Verden må komme til mig

Man skal om til baghuset og op ad en ubehageligt stejl trappe for at nå til papirkunstner Marianne Eriksen Scott-Hansens værksted på Frederiksberg. Indenfor giver papkasser fra gulv til loft lige akkurat plads til smalle gange, som man må åle sig igennem for at nå frem til et overlæsset skrivebord. Øjet ved ikke helt, hvor det skal fæstne sig, for overalt er der noget smukt at se på. Ned fra loftet og på alle vægge hænger kaskader af farvet silkepapir i tusinde lag, mille-feuille, som danner blomster i alle størrelser. Fra kæmpestore rosetter til grene med ultrafint klippede pilegæslinger, sommerfugle, biller med fantastiske detaljer, afrikansk-udseende masker med snoninger og …er det en meterhøj vulva?

Marianne følger mit blik og griner: ”Ja, den er folk helt vilde med.”

Når værkstedet er ekstra proppet i dag, er det fordi, Marianne lige har afsluttet udstillingen ’Danmarks vildeste papirblomster’ i Tivoli – hendes største buket nogensinde. Det var ikke kun en succes i besøgstal. Publikum fik også én på opleveren. Der gik et par af Tivolis håndværkere rundt, og den ene stoppede overvældet op og kaldte: Preben! Preben – kom lige og se det her!

Marianne er uddannet i 1995 fra Danmarks Designskoles beklædningslinje. Farens pludselige død i et trafikuheld to år tidligere satte alting i relief.

”Jeg tænkte i hvert fald meget over det, vi ifører os. Måden vi møder verden på, og hvad det siger om os. ’Har verden brug for mere masseproduceret stangtøj til at fodre et overforbrug med mere overproduktion? Ikke fra min hånd!’, tænkte jeg. Så tidligt søgte jeg væk fra alt, der passede ind i et forbrugssystem og væk fra modebranchens privilegerede navlepilleri. Jeg gik på Unika linjen og ville ind til essensen af min egen vision.”

”Jeg har altid bevidst truffet de irrationelle valg og prioriteret min egen kreative rejse. Der skal kunne ske alt muligt hver dag! Og valget af det unikke frem for det masseproducerede betød også, at jeg tidligt valgte min kunstneriske frihed over økonomiske interesser.”

”Jeg havde pæn succes i sluthalvfemserne med at lave avantgarde tøj i Daughters of Style, som jeg havde sammen med Kristina Søndergaard Andersen. Vi fik stor international opmærksomhed fra både trendbureauer og de store modehuse, men det havde pludseligt overlevet sig selv. Vi fik børn, og det var heller ikke helt så sjovt længere. Nu havde vi jo gjort det! Så jeg gik freelance og havde en længere årrække, hvor jeg var ’daglejer’. Jeg lavede smykker for firmaer som Klarlund og Georg Jensen, accessories i pels og læder for Kopenhagen Fur, osv.”

Det viste sig at være uholdbart i længden med alle de småopgaver hist og pist. Marianne halsede rundt for at jagte den næste opgave.

”I 2014 var jeg simpelthen udmattet og træt af at være så meget på røven rent økonomisk. Jeg var så broke, og jeg lå på stuegulvet og skreg: ”Hvad er det, jeg skal lære af det her?” Jeg var DONE. Helt færdig! Jeg var klar til noget helt nyt. Jeg vidste, at det var at gøre det svært for mig selv, men jeg var i totalt survival mode samtidig med, at jeg ville træde min egen sti i græsset. Så jeg tænkte: Jeg ved, at jeg er god til formgivning. Jeg har ingen penge. Jeg skal overleve. Hvad kan jeg skabe ud af det?”

Op til påsken i 2014 fik Marianne en opgave med at udsmykke Royal Copenhagens vinduer med motiver fra deres påskeæg. Dér lavede hun noget, man ikke havde set før. Hun blæste dem op i kæmpestørrelse, så vinduet flød over med kaskader af overdimensionerede papirblomster. Det førte til en blomstervæg til Elle Style Awards for L’Oreal, og nu kunne hun pludseligt se en vej frem. Men andre havde svært ved at se ideen.

”Med al kærlighed og respekt i verden, så var der INGEN af mine velmenende venner eller familie, der troede på, at papirkunst var en farbar vej. At det var realistisk. Men jeg kunne SE det for mig. Og dén vision har jeg givet liv.”

Marianne er vokset op midt ude i naturen på landet i Nordjylland og har taget barndommens grundværdier med sig.

”Mine forældre arbejdede ALTID. Man sad simpelthen aldrig uden noget i hænderne. To ting, som har præget mit arbejdsliv meget tydeligt er, at jeg altid har haft en ultrahøj arbejdsmoral, og at jeg altid er gået op i materialernes bæredygtighed.”

”Min opvækst som gummistøvlebarn i den jyske muld har helt konkret betydet, at jeg altid er gået efter de naturlige materialer. Smykker har fx en lang holdbarhed. De bliver ofte foræret som gave, og selv hvis folk synes, at et smykke er grimt, kan det smeltes om. Pels og læder er jo klart at foretrække over fake-fur, der er lavet af plastik og aldrig nedbrydes. Man belemrer jo verden med sit produkt. Det er jo et enormt ansvar!”

Efter kollapset på stuegulvet, gik det faktisk op for Marianne, hvad hun skulle lære.

”Jeg skulle huskes på at stole på min intuition og på dét at læne mig ind i min egen kreativitet. Prioriteringen af min kunstneriske frihed har betydet svingende indtægter og til tider et hårdt liv fra hånden til munden. Men det gjorde hele forskellen, at få øje på hvor godt jeg trives som herre i eget hus med fuld kreativ frihed til at opsætte mine egne benspænd. Jeg har faktisk altid haft mest succes med de ting, som jeg selv synes var fedt, uanset om resten af verden så umiddelbart kunne se ideen eller ej.

Med en imponerende kundeliste, der spænder fra Kongehuset til de største danske og internationale brands, er der stor efterspørgsel på Mariannes papirklip.

”Jeg kunne sagtens skalere det hele op, men jeg er totalt uinteresseret i alt det administrative. Jeg laver mine værker i hånden og alt laves på bestilling. Jeg sender ikke, for det er dyrt og besværligt. Så selv om jeg ugentligt får henvendelser fra fx New York, Singapore og Paris, så foretrækker jeg det lokale. Verden må komme til mig.”