Indkøbsdirektør til førende fødevarekoncern
Vil du med på en ambitiøs vækstrejse, hvor du får rig mulighed for at præge udviklingen? Og kunne du tænke dig en lederrolle, hvor du virkelig kommer til at smage på, hvad det vil sige at udfolde dine organisatoriske og kommercielle færdigheder?
"Vi har store ambitioner om at vokse inden for alle vores forretningsområder – fra kiks og kager til konserves. Denne forretningsudvidelse er du med til at gøre til en succes på alle parametre," siger salgschef Hans Peter Skjødt.
Vi bygger på velsmagende relationer
Vi er pionerer inden for vores felt – og det skal vi blive ved med at være. Det hele startede tilbage i 1966, da Børge Lukassen etablerede B. Lukassen’s Kager, som senere blev til Nordthy Biscuits – og i dag som alle kender os bedst: Nordthy.
Vores hovedkontordomicil er beliggende i Østerild, hvor vi er 130 ildsjæle, der sætter en ære i at levere god service til vores kunder og leverandører samtidig med, at vi det har ualmindeligt sjovt med hinanden. Læs mere om os her.
Stå i spidsen for vores indkøbsfunktion
Som vores nye indkøbsdirektør er det dig, der sikrer strukturen fra indkøb til leverance og vedligeholder en velfungerende organisationsstruktur i din afdeling. Til daglig er du en synlig og motiverende leder for dine 3 selvkørende indkøbere, som står for at lave gode grundaftaler samt disponering af varer i samarbejde med kunder og leverandører.
Vores produktion er fordelt på 60 fabrikker over hele verden – primært i Europa. Du får ansvar for at holde styr på vores vareflow og disponering, samtidig med at du har cirka 30 rejsedage om året, hvor du mødes med vores leverandører – både eksisterende og nye – for at styrke det gode samarbejde og skabe de bedste vilkår for hinanden.
Fra udbud og efterspørgsel til strategi og udvikling
Du står for at kontrollere vores varebeholdning, ligesom du holder øje med udbud og efterspørgsel blandt forbrugerne, som gør dig i stand til at forudse tendenser inden for branchen. Herudover får du ansvar for at:
- bygge videre på vores indkøbsstrategi og dertilhørende procedurer
- sparre og samarbejde tæt med kolleger på tværs af organisationen – fra logistik og salg til lager og marketing
- sikre korrekt og rettidig data-flow til kunder, logistik- og lagerpartnere samt leverandører
- være med til at starte nye projekter på tværs af områder, fx ved nye produkter.
Få masser af indflydelse – og udvikl dine kompetencer
"De resultater, du skaber, kan ses og mærkes i hele virksomheden. Og så får du naturligvis det, du har brug for, for at udvikle dig og gøre dit arbejde bedst muligt," slutter Hans Peter.
Empatisk leder med styr på indkøbshåndværket
Du har enten erfaring fra en lignende stilling i en indkøbsorganisation – gerne i en fødevarevirksomhed – eller også er du indkøber med flere års erfaring og en stærk strategisk sans, der er klar til at gå ledervejen.
Samtidig forestiller vi os, at du:
- gerne har et godt kendskab til projektledelse
- besidder gode forhandlingsevner og har erfaring med at samarbejde med leverandører
- har en god kommerciel forståelse og er en dygtig kommunikator
- er en erfaren Excel-bruger
- taler og skriver dansk samt engelsk på professionelt niveau.
Er du klar til nye udfordringer med krummer i?
Send din ansøgning og dit CV via nedenstående link hurtigst muligt – hellere i dag end i morgen. Vi indkalder til samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.
Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør og ejer Bjarke Skov på bjarke@bs-import.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.