behandler ansøgningerne løbende.

For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til konsulenter fra Sensu A/S, Thomas Bech på +45 22 89 89 76.

Gem job

NetIP A/S
Publiceret: 14. maj 2020

Arbejdssted

Aarhus