Nytæn­ken­de og struk­tu­re­ret teg­ne­stu­e­chef

Et indbydende, funktionelt og innovativt standdesign er en hovedbestanddel i stort set alt, hvad vi laver. Men det er til tider uhyre krævende at holde det høje niveau, som vi hos Scanex altid stræber efter at levere til vores kunder. Derfor søger vi en chef til vores tegnestue, så vi fortsat kan sikre innovativt design og rettidig eksekvering af vores projekter.

Velkommen i messemanegen

Måske kender du det cirkusnummer, hvor en artist skal holde gang i en masse snurrende tallerkener på lange pinde. Hvis artisten ikke har køligt overblik og hurtige hænder, og hele tiden sørger for, at der er fart på tallerkenerne, så falder de til jorden og går itu.

Vi leder efter den samme form for talent hos vores nye tegnestuechef.

Du er naturligvis ikke alene om at styre projekterne sikkert i mål, for de løses altid i tæt og åben dialog med dine kollegaer og stærke teams. Men som tegnestuechef er det dit ansvar at sørge for, at det skarpe design og deadlines altid holdes.

Hvem er du?

Du er designer helt ind i marven og på forkant med trends og tendenser indenfor formgivning, farver og materialer. Foruden selv at skulle formgive og farvelægge, får du det daglige driftsansvar for vores nuværende team af standdesignere, og som leder er du naturligvis struktureret. Tilsammen har I nemlig rigtig mange deadlines at holde styr på.

Vi har det godt hos Scanex, og til dagligt er omgangstonen afslappet og fri. Vores nye tegnestuechef skal derfor være et godt og rart menneske, som oprigtigt ønsker at bidrage til det gode arbejdsmiljø. Det handler selvfølgelig ikke kun om vilde idéer og udfordrende designs, så en præsentabel og professionel opførsel, især overfor kunderne, er naturligvis også en væsentlig del af jobbet.

Som tegnestuechef har du nemlig en del kundekontakt. Du vil mange gange også skulle præsentere kunderne for deres nye standdesign, så du skal trives i mødet med andre mennesker, hvad enten det er fysisk, virtuelt eller på telefon.

Vores ønskekandidat er:

  • uddannet designer, arkitekt eller begge dele
  • erfaren i arbejdet med rumlig formgivning – det er en fordel, hvis det er fra messebranchen
  • en dygtig, tillidsvækkende og motiverende leder
  • kommercielt minded med fokus på udvikling af forretningen
  • velformuleret i både skrift og tale på både dansk og engelsk
  • stærk i brugen af relevante it-løsninger, fx Pytha, Office og Adobe

Scanex tilbyder

God medarbejderpleje er en hjørnesten i vores succes, og som tegnestuechef i Scanex bliver du en del af et friskt og udviklende miljø, hvor engagement, fællesskab, samarbejde og godt humør er nøgleordene.

Et komplet team af medarbejdere, der hver især med deres specialer gør, at vi i bogstavelig forstand lever og leverer som et kreativt hus, et hus hvor vi sammen løfter selv de mest krævende kreative ideer fra tegning til virkelighed.

Et job hvor vi ved, at forretningsudvikling er fremdrift – både for vores kunder og for individet og huset. Vi bruger derfor både tid og ressourcer, på at sammensætte de rette teams – sammen er vi stærkest.

Stillingen er på fuld tid (funktionær), og du bliver selvfølgelig tilbudt en løn, der modsvarer dine kvalifikationer, og som inkluderer både firmapension, sundhedsordning og kantineordning.

Dit faste arbejdssted bliver kontoret i Galten. Rejsedage vil i moderat omfang forekomme, og i spidsbelastningsperioder skal der påregnes overarbejde.

Er du det nye medlem af Team Scanex, så send en kortfattet ansøgning og CV til CEO Kaare E. Schmidt på kes@scanex.as. Du kan også ringe på tlf. 2529 2102, hvis du har spørgsmål til firmaet eller jobbet.

Der indkaldes løbende til samtale, for vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt. Dog er det mere vigtigt, at vi får den helt rette kollega, så vi venter gerne – men vi venter ikke alt for længe.

Vores kunder

Vores kundeportefølje rummer et bredt udsnit af danske og udenlandske virksomheder, jævnt fordelt over både virksomhedsstørrelser og brancher.

scanex.as/cases kan du se nogle af de kunder, vi arbejder for og med.


Full Circle Exhibition Partner

Siden 1982 har vi løst tusindvis af projekter for vores kunder over hele verden, og vi bryster os af at gøre det i rollen som Full Circle Exhibition Partner.

Til dagligt er vi ca. 30 kollegaer, men når det kræves, udvides kollega-staben med dusinvis af ”faste freelancere”.

En bæredygtig og ansvarlig håndtering af både materialer og processer ligger naturligt til os, og vi gør, hvad vi overhovedet kan, for at belaste vores omgivelser mindst muligt.

Vi holder til i Galten, tæt på motorvejen lige mellem Silkeborg og Aarhus, hvor vi har kontorer, produktion og lagerhaller.

Gem job

SCANEX A/S

Arbejdssted

Galten

Vigtige datoer

Indrykket:
12. marts 2024
Ansøgningsfrist:
Snarest muligt