Juridisk chef

Kunne du tænke dig at stå i forreste række, når vi forhandler de vigtige overenskomster for medlemmerne af skuespillerforbundet, og vil du være med til at sikre de kunstneriske rettigheder i en tid, hvor de er under pres? Så skal du søge jobbet som juridisk chef i Dansk Skuespillerforbund.

Som juridisk chef kommer du til at indgå i og lede skuespillerforbundets rådgivnings- og forhandlingsteam, der har ansvaret for at rådgive medlemmerne, forhandle overenskomster og sikre medlemmernes kunstneriske rettigheder.

Arbejdsvilkårene for vores medlemmer er ikke fulgt med tiden, og de skal løftes. Samtidig er de kunstneriske rettigheder under pres på grund af globalisering, big-tech og kunstig intelligens. Branchen står sammen om at løse udfordringerne, så det er nu, vi skal klø på!

Du bliver ansvarlig for, at dit team bidrager til skuespillerforbundets strategiske mål om at fremme medlemmernes bæredygtige arbejdsliv, kunstneriske rettigheder og dansk kunst og kultur.

Dine opgaver bliver bl.a. at:

  • Sikre tilgængelig rådgivning af høj kvalitet til medlemmerne og skabe motiverende rammer og trivsel, faglig udvikling, videndeling og samarbejde i teamet, som udover dig kommer til at bestå af 4 jurister, 1 socialrådgiver og 2 juridiske studenter
  • Lede forhandlinger om overenskomster for medlemmerne på bl.a. film-, tv- og teaterområderne
  • Føre retssager om medlemmernes rettigheder som arbejdstagere og kunstneriske rettigheder i det arbejdsretlige system og ved domstolene
  • Lede indsatsen for at styrke medlemmernes kunstneriske rettigheder i tæt samarbejde med andre rettighedshavere
  • Bidrage til forbundets politiske interessevaretagelse og til udviklingen af strukturelle løsninger på udfordringerne i vores medlemmers arbejdsliv

Din profil:

  • Du er en dygtig jurist med øje for detaljer og for, hvordan vi kan bruge juraen til at skabe forandring
  • Du er advokat, eller du har anden erfaring med at føre retssager
  • Du har kendskab til ansættelsesret, kollektiv arbejdsret og kunstneriske rettigheder
  • Du inspirerer og engagerer dine medarbejdere og bidrager til en arbejdskultur, hvor alle har det godt og bidrager til fælles mål
  • Du har erfaring med ledelse af jurister fra enten en faglig organisation, det offentlige eller en privat virksomhed
  • Du tænker strategisk og har erfaring med at skabe alliancer og samarbejde med andre aktører med henblik på at opnå et fælles mål

Skuespillerforbundet – en fagligt stærk og fri arbejdsplads

Som ansat i Dansk Skuespillerforbund bliver du del af en spændende og helt særlig arbejdsplads. De 2.400 kreative medlemmer og vores fagligt stærke sekretariat på 20 medarbejdere giver til sammen et pulserende hus med et dynamisk fællesskab – der sker næsten altid noget spændende på en af de tre etager, der også huser medlemmernes øvesale og efteruddannelse.

I sekretariatet arbejder vi professionelt, uformelt og på tværs af de faglige teams, og vi vægter både udvikling, fællesskab og det sociale højt i vores kollegaskab. Vi prioriterer frie rammer med variation i arbejdet og god plads til selv at tilrettelægge opgaverne – naturligvis med respekt for hinanden.

Og så brænder vi alle sammen for at give medlemmerne den bedst mulige hjælp i deres arbejdsliv. De er del af et fag, hvor mange skifter arbejdsplads og kolleger fra opgave til opgave, og derfor spiller forbundet en central rolle. Vi er med andre ord meget mere end et kontor – og medlemmerne har stor tillid til, at vi rådgiver og hjælper dem videre.

Vores kontor ligger på Tagensvej 85, 2200 København N med fri parkering. Det gør det nemt at cykle eller benytte offentlig transport til arbejdspladsen (metrostop: Skjolds Plads).

Lyder stillingen som noget for dig?

Hvis du ikke opfylder alle vores ønsker til din profil, så søg alligevel! Desuden opfordrer vi alle, uanset køn, etnisk

oprindelse, religion, alder, kønsdiversitet, seksualitet, politisk tilhørsforhold m.v., til at søge stillingen. Og fordi det for os ikke er vigtigt, hvordan du ser ud, eller hvor gammel du er, frabeder vi os billede og alder på din ansøgning og cv.

Send din ansøgning via Ansøg-knappen nederst. Ansøgningsfristen er torsdag den 6. marts 2025. Første samtale finder sted torsdag den 13. marts 2025.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte direktør Maria Ventegodt på tlf. 35 77 96 94 eller mve@skuespillerforbundet.dk.


Gem job

Dansk Skuespillerforbund

Arbejdssted

København N

Vigtige datoer

Indrykket:
3. februar 2025
Ansøgningsfrist:
6. marts 2025

Virksomheden tilbyder

Ansættelsestype:
Fastansættelse
Hjemmearbejde:
Ikke oplyst
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid