Kvinder i ledelseLederkarriere

Rejsen fra kron­prin­ses­se til ad­mi­ni­stre­ren­de direktør foregik på cykel

Da Sanne Kobbernagel overtog det rejsebureau, hendes far havde grundlagt, måtte hun tage livtag med sin egen selvfortælling for at tage direktørtitlen på sig.



StepStone er Danmarks største jobbank for ledere, og vi introducerer hermed denne portrætserie, som bredt relaterer sig til kvinder i ledelse. Her går vi et spadestik dybere og taler med en række kvindelige ledere og iværksættere på tværs af brancher og ledelsesniveauer om det, der rører sig hos dem. Se andre artikler i serien her.

”Jeg endte i rejsebranchen ved et rent tilfælde. Jeg stod egentligt i et vadested tilbage i 2004. Jeg var lige blevet færdig på CBS, hvor jeg havde læst kommunikation og engelsk. Jeg havde et studiejob i lufthavnen, og begyndte så på deltid at hjælpe til i min fars rejsebureau, Merlot Tours. Det var dengang vi stadig pakkede fysiske kuverter med billetter, kort og rejsebeskrivelser og sendte dem med posten.”

Sannes far, Peter Kobbernagel, var bl.a. med til at lancere interrail i 1980’erne og arbejdede hos DSB og på forskellige rejsebureauer. Og så var han passioneret cyklist og glad for god mad og vin. Alle disse interesser gik op i en højere enhed, da han etablerede Merlot Tours. Grundideen, som firmaet stadig bygger på, var enkel: Cykelrejsekomfort for livsnydere.

”Det er et stort privilegium at arbejde med det her: Ferierne er jo det, mange af os betragter som årets højdepunkt, så jeg taler med glade og spændte mennesker hver dag.”

I 2006 tog Sanne springet og startede fuld tid hos Merlot.

”Jeg føler mig meget heldig. Tænk som voksen at have en hverdag med sin far. Det er ikke alle forundt. Og så har jeg jo nærmest lært faget at kende og fået branchen ind gennem modermælken. Ved at høre min far snakke med både kunder og vores internationale partnere kunne jeg jo høre, hvordan han talte til dem, hvad han sagde, hvordan han løste de problemer, der opstod, hvad god service er – og hvad kvalitet betyder. Min far og jeg komplementerede hinanden utroligt godt. Han var virkelig god til at tale med kunderne, og jeg fik hurtigt sat skik på vores workflows, regnskaber og kontoret.”

Der gik ikke længe, før Sanne havde greb om hele paletten af opgaver og gæsterne også blev fortrolige med hende. Over årene blev hun kørt i stilling til at overtage nøglerne. Efter godt 10 års parløb overtog Sanne direktørstolen, da Peter gik på pension i 2015.

”Fordi jeg endte her så tilfældigt, skulle jeg lige have styr på min egen selvfortælling. Jeg kæmpede ærlig talt lidt med selvtilliden, for pludseligt stod jeg jo med et stort ansvar: Alting endte hos mig! På rigtig mange måder gennemsyrede min fars ånd alting, så der har helt klart været en proces i at tage ejerskab for tingene. At gøre det hele til mit! Jeg gennemskrev hjemmesiden, så det blev mere mit sprog, ansatte en til at skrive vores nyhedsbreve i min stil og lancerede en ny Facebook-side – det havde vi ikke haft tidligere. Jeg lugede også ud i vores program, så jeg nu udelukkende har ture, som jeg selv brænder for og kender indgående. Så det har helt klart været en proces, hvor jeg har skulle både vokse med opgaven og sætte mit eget præg på tingene.”

Peters pludselige død i 2017 kom som et chok.

”Det lyder måske som noget mærkeligt noget at have fokus på, men det, at han døde uden for sæsonen, betød, at jeg kunne gå i baglås i fred. Jeg måtte trække stikket helt i et par måneder. Det endegyldige farvel er jo netop dét, og derfor så barskt. Det er stadigvæk mærkeligt, at han ikke er der som bagstopper.”

I mange år var cykelrejserne ret nicheprægede, men den gode ide har spredt sig: Kombinationen af aktiv cykelferie taler til meget af det, vi alle har brug for for tiden: En cykelferie foregår i realtid, og den langsommelighed har mange godt af – og så kan det samtidig gøres som en klimavenlig ferieform. Så nu er cykelferien også blevet et produkt på hylden hos de store spillere.

”Jeg kan da godt have et svagt øjeblik, hvor jeg blegner lidt ved tanken om, at de store rejsebureauer jo har en del større muskler at spille med. På den anden side har vi en ekspertise, som er svær at slå. Jeg står på skuldrene af snart 30 års erfaring, vi har selv kørt alle vores ruter igennem, boet på hotellerne og gennemlevet både op og ned ad hver en bakke. Og vi har et personligt forhold til vores partnere ude i Europa. Vi er så heldige, at vores kunder nærmest er ambassadører for os: Mange har rejst med os mange gange, så dem har vi også fået et personligt forhold til.”

Som hele rejsebranchen ser Sanne tilbage på nogle vanskelige år, hvor man først lige akkurat kom igennem coronaen, og så kom krigen i Ukraine. Det har været en tid præget af usikkerhed og uro, så selv om udlængslen har været stor, har mange holdt deres ferier i Danmark eller tæt på.

”Savnet føltes allermest tungt at stå med under coronaen. Dér manglede jeg virkelig min far! Tallene var dårlige, der var så meget usikkerhed, og jeg kom faktisk i tvivl om, hvorvidt det hele nu var en god ide. Dér kunne jeg godt have brugt ham til at tale mig op og til at sparre med.”

Hvordan rejser man sig oven på sådan en omgang?

”Jeg gør det, jeg véd virker. Jeg tager på en cykeltur! Ud at indtage landskabet, få nogle kilometer i benene og et fremmed sprog i ørene. Og så spiser jeg en god middag med en af mine lokale partnerne. Så bliver jeg inspireret og får genopladet batterierne og bliver mindet om, hvad det hele handler om. Og hvorfor det er det hele værd!”


Fakta:

    Sanne Kobbernagel (f. 1976) er administrerende direktør for Merlot Tours, som er et specialbureau for cykelrejser. De har godt 60 ruter i Europa. Alle ruter er uden rejseleder og cykles på egen hånd. Størstedelen har daglig afgang. Cyklerne står klar på rejsemålet, og bagagen flyttes hver dag frem til næste hotel og er fremme, når man ankommer. Man får kort og rutebeskrivelse at køre efter.

Læs også