Leder til nyt fritidstilbud og ungdomsskole i Dragør
Elsker du at skabe aktiviteter, som børn og unge ikke vil hjem fra? Er du til den gode samtale i mellemrummene?
Er du vild med nye idéer – og får dem også selv?
Og er du en blæksprutte, der både føler dig hjemme på vandet med gruppeelever, til et forældremøde og ved hæve/sænke-skrivebordet?
Så har vi den perfekte stilling til dig!
Dragør Kommune søger en leder til fusionen af Dragør Ungdomsskole og KlubDragør pr. 1. august 2023.
Det nye samlede Børne- og ungetilbud (som måske kommer til at hedde Ung Dragør) er midt i overgangen fra to selvstændige tilbud til en ny fælles fremtid. Både Ungdomsskolen og Klubben (fritids- og ungdomsklub) er velkendte og populære institutioner i Dragør, og du bliver en drivende kraft i fusionen af de to tilbud.
Der er meget godt at bygge videre på og masser af potentiale for nye samarbejder til gavn for børn og unge i Dragør – både mellem klub og ungdomsskole, men også med skoler, frivillige foreninger og erhvervsliv.
Du bliver ansat i den gode ende af en proces, hvor en række interessenter allerede har drøftet visioner og ambitioner for indholdet i det nye tilbud – og hvor alle input nu skal struktureres og gøres til virkelighed.
Du kan læse mere om stillingen som leder af det nye børne- og ungetilbud (ungdomsskoleleder) i Job- og personprofilen HER.
Hvem er du?
Du har en relevant uddannelse, formentlig pædagog eller lærer, og sikkert noget efteruddannelse. Du har stor ledelsesmæssig erfaring i arbejdet med børn og unge og trives hjemmevant i en kommunal organisation. Du er både strategisk tænkende og god i den nære relation. Du synes, at børn og unges fritidsliv har en værdi i sig selv.
Hvem er vi?
Dragør er en af landets mindste kommuner, med godt 14.500 indbyggere. Vi bruger vores størrelse som en fordel og har en lille og smidig organisering og en uformel samarbejdsform. Vi har et organisatorisk pejlemærke, der lyder ”Vi skaber i fællesskab den værdi, vi ville ønske for vores nærmeste” – så vi er stærkt optaget af, at vores indsatser har effekt for borgerne, og så god effekt som muligt inden for den økonomi, vi har.
Det nye børne- og ungetilbud er en del af Center for Børn, Skole og Kultur, som rummer dagtilbud, skoler og kulturinstitutioner.
Som leder bliver du en del af skoleledergruppen.
Ansøgningsfristen er 11. juni 2023, og du kan søge via Dragør kommunes rekrutteringssystem eller direkte via ansøgningsknappen nederst.
Stillingsbetegnelse
Leder
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer ugentlig
Virksomhedsoplysninger
Dragør Kommune
Tiltrædelse
1. august 2023
Ansøgningsfrist
11. juni 2023
Kontaktperson
Centerchef Rasmus Johnsen på telefon 32 89 03 60 eller mail: rasmusj@dragoer.dk
Uddannelse
Relevant uddannelse
Arbejdsområde
Børn og unge