Kundechef til stor virk­som­hed inden for ser­vi­ce­bran­chen

En stilling, hvor dine primære opgaver bliver ledelse, drift, administration og ansvar for en storkunde (B2B)  

Har du erfaring med at lede og inspirere en større gruppe medarbejdere? Falder det dig naturligt at gå forrest? Arbejder du med fokus på kundens ønsker og tilfredshed i den daglige kundekontakt? Og har du strukturen på plads, så du kan drifte dit område og skabe resultater? 

Så vil vi gerne i kontakt med dig; Vi søger en kundechef til en stilling hos vores kunde i Storkøbenhavn – en stor, udviklingsorienteret servicevirksomhed. Virksomheden udmærker sig med sit fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder for sine medarbejdere samt at holde høj kundetilfredshed. 

Ansættelsesstart er 1. december 2021. 

Tæt kontakt til kunden og medarbejderne: 
Du bliver en del af et team af kundechefer og refererer til direktøren for det pågældende område. Du får en plads på hovedkontoret i Storkøbenhavn, hvor du kan hente sparring hos dine kolleger.  

Det bliver din opgave at fungere som fast og daglig kontaktperson for en specifik kunde – en stor virksomhed med flere kontorer på Sjælland. Du sætter dig ind i virksomhedens kultur og ønsker og medvirker til at forøge kundetilfredsheden. Du har ansvaret for en effektiv, optimal og kvalitetssikker serviceleverance. 

Du får det daglige personaleansvar for en større gruppe medarbejdere, som arbejder hos kunden. Du er tæt på dine medarbejdere og har fokus på at skabe inspiration, motivation og udvikling. Du går gerne forrest med dit engagement og din faglighed. Du er således meget ude hos kunden og følger på denne måde det daglige arbejde tæt.

Dit ansvarsområde omhandler således bl.a.: 

  • Motivation og udvikling af medarbejdere samt onboarding af nye medarbejdere
  • Daglig drift af dit område, overholde budgetter, godkende fakturaer, indberetning af løn og indkøb af driftsmidler
  • Løbende optimering af kundekontrakten – med et dataorienteret fokus, herunder skabe mersalg af andre services
  • Ansvarlig for kvalitetskontrol hos kunden
  • Løbende justering af vagtplanlægning og registrering af fravær, følge op på afvigelsesrapportering og sygemeldinger
  • Ansvarlig for, at normeringen holder
  • Sikre, at dine medarbejdere overholder retningslinjerne for sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø

 Dine faglige kvalifikationer:

  • Du har erfaring fra en servicevirksomhed – evt. fra rengøringsbranchen
  • Du har ledelseserfaring og kan lede og motivere en større gruppe medarbejdere – med et operativt fokus
  • Du formår at drifte dit område og håndtere kundekontakten og -kontrakten
  • Du holder dig fagligt opdateret på dit område og de gældende arbejdsinstruktioner og sikkerhedsforanstaltninger
  • Du forstår de gældende overenskomster og processerne for vagtplanlægning
  • Du taler og skriver flydende dansk og kan kommunikere på engelsk – mundtligt og skriftligt
  • Du har generelt et godt it-kendskab og er interesseret i at optimere processer   

 Dine personlige egenskaber: 

  • Du tager på naturligste vis ansvar og er proaktiv
  • Du har en serviceorienteret indstilling og er imødekommende
  • Du er pligtopfyldende og arbejder struktureret og resultatorienteret
  • Dine ambitioner kommer til udtryk både i den daglige drift og din ledelsesstil, som er ”hands-on”
  • Du vil gerne udvikle dine medarbejdere, og det er naturligt for dig at lytte og udvise empati. Du forstår desuden at tiltrække nye medarbejdere
  • Dit drive og din selvstændighed er stor. Du trives fint med at tage beslutninger og tænker gerne i nye baner
  • Du kan sagtens være fleksibel, når der er behov for det – både i forhold til tid og opgaver

Hvis du vil videre: 
Er du interesseret i stillingen, sender du din ansøgning samt CV via ansøgningsknappen herunder.  

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Helle Sand på tlf.: 33 24 40 80.  

I denne tid afholder vi gerne interviews med udvalgte kandidater til stillingen over telefonen og via videomøder. Samtaler på Centrum Personales kontor foregår efter særlige retningslinjer for at skabe tryghed for alle.     

Centrum Personale tilbyder professionel assistance, når vore kunder har brug for en fast medarbejder eller en vikar. Vi arbejder med en omfattende emnebank, som du gratis kan blive optaget i, hvis du har lyst til jobskifte. Vi løser opgaver inden for alle jobfunktioner - herunder administration, forsikring, økonomi, regnskab, indkøb, salg, marketing, it, rejsebureau, medicinal/biotek, lager, spedition og ledelse.

Centrum Personale A/S - Frederiksberg Allé 35 - 1820 Frederiksberg C

Læs om Centrum Personale A/S her

Gem job